Når kriser rammer, kigger borgerne mod kommunen. Det er her, hverdagen skal hænge sammen, også når den slår revner. Derfor er beredskab ikke bare en teknisk disciplin. Det er en  kerneopgave for kommunerne – og i høj grad et politisk ansvar. Også når det gælder børn og unge.

Alt for ofte bliver børn og unge reduceret til en parentes i beredskabsdebatten. Noget, der håndteres indirekte, som en del af „familierne“ eller „de sårbare“. Men hvis vi som kommuner vil tage beredskab alvorligt, må vi også tage børn og unge alvorligt som medborgere her og nu. Ikke kun som nogen, der skal beskyttes, men som nogen, der skal tænkes aktivt med.

For vi ved, at kriser rammer skævt. Det gælder under pandemier, klimahændelser, digitale nedbrud og sociale kriser. Og det gælder i særlig grad børn og unge, der i forvejen kan stå i sårbare positioner. Derfor er det et politisk valg, om vi vil indrette vores kommunale beredskab sådan, at det styrker tryghed, sammenhæng og fællesskab – eller om vi vil nøjes med at reagere, når skaden er sket.

Som kommune har vi faktisk mange håndtag at skrue på. Først og fremmest har vi institutionerne: Skoler, dagtilbud, klubber og fritidstilbud er ikke bare serviceydelser, men en del af det lokale sikkerhedsnet. Her møder børn og unge voksne, som de har relationer til. Her kan vi – hvis vi vælger det politisk – arbejde med beredskab i børnehøjde: som viden om tryghed, fællesskab og hvem der hjælper, hvis noget går galt.

Vi skal prioritere på tværs

Det kræver, at vi beslutter os for, at beredskab ikke kun hører hjemme i en forvaltning med en beredskabkoordinator, men også i skole-, unge- og socialpolitikken. At vi prioriterer samarbejde på tværs. At lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle klædes på til at tage samtalerne – uden at skabe frygt og uden at lægge ansvar på børn og unge, de ikke skal bære.

Samtidig kan vi som kommune blive langt bedre til at lytte. Ungeråd, elevråd og ungefora bruges ofte, når vi taler om events, fritidstilbud og kultur. Men sjældent, når vi taler om tryghed, kriser og kommunikation. Det er en forpasset mulighed. Unge er skarpe iagttagere. De opdager hurtigt, når information ikke giver mening, eller når systemer ikke føles tilgængelige. Det kan vi bruge aktivt, hvis vi tør give dem plads – også i beredskabsarbejdet.

Derudover hænger beredskab for børn og unge uløseligt sammen med social ansvarlighed. Et kommunalt beredskab fungerer ikke, hvis det bygger på en forestilling om, at alle har de samme ressourcer derhjemme. Nogle børn og unge har stærke netværk. Andre har ikke. Nogle har forældre, der kan skabe ro i en krise. Andre har brug for, at kommunen træder tydeligt frem. Det er derfor, sammenhæng mellem skole, socialindsats, sundhed og beredskab er afgørende – også før krisen rammer.

Som byrådspolitiker mener jeg, vi skal være ærlige: Borgerinddragelse og forebyggelse koster tid og kræver prioritering. Det er ikke noget, der opstår af sig selv. Men alternativet er langt dyrere – menneskeligt og økonomisk. Når børn og unge står alene i kriser, er det et tegn på, at vi som kommune ikke har investeret tidligt nok.

Inddragelse betyder ikke, at vi gør børn og unge ansvarlige for beredskabet. Ansvaret må og skal altid ligge hos os voksne og hos systemet. Inddragelse betyder, at vi giver dem viden, relationer og tryghed. At vi viser, at der er styr på tingene – og at nogen tager ansvar.

Beredskab er ikke kun noget, der aktiveres med blå blink og pressemeddelelser. Det er noget, vi bygger i hverdagen. I vores institutioner. I vores prioriteringer. Og i den måde, vi som byråd vælger at se børn og unge på: enten som en eftertanke – eller som en helt central del af et robust lokalsamfund.