Jeg læste en hjerteskærende artikel i den lokale avis om Kirsten, der sad alene i stuen og græd. Inde fra soveværelset råbte hendes mand efter hjælp. Han var lige kommet hjem fra sygehuset, men var stadig alt for syg til at klare sig selv.

På sygehuset havde man vurderet, at han var færdigbehandlet, og at han havde brug for en midlertidig plads. Kommunen mente noget andet og visiterede til mange besøg af hjemmeplejen. Men det var ikke nok. Ingen stod klar med den nødvendige hjælp – hverken til Kirsten eller til hendes mand.

Så der sad hun – alene med hele ansvaret og alt for lidt støtte.

Det burde ikke kunne ske. Men det gør det. Alt for ofte.

For Kirstens historie kunne lige så godt være fortællingen om mange andre pårørende og patienter, der oplever at få én besked fra lægen, en anden fra kommunen og noget helt tredje på hospitalet. Det går ikke.

Vores fælles ansvar

Vi har et sundhedssystem, hvor tingene ikke altid hænger sammen. Hvor rigtige mennesker med rigtige problemer falder mellem de berømte stole, fordi vi som politikere og medarbejdere ser verden fra vores egen stol, i stedet for at rykke dem sammen og skabe gode overgange.

Og helt ærligt: Det er ikke IT-systemernes skyld. Det er heller ikke "de andres" skyld. Det er vores fælles ansvar, når mennesker ikke får den hjælp, de har brug for.

Og vi ved det jo godt. Det her er ikke nyt. Vi har analyserne. Vi har holdt møder. Vi har lavet gode intentioner og skitseret nye modeller. Men så længe vi fastholder, hvad der er “vores opgave” og “deres opgave”, kommer vi ingen vegne.

Borgerne er ligeglade med, hvem der på papiret har ansvaret. De vil bare have hjælp, når behovet er der. Og det skal vi kunne levere – i fællesskab.

Derfor er mit budskab enkelt: Når vi politikere snart mødes i sundhedsrådene, skal vi ikke tage udgangspunkt i systemerne. Vi skal tage udgangspunkt i borgernes oplevelser. I det, de står midt i.

Vi skal turde stille de svære spørgsmål

Vi skal turde give lidt slip på vores egne kasser og budgetgrænser og i stedet spørge: Hvad har det her menneske brug for lige nu?

De nye sundhedsråd har ansvaret for en stor del af den lokale sundheds- og socialindsats. Her skal regions- og kommunalpolitikere samarbejde. Og vi skal sikre, at det ikke bare bliver endnu et dialogforum, hvor vi træder varsomt for ikke at komme på tværs.

Vi skal turde stille de svære spørgsmål: Hvorfor bliver så mange ældre indlagt igen kort tid efter, de er blevet udskrevet? Hvorfor ryger borgere med psykiske lidelser stadig rundt i systemet og må starte forfra hver gang? Hvorfor bliver patienter sendt hjem fra hospitalet uden, at nogen står klar til at tage imod?

Det handler ikke kun om penge. Det handler om mod, samarbejde og viljen til at tage fælles ansvar.

Og det kan lade sig gøre. Vi har allerede gode eksempler, hvor regioner og kommuner arbejder sammen til gavn for både patienter og pårørende.

Sundhedsvæsenet skal opleves som ét samlet system og ikke som en forhindringsbane, hvor man som patient selv skal finde vej og holde styr på alt. Det kan og skal vi gøre bedre.

Vi politikere skal tage det ansvar på os.

Vi har en mulighed nu. Sundhedsrådene kan blive det sted, hvor vi for alvor begynder at gøre tingene anderledes og sætte mennesket først. Ikke som en tom parole, men som noget, der mærkes i praksis.

Men det kræver, at vi tør give lidt slip på vores egne systemer og lade mennesket komme først.

For i sidste ende handler det ikke om kommunen eller regionen. Det handler om mennesker. Om alle de Kirstener, der findes i vores velfærdssamfund. Om alle dem, der i dag prøver at finde rundt i et system, der burde tage dem i hånden, men som borgerne alt for tit oplever slipper grebet.