Som en del af Sundhedsstrukturreformen skal det nære sundhedsvæsen styrkes. Dette giver rigtig god mening i en tid, hvor den demografiske udvikling vil give mange flere borgere ældre og mange flere patienter, der lever med en kronisk sygdom eller følger af behandling for en sygdom, fx senfølger efter kræftbehandling, efter vaccination mod corona m.v.

Ved status quo vil hospitalerne ikke kunne følge med.

En af ændringerne i sundhedsreformen er, at regionerne overtager ansvaret for akut- og midlertidige pladser, som kommunerne i dag driver.  

Mange steder er disse pladser en integreret del af seniorområdet, måske er pladserne placeret på et eller flere plejecentre for at være tæt på borgernes hjem, akutsygeplejersker i kommunerne løser ofte flere opgaver end lige at passe patienterne / borgerne på disse pladser.

De har ofte også en helt central rolle i at rådgive det øvrige plejepersonale i kommunen og på den måde undgå indlæggelser og sikre de ældre den rette behandling.

Dette er meget værdifuldt, så når vi skal i gang med at implementere sundhedsreformen, skal vi huske at komme hele vejen rundt, både sikre akut- og midlertidige pladser lokalt i den enkelte kommune og sikre rådgivning og støtte til det øvrige plejepersonale.

Det bliver sværere, når det er to kasser, regionen, der finansierer og er ansvarlige for akutsygeplejerskerne og kommunens medarbejdere, der nyder godt af deres støtte og viden. Men det er helt essentielt, især i de mindre kommuner, hvis vi skal sikre borgerne et godt og trygt liv, hvor de ikke indlægges unødigt. Det vil være noget, der skal tages stilling til i de nye sundhedsråd.

Flere regionsklinikker med praktiserende læger

En helt central aktør i det nære sundhedsvæsen er vores praktiserende læger. Det er aftalt, at der skal uddannes flere af dem, så vi i 2035 har ca 5.000 praktiserende læger.

I dag er fordelingen af de praktiserende læger skævt fordelt.  I de større byer og især universitetsbyerne, hvor lægerne uddannes, er det nemt at få besat et ydrenummer med en læge, der vil nedsættes sig med egen praksis, alene eller oftest i kompagniskab med andre.  Men kommer vi udenfor de større byer og især ud i landdistrikterne langt fra universitetsbyerne bliver det sværere at tiltrække læger, der vil nedsætte sig.

Vi ser derfor udbudsklinikker, hvor en læge driver en klinik efter udbud og hvor lægerne i klinikken er ansatte læger. Der findes også regionsklinikker, hvor regionen driver klinikken, med ansatte læger. Jeg tror vi kommer til at se flere af disse klinikker i fremtiden, hvor ejerlægen ikke nødvendigvis selv arbejder i klinikken.  

De yngre læger, der i dag uddannes, ser måske i mindre grad egen klinik som det karrieremæssige svar, når man er midt i 30erne og ikke helt ved, hvor i landet man måske vil bo.  Vi skal som politikere gøre hvad vi kan få at skabe gode rammer for at lægen kan drive egen praksis. Forskning viser, at kontinuitet skaber de bedste forudsætninger for patienterne helbredelse, og kontinuitet er bare bedre i klinikker, der drives af læger med egen praksis.

Lykkes det ikke at få flere læger til at nedsætte sig i egen praksis, alene eller i kompagniskab, vil det øgede udbud af uddannede læger i almen medicin forhåbentlig være med  til højne udbuddet af læger til længerevarende fastansættelser i udbudsklinikker og regionsklinikker.

Øget fokus på forebyggelse

Når den praktiserende læge er en vigtig aktør i det kommende nære sundhedsvæsen, hænger det også sammen med et øget fokus på forebyggelse, indførelse af kronikerpakker til fx patienter med KOL eller diabetes, flere ældre patienter og mere behandling hos egen læge som alternativ til sygehusbehandling.  Her skal lægerne på hospitalerne til gengæld være mere tilgængelige for det nære sundhedsvæsen med sparring, viden og hurtig afklaring.

Det bliver derfor vigtigt at vi har en velfungerende organisering af de praktiserende læger med gode rammer for at drive egen praksis, med dækning i alle dele af regionerne.

Dette bliver også et område, de kommende sundhedsråd skal tage arbejde med og træffe beslutninger om.

Der venter derfor vore kommende sundhedsråd en kæmpeopgave i at oversatte de fine ord og intentioner i sundhedsreformen til reelle handlinger lokalt.  Det er der for alvor brug for.