Foto: Johner/Ritzau Scanpix
LINK TIL FOTO: 20141020-083838-pf

Fremhævet citat:
I vores egen tid er forundringsevnen ikke i højsædet. Den er i vidt omfang blevet erstattet af begrebet kompetencer.

Leg og forundring kræver plads og tålmodighed, men det betaler sig at investere i børns nysgerrighed både for deres egen og samfundets skyld.

: Trompet

Af: Mikkel Wold

Al viden begynder med undren. Det beskriver både Platon og Aristoteles i deres værker. 

I sin Metafysik skriver Aristoteles således: ”Det er forundringen der fører mennesket til at filosofere,” og samme sted understreger han ligefrem, at visdommen er et mål i sig selv, og at studiet ikke sker med noget ’praktisk’ formål, men ud af kærlighed til erkendelse (bog 1, 2. del). 

I den græske tænkning blev forundringen ofte parret med en taknemmelighed. Taknemmeligheden følger af evnen til at undre sig, ikke mindst fordi forundringen fører til opdagelse af det underfulde og mirakuløse ved den verden, vi er omgivet af.

Et af de bedst kendte udtryk for denne taknemmelige undren er en af de mest populære salmer i salmebogen, Brorsons ’Op al den ting, som Gud har gjort’. Versene igennem nævner han eksempler på naturens og verdensrummets gådefulde vidunderlighed. 

Det er forundringen, der får øjnene op hos Brorson

Børn undrer sig helt naturligt. De undersøger og er nysgerrige. ”Hva’ det?” spørger barnet. Det kan godt blive lidt tålmodighedskrævende at svare hele tiden, men hvis man ikke passer på, kan man ødelægge lysten til at undres.  

Når børnenes spørgen bliver for meget for de voksne, dæmpes den. Nogle gange sker det i form af en ubevidst udskamning. Ikke direkte, men indirekte, lærer børnene, at de ikke skal spørge for meget. De lærer at tilpasse sig afvisningen af den spontane forundring, de fødes med evnen til. Hvis vi tænkte mere over, hvor meget vi derved ødelægger, ville vi være mere varsomme med at hæmme børnenes spørgelyst. 

Instrumentel tilgang til viden

I vores egen tid er forundringsevnen ikke i højsædet. Den er i vidt omfang blevet erstattet af begrebet kompetencer. 

Det skyldes navnlig den instrumentelle tilgang til viden, vi har fået. Viden skal være nyttig, synes vi. Forundring fører til erkendelse og viden, men ikke nødvendigvis en viden, man sådan lige kan bruge til noget. På bl.a. den måde adskiller begrebet kompetencer sig fra den indsigt, forundringen giver. 

Kompetencer og viden er ikke det samme. Viden skal ikke legitimeres ud fra, om den kan bruges til noget. Allerede for godt 2.300 år siden var man klar over faren ved at instrumentalisere erkendelsen, jf. Aristoteles’ iagttagelser.

Alligevel har vi ofte forsømt at passe på denne helt grundlæggende tilgang til viden. Selv børnene har vi ikke skånet. Deres leg tilrettelægger vi, og vi synes, det er fint, hvis de også hér udvikler deres ”kompetencer”. Man kan jo lige så godt udnytte den nytteløse leg til at putte noget nyttigt ind i hovederne på de små. 

Denne meget lidt tænksomme tilgang kan give helt groteske tiltag, som da en far i et læserbrev beskrev, at han fra børnehaven havde fået besked om, at deres 5-årige datters kompetencer i tegning lod noget tilbage at ønske. Og han spørger meget logisk, hvad der egentlig blev af legen. 

Når kravet om brugbarhed og en instrumentel tilgang til forundringen tager over, som det er sket hos os, begrænses vores sansning. Allerede Kierkegaard siger det meget klart: ”Er der Noget, man i disse Tider har glemt, saa er det det at forundre sig, derfor ogsaa det at troe og at haabe og at elske”. 

Tingene hænger sammen. Forundring og kærlighed er forbundne, selv om det måske ikke umiddelbart lyder indlysende. Platon, Aristoteles, Kierkegaard og andre kloge folk vidste, hvad de talte om. 

Forundring skal ikke nyttiggøres. Den er et mål i sig selv, og det er den rene forundring, der har givet menneskeheden de største erkendelser. Senere har man fundet ud af, hvad de kan bruges til, men det begyndte med forundringen. Så det gælder om at være forundringsparat.