Det er ikke altid barnet, der selv fortæller det. Og det er ikke altid blå mærker eller tydelige tegn, der afslører det.

Så når volden foregår derhjemme og ikke bliver sagt højt, hviler en stor del af ansvaret på de voksne, som møder børnene i hverdagen. Lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, sagsbehandlere og andre fagpersoner skal kunne få øje på faresignalerne.

Men en ny analyse fra Børns Vilkår peger på, at den tidlige opsporing halter. Særligt når det gælder børn med etnisk minoritetsbaggrund.

Analysen tegner et billede af en gruppe børn, som både er mere udsatte i de registrerede voldssager og samtidig oftere går under radaren i den tidlige opsporing. 

Ifølge Børns Vilkår rejser det spørgsmålet om, hvorvidt kommuner og fagpersoner er godt nok rustet til at opdage volden, når den rammer børn med etnisk minoritetsbaggrund.

KL: Kommunerne arbejder systematisk 

Samtidig kommer underretninger om børn med etnisk minoritetsbaggrund sjældnere fra barnet selv, familien eller bekendtskabskredsen.

Det kan ifølge Børns Vilkår blandt andet hænge sammen med begrænset kendskab til det danske system, sproglige barrierer, manglende tillid til myndighederne og normer, der kan gøre det sværere for børn og familier at bryde tavsheden.

Men ifølge direktør i organisationen Rasmus Kjeldahl betyder det netop, at fagpersoner og kommuner skal være bedre rustet til at opdage volden, end de er i dag. 

- Vores problem er, at det ser ud, som om at det enten ikke bliver gjort i alle kommuner på samme måde, eller også at det ikke har den effekt, som der var tilsigtet, siger Rasmus Kjeldahl.

Hos KL forsikrer formand for socialudvalget, Lasse Frimand Jensen (S), at kommunerne arbejder målrettet med opsporing. I et skriftligt svar til Kommunen.dk lyder det:

“Kommunerne arbejder systematisk med opsporing gennem en række faglige modeller og metoder, som skal understøtte, at fagpersoner opdager mistrivsel og reagerer tidligt. Derudover har kommunerne løbende fokus på at styrke fagpersoners viden og handlekraft, så alle børn får den nødvendige beskyttelse.”

Formanden anerkender desuden, at kommunerne sidder med en enormt stor opgave i at sikre, at børn og unge trives. 

”Men det er et område præget af store udfordringer, da vold og overgreb ofte foregår i hjemmet – bag lukkede døre – hvor kommunerne og fagpersoner i fx skoler og dagtilbud ikke har direkte indsigt og adgang.”

Han peger på, at underretningspligten er central, og at både borgere og fagpersoner har pligt til at reagere, hvis de er bekymrede for et barn.

”Derfor arbejder kommunerne også målrettet for at sikre, at underretningspligten overholdes. Og det er selvfølgelig vigtigt, at fagpersoner i kommunerne underretter ved bekymringer, uanset barnets baggrund.”

“Det er jo et svigt”

Hos Børns Vilkår mener Rasmus Kjeldahl dog, at tallene og rapportens resultater viser, at indsatserne netop ikke virker godt nok alle steder. 

- Jeg synes, det er en skamplet på velfærdsstaten, hvis man reelt diskriminerer systematisk, som den her forskelsbehandling jo er udtryk for, siger han. 

- Vi ser det også i andre undersøgelser, der fx viser, at børn med etnisk minoritetsbaggrund bliver anbragt langt senere end etnisk danske børn, selvom omstændighederne er de samme. 

Han understreger, at det ikke handler om at mistænkeliggøre bestemte familier, men om at sikre, at børn får samme beskyttelse, uanset hvilken baggrund de har.

- Det er jo et svigt, hvis man ikke har de samme rettigheder og den samme beskyttelse som et barn med etnisk dansk baggrund, siger han. 

- Man kan passende begynde med berøringsangsten og sørge for, at fagpersoner bliver bedre rustet til at opspore og afhjælpe vold i alle familier i Danmark, siger Rasmus Kjeldahl.

Rasmus Kjeldahl fremhæver også, at der er behov for mere specialiserede kompetencer hos de fagpersoner, der skal opdage og reagere på vold mod børn.

- Hvis jeg skal pege på én ting, hvor det efter vores indtryk halter, er det de praktiske kompetencer hos det fagpersonale, der har ansvaret, siger han.

Det handler ifølge Rasmus Kjeldahl blandt andet om viden på helt konkrete parametre: 

- Det handler blandt andet om at have indblik i andre kulturer og i mekanismerne bag for eksempel negativ social kontrol. Men det handler også om, at fagpersonerne er tilstrækkeligt specialiserede til at kunne opspore vold, selv når ingen siger det direkte. De skal kunne se tegnene på, at et barn bliver udsat for vold, siger Rasmus Kjeldahl og tilføjer: 

- Og vores erfaring er, at niveauet ikke er højt nok alle steder. 

Børns Vilkår kommer i rapporten med en række konkrete anbefalinger, der retter sig mod både staten og kommunerne.

Organisationen anbefaler blandt andet, at Børne- og Undervisningsministeriet og kommunerne styrker undervisningen i børns rettigheder i skoler og fritidstilbud, så flere børn og unge ved, hvor de kan søge hjælp, hvis de bliver udsat for vold eller negativ social kontrol. 

Derudover lyder endnu en anbefaling fra Børns Vilkår også, at børn og unge, der har været udsat for vold, får ret til specialiseret traumebehandling i kommunalt regi.

- Lovgivningen og intentionerne om at passe på de her børn er der. Men vi ser, at opgaven ikke bliver løftet godt nok. Vi skylder alle børn det samme sikkerhedsnet, uanset etnicitet eller baggrund. Og det har vi tydeligvis ikke, som det ser ud lige nu, siger Rasmus Kjeldahl.