Politik fra rødderne
Vi skal italesætte den spændende hverdag i en almen praksis og uddanne flere læger. Sådan lyder buddene samstemmende fra de tre, vi har snakket med. Og så skal regionsklinikker kun være en nødløsning. 
Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Undskyld, er der en læge til stede?

 lægemangel

Af Iben Sørensen | [email protected]

Lige nu er der fri adgang til kommunen.dks artikler, blogs og kronikker i forbindelse med sommerferien.
God fornøjelse, vi håber, du sætter pris på det :)

Svaret kan meget vel blive nej i fremtiden. I hvert fald hvis man ønsker sig sin egen. Mere end 100.000 danskere har ikke sin egen praktiserende læge i dag, og prognoser forudsiger, at tallet stiger til 300.000 inden for fem år. Hvordan løser vi den udfordring? Læs tre bud her.

LÆGEN: Gerne fire ugers praksis

Gunver Lillevang, formand for Rekrutteringsudvalget i Praktiserende Lægers Organisation, PLO

  • Der er ikke én løsning. Det er et multikomplekst problem, der har været negligeret i en årrække. Det er ikke nogen overraskelse, at læger har den alder, de har, og der er mangel på dem. Man har ikke prioriteret det. Fokus har været på sygehusene, og det er ikke forkert, for det er også nødvendigt, men man har glemt ressourcerne til primærsektoren.
  • De sidste 10-15 år er der kommet 50 pct. flere sygehuslæger og syv pct. færre læger i almen praksis. Ideelt set har vi brug for 5.000 flere praktiserende læger. Det ville give et normtal på 1.200 patienter pr. læge, og det ville give lægerne tid til de ekstra opgaver. Praktiserende læger har næsten alle lægeopgaver uden for sygehusene, og de flere og mere komplekse opgaver tager mere tid.
  • Sygehusene har fået flere speciallæger, men i dimensioneringsplanen har man ikke fået skruet nok op for almen medicin. Der er ikke nogen, der har haft en ond vilje, men man har primært været optaget af sygehusvæsnet. Det er nok mere high tech og iøjnefaldende end almen praksis, som står for den dagligdags behandling af det store flertal af patienter. Men praktiserende læger redder også liv og helbred.
  • Regionsklinikkerne kommer lidt til kort i forhold til almen praksis, fordi der mangler kontinuitet. Man skal kende sin læge. Kendskab mellem læge og patient skaber tryghed og kan reducere behovet for indlæggelser. Det er ikke, fordi fagligheden som sådan er dårligere i regionsklinikkerne, men kontinuiteten er klart ringere, og det er afgørende.
  • Vi har intet imod regionsklinikker som en nødløsning. Det, vi har noget imod, er at permanentgøre dem, fordi vi frygter, det bliver et dårligere tilbud for patienterne på grund af den ringere kontinuitet. Når man er ansat, vil man typisk ikke sidde samme sted i 20-30 år, som praktiserende læger gør.

  Det er ikke nogen overraskelse, at læger har den alder, de har, og der er mangel på dem. Man har ikke prioriteret det.

  • Vi skal gøre almen medicin mere attraktivt. På medicinstudiet bliver man dannet som læge. Men på Københavns Universitet har man fx kun otte dage i almen praksis og meget længere tid på sygehusene i sin dannelsesproces. Så uddannes man primært i sygehuslægernes tilgang til patienterne, og man får ofte ikke særligt meget øje for patienterne og lægelivet i almen praksis. Man burde øge til fx fire uger i løbet af hele studiet. Hvis de medicinstuderende oplever, hvor mange spændende ting der rent faktisk foregår i almen praksis, vil flere vælge almen medicin. Aalborg har tre uger, og det får flere unge læger at vælge almen medicin. 
  • Det skal nok besluttes højere oppe fra, for universiteterne skal have økonomisk hjælp, for de har ikke særlig mange penge til at betale undervisningstiden hos praktiserende læger. På hospitalerne betaler regionerne lønnen til underviserne.
  • 100 ekstra hoveduddannelsesstillinger er et fint tal. Det er det, der skal til for at kunne nå vores mål inden for syv-otte år/en overskuelig årrække. Vi kan ikke øge vildt meget mere. Frem mod det mangler 300.000 personer deres egen læge, så det kan kun gå for langsomt. Men de 100 stillinger er nødt til at ligge, hvor der er ledig tutor-kapacitet, og det er ikke i særlig høj grad i udkanten.
  • Vi vil gerne advare mod den tvang, som Socialdemokratiet også har været ude og foreslå. Det er demotiverende for et fag at være et sted, man bliver tvunget til. Det vil være virkelig kedeligt i forhold til rekruttering, for det vil virke demotiverende i stedet for motiverende. Dertil kommer, at det vil være et ringere tilbud for patienterne at behandles af nyuddannede frem for speciallæger i almen medicin.
     

POLITIKEREN: Sololæger - en uddød race

Bo Libergren (V), næstformand Danske Regioners Løn- og Takstnævn og medlem af regionsrådet, Region Syddanmark

  • Der er tre ting: balancen i markedet, strukturen i sektoren, og det skal være fagligt attraktivt.
  • Hvis vi skal lægemanglen til livs, er der det grundlæggende forhold mellem udbud og efterspørgsel. Der skal være tilstrækkeligt mange uddannet - det er grundforudsætningen. Vi har øget optaget de seneste år, og dimensioneringsplanerne er godt på vej. Vi kunne godt ønske os flere, men vi skal også sikre os, at uddannelsesstillingerne bliver besat. Der har været en god udvikling, men der er stadig ubesatte i yderområderne. I Syddanmark fx er alle på Fyn besat, men så er det kun 56 pct. i Sydvestjylland. Der er en udfordring i at få rekrutteret nogle steder. 
  • Vi skal motivere folk til at flytte sig. Jo flere der får en stor del af deres uddannelse et sted, jo større sandsynlighed er der for at blive hængende. Man gror fast i løbet af uddannelsen, og omgangskredsen udvikler sig. Hos de ældre, der går fra, blev manden uddannet, og konen flyttede med. Så der er nogle ting, der er i forandring.
  • I PLO’s lægepopulationsoversigt kan man se, at solopraktiserende læger er en uddøende race. Det er tit mænd af ældre årgange, hvorimod yngre læger i dag gerne vil være flere sammen. Der har måske været en anden kultur blandt de ældre mænd, hvor de har klaret ærterne alene. Vi kan se, at de, der bliver uddannet i dag, ønsker bedre rammer og fællesskab. At praksissen er billig, er ikke en kvalitet i sig selv, så hellere bedre rammer. De steder med mange soloklinikker fx København og Esbjerg ser vi en udfordring, fordi de ikke bliver solgt så hurtigt længere. Det er ikke lige så attraktivt længere i en toværelses. Der er ikke plads nok til flere læger og heller ikke uddannelseslæger eller sygeplejersker. 
  • Man kan se på statistikken, at det er mere attraktivt at købe sig ind i en fællespraksis. Det er også blevet en centerproblemstilling - eller København- og udkantsproblemstilling. Københavns Kommune har lokalplanlagt på en bestemt måde.

   Det er gået galt over tid. Der er blevet uddannet for få. Man har ikke set, at der vil opstå den her ubalance.

  • Vi regner 100 kvadratmeter pr. læge i nye projekter, så vi skal også hjælpe det på vej, fordi vi er nødt til at tage bestik af, hvad der efterspørges blandt yngre læger i forhold til fællesskab og bedre rammer. Vi vil gerne støtte etableringen af de praksisser med fx flyttetilskud eller facilitere processen med at støtte rådgivere. Det bliver vores problem, når patienterne ikke kan få en læge. Vi er her for at hjælpe borgerne. Så der skal noget til at facilitere de processer, men ikke med varige tilskud. 
  • Vi skal sørge for, at det også er fagligt attraktivt at være praktiserende læge uden for de store byer. Vi forsøger at trække forskningsenhederne længere ud - lægger mere ud i klyngerne. Mange tillægger det stor værdi at være en del af noget udviklingsarbejde. Det giver en ekstra facet på lægelivet. Det er en fordel at have udviklingsorienterede ansatte. Der er rigtig stor vilje til at dygtiggøre sig og bidrage, og det skal der være bedre muligheder for i hele landet.  
     

EKSPERTEN: Regionsklinikker - en nødløsning

Kjeld Møller Pedersen, økonom og professor, Syddansk Universitet, SDU

  • I virkeligheden har svaret to dele. På lang og kort sigt. 
  • På kort sigt kan man prøve, om ikke man kan lokke de praktiserende til at blive længere i praksis ved at skabe mere attraktive arbejdsforhold. Gode aflønninger, muligheder for deltid for den ældre gruppe. Det er jo den, der er udfordringen, det er her, de forsvinder.
  • Den anden ting er at bruge klinikpersonalet, så de kan aflaste - eksempelvis erfarne praksissygeplejersker. Det kunne være at overtage nogle af undersøgelserne af kronikere i højere grad. Der er også mere tekniske opgaver, som kan kræve en ændring af autorisationsloven. Det kan kræve et kvalifikationsløft af nogle. Det er, når vi taler kort sigt.
  • På længere sigt skal der flere uddannelsesstillinger til almen praksis. Det forudsætter, man forsøger at tiltrække flere til almen praksis.
  • På den helt lange bane kan vi optage flere på medicinstudiet og gøre almen mere attraktivt. Vi skal åbne øjnene for det praktiske, og længere tid i praksis vil være godt. Men de studerende skal kende det. I det omfang, man kender det, kan man godt få mere lyst til det. Det er også en politisk beslutning at få gjort flere interesserede i den almene praksis. Et øget optag vil betyde færre i de andre specialer, men hvor er det, vi har mest brug for dem? I en række sammenhænge vil jeg sige almen.
  • Et velfungerende sundhedsvæsen kræver en velfungerende almen praksis. Man må give en særbehandling til almen praksis - det kan være lønmæssigt eller muligheder for videreuddannelse.

   Hjernekirurgi er eksempelvis mere prestigefyldt end almen praksis, og det skal vi ændre på.

  • Der er gradvis kommet mere prestige i sygehusstillingerne. Man har forsømt almen praksis. Hjernekirurgi er eksempelvis mere prestigefyldt end almen praksis, og det skal vi ændre på. Det kræver meget at være alment praktiserende. Det giver variation og mere anderledes hverdage. Det skal vi have italesat, for det er spændende at være almen. Det er en vigtig pointe. Der skal være plads til forskning, men det, der karakteriserer det, er det nære og patientkontakten.
  • Regionsklinikker er en nødløsning, og hvis man åbner for det ene, vil det andet aftage. Den manglende kontinuitet er ulempen ved regionsklinikkerne, der er i betydelig grad mange vikarklinikker. Aflønningerne og arbejdsforholdene er (måske) bedre end i almen praksis. Så skal man sørge for, at der ikke er den forskelsbehandling.
  • Gradvist vælger mange at flytte ind i lægehuse og -centre, og her er investeringen mindre. Man kan have det som lejemål, og mange steder er faciliteterne ganske gode. Det kan være en af vejene. Vi har ikke så mange erfaringer endnu, så det kan være svært at sige. Men jeg tror på, at man gerne vil være der længere på lejemål også. Lad os antage, at investeringen skræmmer nogle, så minimerer man investeringen ved at leje sig ind. Og der udnytter de faciliteterne godt i fællesskab. 

 

Almen praksis før og nu 

1977: 48,9 pct. driver kompagnipraksis.

2019: 74,4 pct. driver kompagnipraksis.

1977: 2.612 læger med ydernummer (gennemsnitsalder 47,8 år), 263 kvinder, 2.349 mænd.

2019: 3.365 læger med ydernummer (gennemsnitsalder 51,8 år), 1.840 kvinder, 1.525 mænd.

Kilde: PLO

Ordforklaring:

Dimensioneringsplan: Plan for antallet af stillinger i speciallægeuddannelserne og fordelingen af stillinger mellem specialerne. 

Regionsklinik: En klinik med praktiserende læger, som er drevet af regionen med tidsbegrænsning på maks. seks år. 

Udbudsklinik: En privat drevet lægepraksis, som har været i licitation. I Danmark er der de to store spillere, Nordic Medicare og Alles Lægehus. 

HR & uddannelse

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57