Det er adskillige år siden, man begyndte at tale om ordet sammenhængskraft. En af de første, der er registreret som bruger af ordet, er Poul Nyrup tilbage i 1994. Det betegner det mere eller mindre ubestemmelige, der får et samfund til at hænge sammen.  Nogle opslagsværker omtaler det som en ”kraft”, hvad man jo ikke bliver meget klogere af. Imidlertid kan det godt lade sig gøre at pege på nogle markante faktorer, som gør, at sammenhængskraften er truet.

Sikkert er det, at mange mennesker i dag har oplevelsen af, at de ikke kan følge med i den hastighed, samfundets ændringer sker med, og at de føler, de ikke kan finde overblik i samfundets stigende kompleksitet.

Det viser rapporter fra både udlandet og Danmark. Det er navnlig digitaliseringen, der får mange til at give op. I en rapport fra 2022 kunne direktør for tænketanken Justitia Birgitte Eirup konkludere, at Danmark har et ”stort digitalt B-hold”, og hun omtaler en digital udsathed, som ”afføder en yderligere social skævvridning af vores samfund”.

I sommeren samme år satte Politiken fokus på temaet, hvor 20-25 pct. af befolkningen ifølge avisen har svært ved at magte den stadig mere omfattende digitalisering. Mange henvendelser til avisen berettede om magtesløshed, fremmedgørelse og mindreværd som følge af manglende evner til at orientere sig i det digitale landskab.

Det er et tårnhøjt tal. Alligevel ser man stort set ingen forsøg på opbremsning af den digitaliseringsudvikling, som i Danmark er gennemført mere konsekvent end de fleste andre lande i verden. Regeringens ambition er, at Danmark skal være et digitalt ’foregangsland’. Digitaliseringen øges, og det samme gør afstanden mellem dem, der kan følge med og dem, der ikke kan. 

Helt almindelige mennesker er hægtet af

Med andre ord fortsætter og fremmer man en bestræbelse, der som bivirkning hægter op mod en fjerdedel af befolkningen af. Det er så arrogant, at det er svært at forstå, det kan finde sted uden større protester. I mit arbejde som præst møder jeg næsten dagligt dem, der synes, de ikke kan følge med. Helt almindelige og i øvrigt velfungerende mennesker. Det giver manglende selvværd, når man ikke kan finde ud af internet, bankoverførsler, MitID (som hånligt nok tidligere hed NemID; så kunne de, der ikke kunne finde ud af det, virkelig føle sig dumme), sundhedsplatform, osv., osv. 

Når nogen sættes uden for samfundet, eller i al fald oplever sig som sat udenfor, vil mange af dem resignere og give op. Og desværre har der været en tendens til at se på dem, der ikke kan følge med, med en vis overlegen irritation.  

På den måde er mange af dem, der godt vil, men ikke kan, mere og mere blevet betragtet som nogen, der godt kan, men ikke vil. Det er ydmygende og nedværdigende. 

Ingen kan undvære at være del af noget fælles. Fælles med andre, med historien eller fællesskabet om naturen, som udgør vores fælles omgivelse. Når Frederik den 10. ved sin kroning valgte ordet ’forbundne’ som en del af sit valgsprog, gav det derfor god mening. Vi har brug for en indbyrdes forbundethed for at erfare det fællesskab, vi skal have som et folk.

Der ligger en vigtig opgave i at få dem, der føler sig sat uden for fællesskabet til igen at føle sig inddraget og indoptaget. Det kan godt lade sig gøre, hvis man vil det. Vi kan give bedre mulighed for menneskelig kontakt i stedet for at henvise til en hjemmeside, som vi godt ved, mange ikke har en chance for at finde rundt i.  Vær til stede, lyt, vis menneskelighed og yd hjælp. Det handler om at finde ordninger, så alle kan være med.

Noget af det vil koste, men hvilket samfund har vi, hvis vi accepterer, at op med en fjerdedel af samfundets borgere har mere end almindeligt svært ved at tage del i helt elementære funktioner? Hvad bliver prisen for et samfund, der bliver mere og mere opsplittet?