Iflg. en ny undersøgelse fra Mandag Morgen, som er udarbejdet sammen med Gate21 og KKR Hovedstaden og KKR Sjælland, er der meget stor interesse for større klimahandling blandt borgerne. 

9 ud af 10 vil gerne engagere sig yderligere i klimahandling, men er i tvivl om hvordan. Lidt over halvdelen ønsker, at kommunerne gør mere for klimaet. Kun hver 20ende synes, kommunerne gør for meget. Og det er landsdækkende tal. I Hovedstaden er tendensen endnu stærkere.

Undersøgelsen viser også, at vælgere gerne vil betale mere til klimahandling, og at et flertal er villige til at bo tæt ved energianlæg.

Ved sidste kommunalvalg modererede jeg debatter i en række kommuner, og her gjorde jeg en interessant observation. På tværs af partierne var det svært for kandidaterne at blive konkrete i klimapolitikken, og der var meget få forslag i spil. Noget med solcellemarker, noget med el-ladestandere og noget med adfærdskampagner gik igen.

Jeg håber, de konkrete forslag for længst er gennemført eller på vej til at blive det, og at der vil være flere forskellige forslag i spil i denne kommunalvalgkamp. Ellers bliver det en tynd kop te, og det vil vælgerne ikke være tilfredse med. Så hvad venter kommunerne på? Er det forvaltningen, politikerne venter på?

Forvaltningen skal muliggøre klimahandling

En af de mere prominente kommunaldirektører herhjemme bruger ofte formuleringen, at embedsværkets rolle er at gøre politik mulig. Det betyder bl.a. hjælp til politikudvikling og identifikation af politiske handlemuligheder. 

Jeg spørger derfor mig selv, om politikerne får nok hjælp til klimahandling fra forvaltningen. Sætter forvaltningen strategisk fokus på klimahandling som en integreret det af alle arbejdsområder, og er der prioriteret tilstrækkelige ressourcer på tværs af alle fagområder til at udvikle anbefalinger og understøtte klimahandling i stort og småt.

Worst case er der en revision af klimaplanen hvert fjerde år og et par få forvaltningsildsjæle til at løfte den.

 Der er ikke noget i vejen med planer, men hvis klimapolitik henvises og gemmes til klimaplanen, så får det for lidt opmærksomhed. 

Forestil jer, at kommunalpolitikerne kun drøftede folkeskolen, når der blev lavet en kommunal plan. Nej vel? Det er de nye ideer; den konstante interesse; og den løbende dialog med skolebestyrelser, forældre og elever, der fastholder opmærksomhed og genererer nye handlinger.

Samme modus er nødvendig i klimapolitikken. Nye ideer fra politikere og forvaltning skal på udvalgsdagsordenen ofte. Det kunne være et dogme, med mindst en klimasag på agendaen i alle udvalg hver gang. Faste strukturer for status på klimaplanen og faglige temaoplæg kan være greb, som holder drøftelserne i gang og gøre klimaplanen levende.

Det er ikke nok med årlig status og CO_2-regnskab, det bliver først nærværende, når fokus er på implementeringen af de konkrete tiltag. Her ser vi, hvad der mangler og hvad, der ellers kan gøres. 

Og så skal det engagement, borgerne udtrykker i analysen fra Mandag Morgen, forløses, så det også løfter den politiske bevidsthed og forvaltningens opmærksomhed. Gerne ved at klimahandling indgår i flere sammenhænge fra møder i frivilligcentret til skolebestyrelse, grundejerforening og besøg på det lokale museum. 

Engagementet og inddragelsen vil også være greb, der gør planerne mere konkrete på flere områder og sikrer at klimahandling bliver reelt implementeret gennem nye forslag og tiltag på det lokale og konkrete niveau.

 Kun på den måde kan politikerne leve op til vælgernes forventninger om klimahandling.