Peter Loft og det borgerlige komplot

Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, er en færdig mand. Sådan lyder mediernes dom, mens vi venter på redegørelserne om departementschefens håndtering af Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Sagen består af to dele. For det første spørgsmålet om, hvem der lækkede SKATs afgørelse i skattesagen til B.T. Den del af sagen er nu ved at blive undersøgt af politiet. Ifølge direktør Erling Andersen fra SKAT København er der inklusive ham selv kun 5-7 personer i Danmark, der har haft direkte adgang til skattesagens afgørelse. 

Det gælder sagsbehandlerne i SKAT og to topembedsmænd i Skatteministeriet. Hvis de skiftende skatteministre, Troels Lund Poulsen og Peter Christiansen, eller deres spindoktorer også har kendt sagen, så er det med ministeriets embedsmænds mellemkomst.

Den anden del af sagen handler om sagsbehandlingen af Kinnock-Thornings skattesag. Spørgsmålet er, om Peter Loft har forsøgt at blande sig direkte i SKATs afgørelse og dermed brudt skatteforvaltningsloven. Det springende punkt er, om Peter Loft – som anonyme kilder i SKAT påstår overfor Politiken – har forsøgt at lægge pres på sagens udfald.

Utætte skotter?

Det vil ikke blot være en gennemhulning af de meget omtalte ’vandtætte skotter’ mellem ministeriet og SKATs sagsbehandling, men også decideret ulovligt. Og så er manden færdig som departementschef. 

Ifølge Politiken har Peter Loft blandt andet forsøgt at få skrevet et afsnit ind i den endelige afgørelse, som dog aldrig kom med. Hvad der skulle have stået, melder historien imidlertid ikke noget om.

Men at en så erfaren embedsmand – departementschefen i ministeriet siden 1993 – på den måde på skrift skulle have forsøgt at påvirke afgørelsens udfald på, virker ganske usandsynligt. Enhver nyansat fuldmægtig vil vide, at hvis regler bøjes eller omgås, så må det aldrig ske på skrift.

Der er heller ikke noget juridisk problem i den såkaldte VIP-ordning, som pålægger medarbejderne i SKAT at informere opad til departementschefen, når de får en sag om en kendt person. Hvis ­sagen potentielt kan ende i medierne, skal VIP-systemet sikre, at ministeren er ordentligt forberedt. 

Det er da også med henvisning til pressehåndtering, at Peter Loft forklarer, hvorfor han mødtes fem gange med to direktører i SKAT i tiden omkring den endelige afgørelse i Kinnock-Thornings skattesag august og september sidste år.

Politiske embedsmænd

Uden entydig dokumentation af, hvad der rent faktisk er foregået, er Peter Lofts ageren i sagen skjult af den tåge, som indhyller relationerne mellem ministeren og dennes allerøverste embedsmænd. Spørgsmålet er her, hvor langt embedsmænd skal gå for at tjene deres politiske chef, ministeren?

Traditionen er, at embedsmænd faktisk går meget langt. De er ikke bare forvaltningsteknikere, men i høj grad også ministerens rådgiver på det operationelle og strategiske politiske plan. Men hvor går grænsen? 

Ifølge professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen, opererer topembedsmændene i en sådan sag inden for et felt, som er reguleret af uformelle normer, hvor den helt afgørende hovedregel er: At ministeren som udgangspunkt skal have alt det, som tjener ministeren i rollen som politisk chef for ministeriet.

Om Peter Loft informerede daværende skatteminister Troels Lund Poulsen om skattesagen, ved vi endnu ikke. Derfor ved vi heller ikke, om regeringen har haft mulighed for at bruge sagen imod oppositionen som en del af en valgkampsstrategi.

Vi ved heller ikke, om ministeren personligt har sendt Loft i byen for at følge sagen tæt og eventuelt lægge pres på afgørelsen, eller om Lofts tætte kontakt med SKAT udelukkende handlede om hans egen iver for at tjene sin minister. Med disse spørgsmål uafklarede begynder spekulationerne at tage over. ­Socialdemokraterne har i flere omgange antydet, at Peter Loft har hjulpet den tidligere regering med at få Kinnock-Thornings skattesag frem i medierne.

Det mest problematiske, det endnu er lykkedes pressen at dokumentere, er, at Peter Loft løj, da han september sidste år afviste at kende til Kinnock-Thornings skattesag.  Men den konkrete sag skal også ses i forhold til hele den politiske sammenhæng, som blandt andet Politiken har placeret den i.

I artiklen ’Det borgerlige dronningeattentat’, der kom i kølvandet på B.T.s artikler om Kinnock-Thornings skatteforhold sidste sommer, graver Politiken i sagens forhistorie. 

Allerede op til valget i 2007 havde Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard beskrevet, at Stephen Kinnock ikke betalte skat i Danmark, selv om familien bor på Østerbro. 

Kjærgaard var ude at rejse sidste sommer, og da han kom hjem, kunne han ikke blot ærgre sig over, at B.T. havde fået stor omtale på nogenlunde den samme historie. Han kunne også konstatere, at han havde fået flere mails inden for de foregående uger fra folk, der opfordrede ham til at tage historien op igen.

Jan Kjærgaard vil ikke røbe identitet på afsenderne, men beskriver dem ”som borger­lige, der har med det politiske system at gøre”.

I Politikens artikel kædes denne oplysning sammen med et initiativ fra daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, der tidligere på sommeren havde oprettet en ny konto for mennesker, der ønsker at betale mere i skat. Der blev ikke lagt skjul på, at den blandt andet var tiltænkt Thorning-Schmidt.

Samme dag var der afslutningsdebat i folketingssalen, og Venstres medlem Jacob Jensen gik ’pludselig’ på talerstolen og stillede spørgsmålet: ”Betaler fru Helle Thorning-Schmidt for lidt i skat?”

Liberal konspiration

Historien fortsætter tilbage i tiden, og peger efterfølgende på det påfaldende i, at en række debattører på den liberale hjemmeside 180Grader allerede i maj havde en ivrig og veloplyst debat om Stephen Kinnocks manglende skattebetaling. 

En debat, der tre uger inden sagen ramte B.T.s forside, blev bragt op i Berlingskes ­satiriske klumme ’Groft sagt’ af sognepræst og venstrepolitiker Edith Thingstrup, der er gift med Anders Foghs tidligere taleskriver Christopher Arzrouni.

Summasummarum er, at Politiken antyder, at Kinnock-Thornings skattesag er en borgerlig-liberal opfindelse med det mål at forvolde oppositionen så megen skade som muligt. Hvor højt op i det politiske system denne konspiration skulle række, fremgår ikke klart. 

Men set i det lys får den aktuelle mediedækning af Peter Lofts rolle mere mening. For bag ved de konkrete ’afsløringer’ og mistænkeliggørelsen af forhold, som langt hen ad vejen blot er normal eller i hvert fald lovlig embedsmandspraksis, ligger fortællingen om en stor liberal konspiration og lurer.

I den fortælling har Peter Loft enten blot opført sig som en loyal embedsmand, der blev udnyttet af en minister med en fordækt dagsorden, eller han har handlet som regeringens aktive håndlanger og selvstændigt taget del i ­arbejdet med at stoppe oppositionens forsøg på at nå magten.

Om der er tale om sandheder eller konspirationsteorier, bliver vi måske klogere på, når Peter Loft og Erling ­Andersen fra SKAT København kommer med deres redegørelser.