Regeringen har kastet sig ud på dybt vand med trepartsforhandlinger, skattereform med videre, hvor alt tyder på, at Venstre skal inviteres med i et stort forlig inden sommerferien. 

Det tidligere regeringsparti vil dog tage sig særdeles dyrt betalt, måske med fredning af helligdage til fordel for afskaffelse af feriefridage kombineret med en sænkning af marginalskatteprocenten, som Venstre-borgmestrene for nyligt har krævet. Det er formentlig helt uacceptable krav for Enhedslisten, som til gengæld kræver flere ’rettigheder’ til indkomstgrupper uden for arbejdsmarkedet for at gå med i en skattereform, der hæver marginalskatteloftet, som det ligger i kortene, at regeringen inden så længe spiller ud med. Problemet med ’rettigheder’ til særlige samfundsgrupper er dog, at de langt fra er gratis, og så har de en tendens til at sænke arbejdsudbuddet. Regeringens reformbestræbelser går derimod ud på at øge arbejdsudbuddet. Penge til ’rettigheder’ skal så i øvrigt findes inden for en reform, som ifølge regeringen selv skal være ’fuldt finansieret’.

Spørgsmålet er derfor, om også Enhedslistens hovedbestyrelse kan stemme for skattelettelser til høje lønindkomster, som regeringens forslag trods alle falbeladerne vil få af konsekvens. Det mest sandsynlige scenarie er dog, at SSFR-regeringen på en eller anden måde enten får en aftale med Venstre eller alligevel bliver reddet af Enhedslisten, når vi når frem til finanslovsforhandlingerne. Til trods for det, så viser de foreløbige meldinger fra Venstre, at man ikke vil medvirke til at ’kradse penge ind’ for, at regeringen kan give dem ud som betaling til Enhedslisten for eksempel i forbindelse med en finanslovaftale. Hvis Venstre fastholder det krav, så ser det faktisk ud til, at regeringen kan falde, fordi den ikke kan få sin politik igennem. Holder partiets meningsmålinger, så er det nu langt fra usandsynligt, at Venstre efter et hurtigt nyvalg sent på efteråret kan tilbageerobre magten.

Det står allerede nu klart, at en ny borgerlig regering bliver uden De Konservative, der på nuværende tidspunkt ser ud til at få endnu et dårligt folketingsvalg. Venstre vil formentlig også foretrække at være alene i en regering med de manøvremuligheder, det også giver. Umiddelbart vil Lars Løkke i statsministerstolen lægge op til et tæt samarbejde omkring reformer med primært DF, de Konservative og formentlig også LA og De Radikale. Men hvordan vil en ren Venstreregering se ud? Her er et bud:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister Søren Pind

Pind skal forfremmes, og han har sat sig på Venstres udenrigspolitiske område. Det bliver en stil, som vil ligge op af den, man så hos et af hans forbilleder – Uffe Ellemann-Jensen, grundlæggeren af Danmarks aktivistiske udenrigspolitik.

Finansminister Peter Christensen

Christensen har som chefforhandler for Venstre det store overblik i forhandlingerne med regeringen. Det vil, hvis tingene flasker sig for Venstre, logisk betyde, at han vil blive forfremmet til den vigtigste post med hensyn til at føre en ny regerings økonomiske politik. Christensen har ikke selv en formand i maven og har før vist sig superloyal over ßfor Løkke.

Indenrigs -og sundhedsminister Louise Gade

Gade har sagt ’pas’ før til en ministerpost. Men nu byder chancen sig sikkert igen, og denne gang siger hun formentlig ikke nej tak. Gade starter karrieren i et ressortområde på Borgen, hvor hun føler sig nogenlunde hjemme.

Skatteminister Jacob Jensen

Skatteministerposten har udviklet sig til at være lidt af et begynderministerium, der hvis man får succes her, kan føre videre. Jensen har rimeligt styr på den økonomiske dagsorden og vil formentlig kunne løse opgaven.  Der skal dog arbejdes lidt med det kommunikative, men mon ikke han kan vokse lidt med opgaven?

Justitsminister Inger Støjberg

Støjberg har før haft en række svære ministeropgaver, som hun har løst uden at beklage sig. Nu er tiden kommet til at stå i spidsen for Justitsministeriet. Her kan det dog også gå hårdt for sig, men Støjberg har før vist, at hun ikke er sådan at blæse omkuld.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen

Det er mildest talt ikke optimalt for Poulsens ministerambitioner, at han snart skal afhøres af en undersøgelseskommission, men i Venstre tror man på Poulsens uskyld. Som forsvarspolitisk ordfører ville det blandt andet af den grund være ganske oplagt, at gøre ham til forsvarsminister. Men det er ikke givet. Alternativt kunne man genudpege Gitte Lillelund Bech. Men at Troels Lund fortsat rangerer højt i V-hierarkiet, det skal der tages hensyn til. 

Erhvervs- og økonomiminister Lykke Friis

Friis skal forfremmes til et tungere ministerium. Det ville være oplagt at prøve hende af i et tungere økonomisk ministerium, hvor en vækstdagsorden skal tales op i den politiske debat.  Friis vil næppe kaste sig ud i en rivalisering med Peter Christensen, som Økonomiministeriet traditionelt gerne vil have enhver minister til.  

Transportminister Michael Aastrup Jensen

Aastrup Jensen er en af de unge på vej frem. Han har tidligere været borgmester i Randers og har derfor erfaring, der kan minde om politisk ledelse af et ministerium. Løkke kunne give ham chancen som ny transportminister. Et alternativ på denne post kunne være en Jacob Jensen.

Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt 

Fynboen Lilleholdt har i en del år været Venstres mr. Energy. Det er et kompliceret stofområde, som kræver en ganske stor indsigt at holde rede i. Lilleholdt er samarbejdsorienteret, har god politisk næse for, hvad der rører sig, og holder af brede politiske løsninger. Han tilhører den lidt oversete mellemgeneration, hvilket gavner hans ministerchancer, og så er han i øvrigt ret loyal mod Løkke.

Miljøminister Eva Kjer Hansen

Kjer Hansen har stor ministererfaring. Og hun har klaret opgaverne betydeligt bedre, end hun har fået ry for. Til gengæld hører Løkke ikke til hendes største fans og vice versa. Kjer ytrer gerne sin utilfredshed, hvor hun kan. Kjer Hansen får dog nu en mulighed for at bestyre en ministerpost, der igennem hele VK-regeringens tid har vist sig at være meget svær for Venstre, fordi der er et betydeligt pres fra stort set hele omverdenen på landbruget om at leve op til stadigt strammere miljøkrav. Omvendt føler mange landmænd sig svigtet af Venstre for at give efter for de samme krav. 

Kirke- og undervisningsminister Kristian Jensen

Undervisningspolitik er et af Kristian Jensens yndlingsstofområder. Det er det desværre for Jensen også for Lars Løkke, der derfor ret sikkert ustandseligt vil blande sig i området.  Det er et ideologisk og meget vigtigt ministerium for Venstre, som dog også er et felt, der kræver, at en minister søger brede forlig for eksempel om folkeskolen. Og det er ikke altid lige nemt.

Social- og ligestillingsminister Sophie Løhde

Det er et stofområde, der ligger lige til højrebenet for Løhde, der også er rap i replikken og vil kunne evne at forsvare regeringens socialpolitik som under alle omstændigheder vil fortsætte den nuværende regerings kurs det vil sige ved at gennemføre reformer over hele linjen. Det er faktisk svært at se, hvem i Venstres folketingsgruppe, hvis man lige ser bort fra toppen, der kunne løse den opgave bedre end netop Løhde.

Videnskabsminister Gitte Lillelund Bech 

Bech fik pæn succes som forsvarsminister og viste sig ganske driftssikker. Hun er myreflittig og vil formentlig kunne gøre det udmærket også på denne post, hvor man dog risikerer at blive lidt glemt.

Integrations- og beskæftigelsesminister Karsten Lauritzen

Lauritzen får en kæmpeopgave, som vel egentlig burde være landet hos enten Kristian Jensen, Søren Pind eller Peter Christensen. Det vil være opslidende, men også en politisk manddomsprøve, hvis han overlever på posten og endda formår at gøre det rigtigt godt. Spørgsmålet er dog, om Løkke tør gamble med at sætte urutinerede folk ind på denne post. Problemet for ham er, at folk længere oppe i geleddet formentlig vil undslå sig.  

Kulturminister Ellen Trane Nørby

Nørby skal forfremmes til ministerholdet. Det kunne for eksempel være som ny kulturminister, et ressort hun også har visse forudsætninger for med en universitetsgrad i kunsthistorie og som mangeårig medieordfører.

Fødevare- og landbrugsminister Henrik Høeg

Høeg havde en ganske pæn succes i jobbet. Han fik samarbejdet med ordførerne til at glide og er personligt afholdt her og der – også blandt dem, der er lodret uenig i Venstres politik. Det er selvsagt et svært ressortområde, og mest af alt vil man være begejstret for genudnævnelsen i landbruget, hvor Høeg tidligere har haft organisatoriske topposter.

EU- og bistandsminister Jakob Ellemann-Jensen

Hvis familien Ellemann skal have en aktie i en ny V-regering, så er det sikkert klogt af Løkke at overveje at tage en af dem med i en ny regering. Mon ikke far Uffe vil bifalde, at en ny Ellemann indtager et ministerkontor på Asiatisk Plads? 

Politisk ordfører Martin Geertsen

Martin Geertsen vil være et godt kort at sætte i spidsen for Venstres dag-til-dag kampe med oppositionen. Han er godt inde i tingene, er rap i replikken, og han har det kampgen, som en politisk ordfører skal have.

Det er på denne post, at man står i lære til ministerbænkene. 

Gruppeformand Claus Hjort Frederiksen

Hjort alternativt Bertel Haarder er formentlig de eneste, der vil kunne holde effektivt ro i gruppen, holde den på sporet og i øvrigt forhindre, at der opstår fraktioner, som i visse situationer kan undergrave en Venstreregerings politiske projekt, som der var tendenser til under VK-regeringen, mens Hans Chr. Schmidt sad på gruppeformandsposten.