På en mark i Nordjylland ligger spydspidsen af det, der forventes at blive et af Danmarks næste grønne væksteventyr.

Landets første kommercielle pyrolyseanlæg skal omdanne biomasse til pyrolysegas, bioolie og biokul, for at levere gas til fjernvarme, energi til industrien, og vigtigst af alt, nedbringe landbrugets CO2-udledninger.

Men produktionen på anlægget står stille - det er under ombygning.

Oveni har Hjørring Kommune udstedt to undersøgelsespåbud efter en længere periode med naboklager om lugt og bekymringer om sundhedsrisici.

På godt og ondt har der været stor interesse for pyrolyseanlægget. Et vilkår, når man beskæftiger sig med ny teknologi. Men uvisheden skaber også modstandere, siger hun.

- Anlægget er det eneste af sin type, og det skaber hurtigt bekymringer hos omverdenen. Ud fra vores kendskab til teknologien i andre sammenhænge har vi vurderet, at anlægget kan godkendes, siger Bodil Ulbjerg Jørgensen.

Derfor har kommunen forsøgt at tage et skridt tilbage. Man vil være sikker på, hvad der kommer ind i anlægget og hvad der kommer ud.

For optimistisk til at starte med

I kommunerne har man haft høje forventninger til den nye teknologi. 

I Region Midt har de analyseret de midtjyske kommuners DK2020-planer, hvor pyrolyse og biokul fylder meget og er en forudsætning for, at kommunerne kommer i mål med deres klimahandleplaner, fortæller Mark Booker Nielsen, udviklingskonsulent ved Region Midt med ansvar for kommunernes klimaregnskaber.

- Hvis det ikke bliver implementeret, skal de finde andre virkemidler for at nå målsætningerne for 2030, siger han.

Derfor er det vigtigt, at man får et klarere overblik over potentialet, så kommunerne kan nå at skifte retning, siger han.

- Nu er det gået noget langsommere, end man havde forestillet sig. Man gik fra at tro, at der skulle komme en meget stor udrulning her og nu til et noget mere stille og roligt tempo. Vi må se, om vi overhovedet når de 300.000 tons - det kan man godt være bekymret for.

Hos brancheforeningen Pyrolyse Danmark tror man dog fortsat på, at man når det mål.

- Hvis forudsætningerne i pyrolysestrategien holder vand, mener jeg, at det er realistisk, at vi når de mål, der er sat for 2030, siger Martin Lünell Christensen, formand for Pyrolyse Danmark.

At målet har ændret sig fra de oprindelige to mio. ton CO2, tænker han ikke så meget over.

- Grøn omstilling tager tid, politik tager tid, regulering tager tid og forskning tager tid, siger han.

Også Mark Booker Nielsen synes, at det er fornuftigt, at man har slået bak på målsætningen.

- Man skal jo have alt den viden, som det kræver, for at det kan foregå på en sikker måde.

- Men så har man måske været for optimistisk til at starte med, siger han.

Iltfri opvarmning

Pyrolyse: At varme organisk materiale op i en atmosfære med lidt eller ingen ilt til stede.

Så let forklarer Tobias Pape Thomsen det. Han forsker i pyrolyse ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet, og ifølge ham er det ikke så vanvittig kompliceret.

Når en moderne køkkenovn skal gøres ren, bruges der også pyrolyse, hvilket er “lidt det samme”.

Varmen nedbryder de resterende madrester, og efterlader en rest kul. Tilsæt nogle slanger, der kan opfange de dampende gasser, skru varmen op over 600 grader, og du har groft sagt basen for et moderne dansk pyrolyseanlæg.

Anlæg, der skal omdanne halm, træ og gyllefibre til gas, olie, varme og kul.

Da Tobias Pape Thomsen første gang hørte om teknologien, sad han bagefter og tænkte, at det måtte være for godt til at være sandt.

- Fordi, hvis det er rigtigt, hvad de siger, hvorfor gør man det så ikke?

- Her får man et værktøj, der bevæger sig tværs over hele paletten og giver det vigtigste, synes jeg, på alle parametrene.

Oprindeligt havde han fokus på de energiprodukter, der kom ud af pyrolyse, mens kullet bare var et irriterende biprodukt.

Samtidigt opdagede andre forskere, at indianere dybt inde i Amazonas jungle for flere tusinde år siden havde brugt biokul som jordforbedring til at lave Terra Preta: ‘sort jord’ med høj frugtbarhed. En fjer i hatten på pyrolyseteknologien viste det sig.

- Der var også en kulstoflagringseffekt, hvilket var mere og mere aktuelt efterhånden, som der blev ophobet CO2 i atmosfæren. Det irriterende biprodukt går nu måske hen og bliver primærproduktet, og så må den samlede pakke jo være vanvittig interessant, siger Tobias Pape Thomsen.

Sænkede målsætninger

Aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug blev indgået i efteråret 2021 af alle Folketingets partier på nær Alternativet.

Tiltaget fra aftalen med den største reduktionseffekt var brun bioraffinering som f.eks. pyrolyse.

To mio. ton CO2 skønnedes teknologien at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med om året fra 2030, svarende til 15 pct. af de på det tidspunkt samlede udledninger fra landbruget.

- Det kom lidt ud af ingenting, i hvert fald for rigtig mange mennesker. Jeg havde arbejdet med pyrolyse i mange år, der var en niche, som ikke særlig mange var interesseret i, siger Tobias Pape Thomsen.

Initiativet om pyrolyse blev dengang kategoriseret som et udviklingstiltag, da man ifølge forskeren godt vidste, at: det var et højt mål; der manglede lovgivning; og at incitamenterne for de centrale aktører i værdikæden heller ikke var på plads.

- Der blev hurtigt givet penge til at bygge anlæg, men man fandt i mellemtiden ud af, at der var en hel masse, der manglede omkring reguleringen, siger han.

Ikke kun reguleringen manglede. Teknologiens miljø- og klimaeffekter var heller ikke dokumenteret, hvorfor man sidenhen har sat gang i utallige forsknings- og udviklingsprojekter.

I aftalen om den grønne trepart fra juni 2024 nævnes pyrolyse på ny.

Her blev der afsat 10 mia. kr. fra 2027 til 2045 i tilskud til pyrolyse og udbringning eller tilførsel af biokul til landbrugsjord.

Samtidig blev det politiske mål om teknologiens klimapotentiale sænket til mellem 0,3 og 0,6 mio. ton CO2.

Med regeringens strategi og arbejdsprogram for pyrolyse, der udkom i efteråret, vurderes potentialet at være helt ned til 0,1 ton CO2 i 2030 - en tyvendedel af det oprindelige mål.

Strømlinet forvirring

Egentlig havde EU vedtaget gødningsforordningen, der tillod udbringning af biokul, men i Danmark følte man sig nødsaget til at undersøge miljøeffekterne nærmere.

- I risikovurderingen kunne man se, at der ikke var særlig meget fokus på, hvad der sker, når man kører biokul ud hurtigt i store mængder, siger forskeren.

En af bekymringerne for pyrolyseanlæg og biokul er, at der under produktionen dannes tjærestoffer og andre skadelige stoffer som dioxin.

Foreløbigt har Miljøstyrelsen sendt et udkast til en vejledende udtalelse om udbringning af biokul i høring, der har til formål at strømline processen.

Men sådan er det ikke gået.

- Med Miljøstyrelsens udkast til en vejledende udtalelse har alle kommuner pludselig slået fuld bak på at give tilladelse til udbringning af biokol, siger Tobias Pape Thomsen.

Også Martin Lünell Christensen fra Pyrolyse Danmark siger, at udtalelsen har skabt mere forvirring, end hvad godt er.

- Man havde en hensigt om, at den nye vejledning skulle ensrette og gøre det nemmere for kommunerne at håndtere tilladelserne til udbringning af biokul, men det har man ikke formået, siger han og fortsætter:

- Tværtimod har man skrevet en relativ subjektiv tekst, hvor der lægges op til et meget stort forsigtighedsprincip. Og det er helt fint, men det er uden at sætte nogle klare rammer. Man kunne eksempelvis have brugt de grænseværdier, der er i affald til jord bekendtgørelsen.

Også den almennyttige fond, Copenhagen Infrastructure Partners, har i deres baggrundsnotat om regulatoriske udfordringer ved pyrolyse skrevet, at “det er afgørende for troværdigheden … at der etableres et fælles sæt af grænseværdier”.

Ansvar til kommunerne

Den vejledende udtalelse betyder, siger Mark Booker Nielsen, at kommunerne skal lave en konkret vurdering hver eneste gang, de vil udbringe biokul.

- I forhold til en hurtig udrulning af biokul, er det i hvert fald noget, der forsinker.

Det er ifølge ham godt, at Miljøstyrelsen har set, at der er behov for en mere strømlinet og ensartet proces, men man kunne godt tænke sig, at den var mere præcis.

- Ansvaret bliver i en eller anden udstrækning lagt over på kommunerne, i stedet for nogle helt klare, fælles regler, siger han.

Det har betydet, at flere kommuner ikke har givet tilladelser, da de ikke har tilstrækkelig viden om miljøeffekterne.

I Hjørring Kommune har man to gange givet sådan en tilladelse til at bringe biokul ud på to forskellige marker.

Ikke fordi, at de har afvist en masse, men fordi ingen har søgt.

- Hvis alle vil have biokul på deres marker hvert år, bliver det en kæmpe opgave at administrere, siger hun.

Også Tobias Pape Thomsen finder den vejledende udtalelse problematisk.

- Som jeg forstår det, er alle ansøgninger før den vejledende udtalelse godkendt. Alle ansøgninger sendt efterfølgende er enten ubesvaret eller har fået afslag.

De manglende tilladelser betyder også, at man ikke længere kan lave markforsøg, der er nødvendige for at producere viden og blive klogere, siger han.

- Mængderne, der blev kørt ud, var ikke store, men de var afgørende for at komme videre.

Sparker dæk på de samme maskiner

Ud over miljøeffekterne skal det også undersøges, hvordan kulstoflagringen bliver opgjort, ligesom regulering for hele fødekæden skal på plads. Noget man regner med er klar til udrulning i 2027.

- Statsstøtten skal også til EU og godkendes - det kan godt tage nogle år. Men vi håber, at det hele kan være på plads til 2027, siger Mark Booker Nielsen.

- Kommuner kan godt begynde planlægning nu og finde steder, hvor man kan placere anlæg. Men udviklerne, der skal bygge anlæg, investerer først, når rammebetingelserne er på plads. De går og venter på, at hele setuppet er klar.

Samme konklusion har Martin Lünell Christensen:

- Det er klart, at der er en usikkerhed. Det er også en af grundene til, at vi stadigvæk sparker dæk på de samme maskiner. Det er fornuftigt, at man skal undersøge miljøeffekterne, så vi er helt trygge ved at sprede biokul. Men indtil det er på plads, er der investorer, som venter, inden de har lyst til at opbygge et stort anlæg på dansk jord, siger han.

Rasende stærkt fra 2027

I værste fald vil regeringens sænkede målsætninger og vekslende udtalelser tage livet af centrale aktører, vurderer Tobias Pape Thomsen.

- Vi står i den meget uheldige situation, at nogle virksomheder gik all in, dengang der kom en stor politisk målsætning. De står i dag i et dødvande.

- Formodentlig mister processen momentum de næste par år: Der kommer ikke regulering, ingen kender støtten - den bliver først udbetalt engang fra 2027 - og aktører står med bunker af biokul, som de har store udfordringer med at komme af med, siger han.

Det skaber alt sammen en risiko for, at man ikke når de fastsatte mål - heller ikke selvom man har skruet ned for dem.

- På flere områder har det været et uhensigtsmæssigt planlægningsforløb, og man kan ikke bare genfinde kompetencer og ekspertise, hvis de først forsvinder. Det kommer til at koste på hastigheden i sidste ende, og der er store omkostninger med at vente og forsinke klima- og miljøtiltag.

- Det skal gå rasende stærkt fra 2027 til 2030, siger Tobias Pape Thomsen.

Sagsbehandlerens detaljeviden

Da Hjørring Kommune i 2022 skulle give tilladelse til, at biogasanlægget Agri Energi skulle udvide med et pyrolyseanlæg fra Stiesdal Skyclean, vidste man ikke meget om teknologien og dens følgevirkninger.

- Vi har givet miljøgodkendelse til anlægget ud fra vores bedste overbevisning om, hvordan anlægget skulle behandles rent myndighedsmæssigt. Den konkrete lovgivning er stort set altid bagudrettet, så når der kommer ny teknologi, er det ikke noget nyt fænomen, at de relevante myndigheder må finde vej på bedste vis, indtil der bliver udmeldt klare retningslinjer og ny lovgivning på baggrund af de konkrete erfaringer, der bliver gjort, siger Bodil Ulbjerg Jørgensen.

- Miljøstyrelsen kom først i april med et spørgsmål-svar-ark om pyrolyse, der af gode grunde er meget generel, siger hun med henvisning til den begrænsede praktiske viden på området.

Kommunen manglede detaljeviden, der ikke var til rådighed. Ingen vidste, hvordan anlæggets opstart kom til at køre, siger hun. Heller ikke anlægget selv.

En realistisk udrulning

De første miljøforsøg om pyrolyse og biokul ventes færdige i 2026. Derudover forventes en biokulbekendtgørelse til udbringning, en emissionsfaktor for biokul samt statsstøttegodkendelse af tilskudsmodellen at være klar, så der kan gives tilskud fra 2027 og teknologien kan indgå i klimafremskrivningen fra 2030.

- En god mængde politik, markedsmodning og noget research skal vise vejen for reguleringen, siger Martin Lünell Christensen.

Men når miljøeffekterne og reglerne er på plads, tror han også, at investorerne er klar.

- Så skal vi nok få stillet de anlæg op, der skal til for at nå målsætningerne, siger han.

I Hjørring Kommune mener man, at i takt med at teknologierne bliver mere gennemprøvet, så der er større viden omkring dem.

- Det bliver meget nemmere at godkende dem, dels for dem, der skal stille anlæg op, og for naboer og alle andre, der skal forholde sig til, hvad det egentlig helt præcist indebærer, at sige ‘ja’ til et pyrolyseanlæg, siger Bodil Ulbjerg Jørgensen.

Region Midt har afholdt en række workshops for kommunerne i regionen, for at klæde de kommunale medarbejdere på i forhold til pyrolyse og biokul. Så kommunerne kan dele viden om processerne.

Forsker Tobias Pape Thomsen er anfører for forskningsprojektet SIMPLY, der skal gentænke og validere vejen frem for en pyrolysesektor i Danmark.

Oprindeligt var målet at vise vejen til de to mio. ton CO2-besparelser i 2030, men det har ændret sig.

- Det politiske mål er med pyrolysestrategien skubbet ud i fremtiden. Nu er vores ambition at lave et roadmap: en analyse af et realistisk niveau af udrulning upåagtet, hvad den politiske målsætning er, siger han.