synspunkt
Af Helle Linnet
 | tidligere formand for FSD - nu konsulent i Region Sjælland, Foreningen af kommunale social- sundheds og arbejdsmarkedschefer i Danmark
Tidligere lavede hjemmehjælperen mad i borgerens køkken. I dag bliver maden leveret fra centrale køkkener med sikkerhed for, at mange forskellige diæter bliver produceret efter forskrifterne, skriver Helle Linnet.
Tidligere lavede hjemmehjælperen mad i borgerens køkken. I dag bliver maden leveret fra centrale køkkener med sikkerhed for, at mange forskellige diæter bliver produceret efter forskrifterne, skriver Helle Linnet.
Mads Jensen, Ritzau Scanpix

Verdens bedste system udvikler sig stadig

Knivskarpe prioriteringer, helhedssyn og borgerinddragelse er vejen frem. Tidligere FSD-formand Helle Linnet gør status efter 30 år i velfærdens maskinrum.

synspunkt

Gennem de seneste 30 år, hvor jeg har været en del af det kommunale velfærdssystem, har det undergået mange og store forandringer. Det er samtidig en periode, hvor lokalsamfund af andre årsager end kommunalreformen har ændret sig.  

Væk er det lokale posthus, som nu er erstattet af mange forskellige services rundt i hele kommunen. Den lokale politistation er nedlagt og erstattet af mere rullende politi hele døgnet. Lokale banker er erstattet af netbank og skypemøder. A-kasser samles, skoler nedlægges, og lokalsamfund forandres.

Ved at samle funktioner er der udover besparelser sket en professionalisering.

Borgerne oplever forringelser

Det har været en periode, hvor mange nye opgaver er kommet til kommunerne. Hvor der ikke er fulgt midler med, har kommunerne i første omgang skabt plads ved at effektivisere driften. Senere er det blevet nødvendigt at prioritere opgaverne med den konsekvens, at borgere oplever, at dele af servicetilbuddene er forsvundet. Nogle opgaver overtages af civilsamfundet. Andre må borgerne vænne sig til i højere grad at klare selv eller med nye former for hjælp.

Et eksempel fra et mindre, men meget betydende område, er, at tidligere tiders hjemmehjælpere ofte købte ind og lavede mad til den enkelte borger, hvilket var en omkostningskrævende ydelse.  

  Det er en stor øvelse at sikre, inden for det råderum der er, at de, der taler højest og som måske får meget, men ønsker endnu mere, ikke skygger for dem, som på grund af psykisk sygdom eller en helt særlig udsathed ikke er lige så velformulerede, når de skal beskrive og argumentere for deres behov.

I dag tilbydes madservice fra centralkøkkener. Kost med sikkerhed for, at mange forskellige diæter bliver produceret efter forskrifterne, og hvor selv den småt spisende får de rigtige mængder af vitaminer, mineraler og proteiner. Det er et godt eksempel på, at sammenlægning har optimeret en ydelse og gjort driften billigere.

Den kommunale ældrepleje er på den måde sluppet for at reducere på andre ydelser. Men for nogle borgere opleves det som et stort tab, at maden ikke bliver tilberedt i hjemmet, eller at måltidet kommer varmt fra det nærmeste plejecenter. Og det er blot et af mange eksempler på de dilemmaer, som en fornuftig omlægning giver.

Øget pres

Som en konsekvens af en øget specialisering og minimering af senge på sygehusene har kommunerne fået mange nye opgaver. Opgaver, der er relateret til, at borgeren fortsat er en syg patient ved udskrivning og derfor har brug for en specialfaglig pleje og behandling. Det giver god mening, at man som patient kan være i sit lokalområde, at man ikke er udsat for smitterisiko på et sygehus, og at man undgår lange transporter. Men det kræver, at der skal skæres andre steder såsom på rengøring og anden praktisk bistand for at skabe råderum til opgaven. Økonomisk råderum, men i disse år også personale, da rekruttering er et tiltagende problem. Med en forsat stigende ældrebefolkning og sygdomme relateret til livsstil er dette område udfordret.

Efter kommunalreformen er det generelt lykkedes med kommunernes overtagelse af de mange specialiserede opgaver, der tidligere blev drevet af amterne. Det har vist sig muligt at udvikle tilbuddene yderligere. Digitale hjælpemidler giver større uafhængighed og dermed værdighed og glæde for mange borgere.

At institutionerne er blevet bedre integreret med de øvrige kommunale tilbud og aktiviteter, har skabt en bedre hverdag for langt de fleste. Men det er et område som fortsat kræver meget. På det specialiserede børne- og voksenområde øges efterspørgslen på ydelser og hjælpemidler væsentligt. Der er et forventningspres, som kan være meget vanskeligt at honorere. Det er en stor øvelse at sikre, inden for det råderum der er, at de, der taler højest og som måske får meget, men ønsker endnu mere, ikke skygger for dem, som på grund af psykisk sygdom eller en helt særlig udsathed ikke er lige så velformulerede, når de skal beskrive  og argumentere for deres behov.

For mange udenfor arbejdsmarkedet

Også i dette område vil det være nyttigt fortsat at arbejde med brugerinddragelse. Det kunne være hensigtsmæssigt men måske for ambitiøst at indgå i dialog med den enkelte og eventuelle interesseorganisationer om, hvordan mulighed og midler anvendes bedst. Kunne det for eksempel tænkes, at et kostbart hjælpemiddel kunne være med til at reducere de timer, hvor der ydes hjælp? Et godt regnestykke, hvis alle parter er enige om præmissen.

Siden kommunalreformen har hele beskæftigelsesområdet været præget af talrige reformer. Langt de fleste med det formål at få ledige og sygemeldte tilbage til arbejdsmarkedet og helst holde dem dér længst muligt. Alle data viser, at det at få en uddannelse og have tilknytning til arbejdsmarkedet reducerer behovet for hjælp fra sundhedssystemet og det sociale system. Ydermere viser alle opgørelser også, at børn af beskæftigede forældre har bedre chancer for at klare sig godt, og dermed blive aktiver for samfundet. For nogle kræver det en massiv og meget langvarig indsats i alle områder af den offentlige organisation.

  De senere år har også givet lokale politikere og den lokale ledelse i kommunerne en helt særlig udfordring i form af en hårdere tone fra det omgivende samfund.

Igennem mange år har andelen af borgere i den arbejdsduelige alder udenfor arbejdsmarkedet været ca. 20 pct. På den ene side kan man blive fortvivlet over, at det ikke er lykkedes at sænke det niveau, men på den anden side kan alle, der har bidraget, være stolte af, at vi ved hjælp af omskoling, kompetenceløft med mere har haft succes med at holde niveauet på trods af, at rigtig mange jobfunktioner er forsvundet.  

Tonen er skærpet

Desværre er det ikke i disse år lykkedes at få flere unge til at gennemføre en uddannelse. FGU og den koordinerede ungeindsats, forventes at gøre en forskel, men der er alt for mange, der på grund af psykiske problemer, manglende opbakning hjemmefra eller blot dårligt kammeratskab ikke kommer godt ind i deres voksentilværelse. Dette bør fortsat have et massivt fokus, da det er så afgørende for, at den enkelte får et godt liv, og at samfundet får en bidragende samfundsborger.

De senere år har også givet lokale politikere og den lokale ledelse i kommunerne en helt særlig udfordring i form af en hårdere tone fra det omgivende samfund. Mange offentligt ansatte oplever at blive udsat for dødstrusler og omtalt med de værste gloser. Dette til trods for, at de blot prøver at se problemstillinger fra flere vinkler og samle viden med henblik på at fordele de midler, der er, til den enkeltes og til samfundets bedste. Det skal ændres ellers bliver det vanskeligere at finde kvalificerede kandidater til både at stille op som politikere og ledere af opgaven med at fordele velfærden retfærdigt.

Så selvom meget er på rette vej, kræver det et fortsat særligt fokus og en særlig indsats, hvis et af verdens bedste velfærdssystemer skal bevares. Dette helst samtidig med at det udvikles tidssvarende og opfylder de behov, vi som borgere efterspørger.

Synsninger og “det plejer vi”, rækker ikke længere. 

Helle Linnet, debattør og tidligere formand for Foreningen af Social, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD).

Demokrati

Kronik

Kultur

Synspunkt

Tema: Nye veje

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet