I en tid hvor det føles som om, at størstedelen af verden står i brand, kan det føles trygt, kun at forholde sig til sin egen lille andedam. For her går det jo meget godt – eller gør det? Overskriften på denne klumme er et citat af Jens Otto Kragh og situationen, som affødte den tidligere statsministers kommentar, trækker paralleller til den verden vi befinder os i netop nu.

Ufred, fjendskab og øget ulighed vokser ikke kun i lande, hvor samfundsstrukturer ligger meget fjernt fra den, vi kender fra vores eget trygge land. Uligheden vokser også i Danmark og er ikke længere kun tydelig i den forskel, vi ser mellem den absolutte top og dem på overførselsindkomst.

Den viser sig også mellem faggrupper på det offentlige arbejdsmarked — mellem den højtlønnede leder og den lavtlønnede rengøringsassistent - mellem dem der har indflydelse og synlighed, og dem hvis indsats knap bemærkes. Det underminerer både solidariteten, sammenhængskraften og den daglige drift af velfærden.

Vi har en fælles forventning om, at det offentlige arbejdsmarked skal afspejle samfundets værdier, og at alle bidrager, og alle lønnes rimeligt. Men i praksis er det sådan, at lønudviklingen i det offentlige sker ved procentvise stigninger, som relativt set gavner dem højere oppe på lønskalaen og gradvist øger løngabet ned til de lavtlønnede grupper.

Resultatet er, at de lavest lønnede ansatte — rengøringsassistenter, serviceassistenter og andre mere usynlige hænder systematisk sakker bagud. Og problematikken er kun blevet større i kraft af de stigende fødevarepriser, stigende boligpriser og priser på andre private driftsomkostninger, der sammen med de procentvise generelle lønstigninger, udhuler købekraften hos de lavest lønnede faggrupper.

Arbejdsgivere må påtage sig ansvar

Udfordringer som opstår som følge af den stigende ulighed, løses ikke ved indførelse af topskat eller formueskat alene. Oftest taler vi om, at indtægter i statskassen skal anvendes på at udbygge, forstærke og højne vores velfærdssystem, så vi mindsker ulighed i f.eks. sundhed og skaber lige adgang til uddannelse for alle – uanset om man er barn af lægen eller af rengøringsassistenten. Men når vi alene søger at løse udfordringerne med ulighed i samfundet med en sådan samfundsstruktur, som jo egentlig virker solidarisk, så accepterer vi, at ulighed er en præmis, og vi løser derfor problemet reaktivt.

Vi kunne også vælge en anden tilgang, hvor vi forsøger at dæmme op for den stigende ulighed ved at anvende de svært opkrævede skattekroner på at sikre mere lighed i lønningerne på det danske arbejdsmarked. Men det kræver at solidariteten holder hele vejen fra top til bund, og at også arbejdsgiverne påtager sig et ansvar for at rette op på den skævhed, vi ser, kun bliver større og større. Det handler ikke kun om retorik, men om konkrete prioriteringer i de generelle såvel som de lokale forhandlinger.  

Vi må også insistere på, at man ikke udelukkende favoriserer grupper med stor synlighed eller faggrupper, der arbejder direkte med borgere. De mindre synlige funktioner er ofte fundamentet for, at borgerrettede ydelser kan leveres. Når disse grupper konsekvent står sidst i køen til kompetenceudvikling, fuldtidsstillinger og reelle lønforbedringer, så svækker vi både deres levevilkår, kvaliteten i opgaveløsningen og sammenhængskraften i vores samfund.

Solidaritet er ikke kun et ideal, det er en praktisk forudsætning for et velfungerende offentligt system. Når vi lader store grupper af lavtlønnede sakke bagud, udhuler vi tilliden mellem kolleger og mellem borger og system. Derfor må vi sammen — fagbevægelse og arbejdsgivere — prioritere politikker og lokale aftaler, som styrker dem der typisk står i skyggen.

Det er en investering i velfærdens bæredygtighed — og i dansk sammenhængskraft.