Få emner samler brede politiske flertal, men psykiatrien er et af dem. Med et varigt økonomisk løft på 4,6 milliarder kroner og en samlet 10-årsplan, skal psykiatrien trækkes ud af den skygge, den har stået i gennem årtier. 

Men spørger man eksperter og medarbejderorganisationer, er penge ikke en gylden løsning. Især manglen på arbejdskraft og udskiftning i personale truer med at undergrave intentionerne. Fra politisk side anerkender man det massive pres, der har fyldt: 

- Vi kommer fra en situation med et massivt pres over mange år, hvor både kapacitet og kvalitet har været ramt. Det har været svært for medarbejderne at levere den fagligt rigtige indsats, og det går ud over arbejdsglæden. Når man oplever, at man går på kompromis med sin faglighed, begynder nogle at overveje, om man kan blive i det, siger Jacob Klærke (SF), formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner.

Gode intentioner i for lavt gear

Aftalen om en samlet plan for psykiatrien er blevet kaldt historisk. Planen lover flere senge, kortere ventetid og bedre sammenhæng i patientforløb.

Ikke mindst er ét af målene, at psykiatrien skal være en mere attraktiv arbejdsplads med lavere medarbejdergennemstrømning. 

Men ifølge Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), løser pengene alene ikke problemerne.

- ‘Attraktiv arbejdsplads’ er jo et bredt begreb, siger han. 

- Men det handler i høj grad om, at medarbejderne får mulighed for at udleve deres faglighed – at ansvar og ressourcer hænger sammen.

Jakob Kjellberg kritiserer tempoet. Flere af initiativerne i planen er langsigtede, og implementeringen trækker ud. 

- Man risikerer at miste endnu flere medarbejdere, mens man venter på de forbedringer, som planen lover, advarer Jakob Kjellberg.

Jacob Klærke deler bekymringen:

- Det vigtigste skridt mod at blive en attraktiv arbejdsplads er, at medarbejderne oplever, at deres tid og faglighed bliver brugt meningsfuldt. Derfor handler meget af vores arbejde i regionerne om at balancere opgaver og ressourcer og samtidig sikre efteruddannelse, karriereveje og introduktionsforløb for nye kolleger.

Særligt speciallæger i børne- og ungdomspsykiatrien er i mangel. I 2024 vurderede Lægeforeningen, at der manglede 444 speciallæger – 33 pct. af behovet. Og det er ikke kun et spørgsmål om rekruttering, men i høj grad også fastholdelse.

Det ubesvarede spørgsmål er: Hvorfor?

Sundhedsøkonom Marie Kruse fra Syddansk Universitet undrer sig især over én ting: Hvorfor er børne- og ungdomspsykiatrien særligt hårdt ramt?

- Jeg forstår ikke helt, hvorfor disse speciallæger forlader faget og arbejder privat. Alle andre speciallæger har jo i princippet samme rammer, så hvad gør det så særligt vanskeligt at være børne- og ungdomspsykiater?

Hun efterlyser en grundigere afdækning af årsagerne, hvis ikke man vil risikere, at de nye milliardbeløb løber ned i afløbet. 

- Jeg tror ikke, vi har fået klarlagt, hvorfor denne "flugt" sker. Hvis vi bare uddanner flere, og de alligevel forlader faget, er det jo spild af ressourcer, siger hun og påpeger, at problemet hverken kan fikses af penge eller af toppen. 

- De andre specialer har også travlt, men de holder fast. Det gør de ikke her – og det er bekymrende. Det bør undersøges, for jeg tror ikke, det er noget, man kan løse med flere penge alene, og det er heller ikke nødvendigvis noget, sundhedsministeren selv kan fikse.

Ifølge formanden for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner Jacob Klærke har regionerne i flere år forsøgt at styrke rekrutteringen til psykiatrien gennem målrettede indsatser: 

- Vi har arbejdet for at få psykiatrien tilbage i den kliniske basisuddannelse for læger og har etableret sommerskoler og lønnet praktik for studerende. Det handler om at få flere til at opleve, hvad psykiatri er. Og forhåbentlig få dem til at vælge det til.

Hos FOA genkender man billedet. Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren, fortæller, at medlemmerne grundlæggende er glade for arbejdet i psykiatrien – men at rammerne er for dårlige.

- Det er spændende og meningsfuldt, men arbejdsmiljøet er ekstremt presset, siger hun. 

- Mange af vores medlemmer føler sig utrygge, mangler erfarne kolleger og oplever vold eller trusler.

Forening spår refinansiering

Særligt i socialpsykiatrien er problemerne udtalte. Tanja Nielsen refererer til, at op mod hver tredje af de ansatte ikke har en relevant faglig uddannelse, og det skaber utryghed blandt både borgere og kolleger. FOA har længe kæmpet for fremrykket opkvalificering, men det halter stadig. 

- Det burde være et akut fokusområde. Vi står i en situation, hvor personale uden de nødvendige kompetencer skal håndtere komplekse situationer. Det går ud over både kvalitet og sikkerhed, siger Tanja Nielsen. 

Jacob Klærke deler bekymringen, men peger på, at ansvaret er delt: 

- Den brede socialpsykiatri ligger i dag under kommunerne, og her er det tydeligt, at fagligheden er meget varierende. Vi har i regionerne et stort fokus på at have faguddannet personale i de specialiserede tilbud – ofte med flere fagligheder som socialpædagoger, sygeplejersker og terapeuter. Vi indgår gerne i samarbejder med kommuner og ministerier for at styrke fagligheden.

Og den hjælp er der brug for, mener FOA. Ifølge Tanja Nielsen er problemet, at alt for meget ansvar bliver skubbet ud til kommunerne uden, at der følger reelle ressourcer og støtte med. 

- Det ender med, at ledere og medarbejdere står alene med ansvaret for at få det til at fungere. Det er ikke fair, og det skaber frustration og flugt.

Selvom Tanja Nielsen er generelt positiv over for psykiatriplanens ambitioner, har hun en klar forventning om, at der inden længe bliver taget stilling til behovet for yderligere refinansiering på området.

- Det er mange penge på én gang – og det er godt. Men vi har et område, der er blevet forsømt i årtier. Så selvom det er et stort løft, tror jeg ærligt talt ikke, det bliver nok, siger hun og tilføjer: 

- Jeg tror, vi kommer til at kigge på refinansiering om nogle år. Området får mange penge, men meget går til at "lappe huller" f.eks. til sikkerhedsforanstaltninger og akutte indsatser.

I den forbindelse understreger Jacob Klærke, at midlerne ikke kun skal bruges akut, men også strategisk: 

- Vi arbejder med en buket af løsninger – lige fra rekruttering og specialuddannelser til kvalitetsudvikling og bedre faglige miljøer. Og det tager tid. Men med de midler, vi har fået, er det nu muligt at ansætte flere og samtidig gøre psykiatrien til en arbejdsplads, hvor man kan udvikle sig fagligt og trives i det lange løb.

Kulturen skal ændres

Mens midlerne skal række langt og fordeles klogt, peger sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg på, at penge alene ikke ændrer kulturen – og kulturen er en afgørende faktor, hvis medarbejdere skal fastholdes på sigt.

Han vurderer, at psykiatrien historisk har manglet en fastholdelseskultur. 

- Det er et område, der har været præget af modløshed, fordi permanente ressourcer ofte er gået til andre specialer. Planen forsøger at ændre det, og det er positivt – men det kræver en langsigtet indsats.

Selvom aftalepartierne har sat klare mål og oprettet Psykiatrirådet til at følge op på implementeringen, er der lang vej fra politisk papir til hverdagen på afdelingerne. 

- Vi har haft en psykiatriplan siden 2022, men medarbejderne mærker ikke de store forbedringer, siger Tanja Nielsen.

Hun fremhæver behovet for sikkerhedsforanstaltninger, mere relevant uddannet personale og mulighed for at påvirke egne arbejdstider som helt centrale elementer i en attraktiv arbejdsplads. 

- Penge er nødvendige, men ikke nok. Det handler om organisering, ledelse og anerkendelse, siger hun og fortsætter:

- Hvis man virkelig vil psykiatrien, skal man sætte tempoet op og lytte til dem, der står i det hver dag. Det nytter ikke noget med planer og råd, hvis virkeligheden er, at folk siger op, fordi det hele sejler.

Trods kritikken fra medarbejdersiden er der optimisme at spore hos regionerne, hvor man håber på ændring. 

- Nu skal vi vise, at det nytter noget, siger Jacob Klærke.

- Når nye kolleger kommer til, ventelisterne forkortes, og man kan mærke, at opgaverne bliver mere overkommelige, skaber det en positiv, selvforstærkende effekt. Men vi ved, det tager tid – og kræver succes på tværs af fagligheder og regioner.