Peter Bogh
souschef, KLK, Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed
Maibritt Kuszon
chefkonsulent, KLK, Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed
I dette indlæg forklarer to KL-konsulenter, hvordan udsatte borgere forholder sig til færre personer og udsættes for mindre krydspres, når støttetiltag koncentreres i jobcentret.
I dette indlæg forklarer to KL-konsulenter, hvordan udsatte borgere forholder sig til færre personer og udsættes for mindre krydspres, når støttetiltag koncentreres i jobcentret.
Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Ud af socialcentrene med udsatte borgere

Kommuner kan spare ressourcer og skrue ned for kompleksiteten ved at koncentrere støttende indsatser i jobcentrene, skriver KL-konsulenter.

strømlining

Halvdelen af de nye borgere, som i 2018 begyndte at modtage paragraf 85 bostøtte jævnfør lov om social service, er også tilknyttet jobcentrene. Det vil sige, at de sideløbende får en ydelse og opfølgende indsats fra jobcenteret.

Men det er hverken fagligt eller økonomisk hensigtsmæssigt at sende borgerne fra jobcentret til socialcentret. Tværtimod er det bedre, at borgeren bliver i jobcenterregi. 

Lad os starte med at se på, hvem målgruppen egentlig er for paragraf 85-støtte og mentorstøtte i jobcentret.  

Paragraf 85-støtte er hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov for det på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. 

  Som udgangspunkt bør der derfor ikke være borgere i socialcentret, der ikke er i ressourceforløb. 

Mentorstøtte kan benyttes til såvel personlig og praktisk støtte. Hvis vi ser på vejledning nr. 10071 af 25. november 2019 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) fremgår det, at mentor kan benyttes til eksempelvis at håndtere psykiske, sociale, misbrugsrelaterede, familiemæssige og økonomiske problemer – en stor del af de samme støtteopgaver, som er i paragraf 85 støtten.

Mentorstøtten kan også gives til at opbygge og vedligeholde et socialt netværk, til at stå op og møde på arbejde, til ernæring, kost og spisetider eller til at få orden i økonomien. Men det kan også bare være i forhold til kontakt til andre offentlige myndigheder som for eksempel aftaler om lægebesøg eller støtte til at følge et behandlingsforløb. 

En meget stor del af de opgaver, der ønskes løst i socialcentret, kan altså løses inden for jobcentrets egen lovgivning. 

Ansvaret bør ligge ét sted

I forhold til de faglige argumenter handler det først og fremmest om antallet af kommunale aktører, der skal koordinere indsatserne omkring borgerne. 

Borgerne i jobcentret vil altid have en sagsbehandler samt en ydelsessagsbehandler i dette regi. Hvis borgeren skal tildeles en støttekontaktperson efter servicelovens paragraf 85, skal han eller hun også tildeles en sagsbehandler i dette regi og en støtteperson. Det er fire medarbejdere, borgeren skal forholde sig til. 

Og faktisk ser vi gennem vores arbejde i KLK flere eksempler på, at borgere både tildeles en mentor og en støttekontaktperson efter serviceloven. Det er i så fald fem medarbejdere, der skal koordinere, og som borgeren skal forholde sig til. 

Flere aktører omkring borgeren øger kompleksitet, administrationen og koordineringen. Hvis støtten til borgeren er samlet på færre hænder, gavner det både borgeren og kommunens administration. 

Der er flere faglige argumenter, der understøtter placeringen af borgerne i jobcentrene.

Med fastholdelse af borgeren i jobcenteret og med én sagsbehandler er det entydigt, hvem der har ansvaret i forhold til styring, forløb, opfølgning, retning med videre.

Mindre administration

Der er en omfattende sagsbehandling og administration i forhold til at vurdere og træffe afgørelse efter lov om social service og igen når borgerne skal afsluttes. 
Tilbud efter serviceloven er frivillige for borgerne. Jobcentret kan derfor ikke stille krav til borgernes deltagelse og samarbejde, hvis indsatsen ydes efter lov om social service. 
Socialcentrene har traditionelt arbejdet med at beskytte og støtte. Mens sigtet med indsatsen for borgerne i jobcentrene er, at borgerne skal lære at mestre eget liv. Indsatsmæssigt er der en risiko for, at socialcentrene får støttet og beskyttet borgerne mere, end jobcentrene forventer. 

Modargumentet er selvfølgelig, at socialcentrenes faglige personale er meget dygtige og fagligt specialiserede. På den måde kan de virkelig gøre en forskel for borgerne. Men hvis det handler om faglighed, kan jobcentrene opbygge eller købe ekspertisen i socialcentrene. Det giver som nævnt bedre sammenhængende forløb for borgerne og gavner den kommunale økonomi. 

  Med andre ord er der også 50 procent statsrefusion på mentorudgiften, hvorimod udgiften til paragraf 85 er 100 procent kommunalt finansieret.

Billigere for kommunen

Udover de faglige argumenter er der en række økonomiske argumenter for at holde borgere og opgaver i jobcenterregi. Udgifter efter LAB-loven er eksempelvis en overførselsudgift, mens udgifter efter lov om social service er en serviceudgift og dermed inden for den kommunale serviceramme. 

En ramme, hvor kommunerne jo samlet set bliver pålagt en straf, hvis den overskrides jævnfør gældende økonomiaftale. Når indsatserne udføres efter lov om social service, bliver servicerammen belastet. Det gør den ikke, hvis indsatsen er efter beskæftigelseslovgivningen.

Da udgifterne til store dele af beskæftigelsesindsatsen er vurderet konjunkturfølsomme, er de omfattet af budgetgarantien. Det betyder, at hvis udgifterne til beskæftigelsesindsatsen stiger eller falder, bliver budgetgarantien reguleret. 

Det er derfor væsentligt at afholde de udgifter, der er til at støtte borgerne mod job og uddannelse på disse konti. For kommunerne bliver ikke reguleret, hvis indsatserne udføres efter lov om social service, og når disse udgifter stiger.

Sidst men ikke mindst er der et væsentligt økonomisk argument i forhold til statsrefusionen, såfremt borgeren er i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb. Der er nemlig 50 procent statsrefusion på udgifterne til de tilbud, som borgeren modtager. Med andre ord er der også 50 procent statsrefusion på mentorudgiften, hvorimod udgiften til paragraf 85 er 100 procent kommunalt finansieret.

Borgerne skal blive i jobcenterregi

Et ofte hørt modargument er, at det ikke gælder borgere på uddannelseshjælp og kontanthjælp. Her er der nemlig ikke længere refusion på udgifterne til indsatserne. Vores argument er imidlertid, at hvis borgerne vurderes at være i målgruppen for paragraf 85 med en betydelig funktionsnedsættelse, må de i de allerfleste tilfælde også være målgruppen for ressourceforløb. For ressourceforløbet skal også ses som en retssikkerhed, hvor borgeren bliver fritaget fra 225-timersreglen, kontanthjælpsloftet, formueregler mv.  

Som udgangspunkt bør der derfor ikke være borgere i socialcentret, der ikke er i ressourceforløb, og hvor 50 procent statsrefusion er muligt, hvis støtten gives efter beskæftigelseslovgivningen. Så tilbage til jobcentrene med borgerne. 

Kort sagt er der altså både faglige og økonomiske argumenter for at stoppe med at sende borgere fra jobcentrene til socialcentrene.  

Arbejdsmarked

Integration

Organisation & ledelse

Social & sundhed

Synspunkt

Økonomi

Tema: Nye veje

Tilmeld dig nyhedsbrevet