Udfordringerne er velkendte i kommunerne. 

Flere børn og ældre får brug for hjælp, samtidig med at der mangler hænder. Der skal findes plads til vedvarende energi. Landbrugsjord skal udtages, hvis målene i den grønne trepart skal nås.

Det er  beslutninger, der sjældent er populære hos alle. 

Men flere kommuner har valgt at rette blikket mod borgerne og invitere dem med i beslutningsprocessen.

I Odense Kommune sammensatte man et borgerråd til at hjælpe byrådet, da velfærdsbudgettet skulle hænge sammen. I Tønder Kommune afholdte man i en årrække vejledende folkeafstemninger om vedvarende energi-projekter. Og en række kommuner har nedsat §17 stk. 4-udvalg til arbejdet med grøn trepart, hvor der er plads til flere end blot lokalpolitikerne.

Og hvis man spørger politikere og borgere, er der appetit på mere, viser en rapport fra Vive. 

- Der er en masse interesse, og både borgere og politikere er generelt positivt indstillet på den her type af borgerinddragelse, fortæller Rasmus Skytte, seniorforsker hos Vive og medforfatter til rapporten. 

Og der kan være god grund til at inddrage borgerne i de svære beslutninger, påpeger han. 

- Hvis man gerne vil have bred opbakning til den førte politik, vil man gerne sikre sig, at alle er hørt. Det kan derfor være med til at give legitimitet til de beslutninger, man træffer inde i byrådssalen, fortæller Rasmus Skytte. 

- Et andet hensyn kan være, at disse borgere kan bidrage med nogle løsninger, som man ellers vil overse. Man kan simpelthen få flere perspektiver og potentielt nå frem til bedre løsninger. 

Ulige demokratiske ressourcer

Men mens rapporten viser et overordnet positivt billede af de forskellige former for borgerinddragelse, så viser rapporten også, at man fortsat har svært ved at nå ud til en bestemt gruppe af borgere; nemlig de borgere med lav tillid til politikerne. 

Når kommunerne inviterer borgerne ind, risikerer de derfor først og fremmest at få fat i dem, der allerede har tillid, overskud og lyst til at deltage.

- Når vi taler om demokratisk oprustning, taler vi ofte om, hvordan vi bedre kan inkludere folk på kanten af samfundet og med lav tilfredshed med demokratiet. 

Det er dem, kommunerne ofte gerne vil nå, men selvom man forsøger at skabe nye kanaler, hvor de kan komme til orde, så er det ikke noget, der tilsyneladende har den store effekt eller interesse hos den gruppe af borgere. 

Det er i og for sig ikke overraskende, påpeger Rasmus Skytte. Enhver form for politisk deltagelse kræver nemlig ressourcer. 

- Det kan både være i forhold til politisk viden, tid eller mentalt overskud til at engagere sig. Og der ser vi bare en ressourcemæssig ulighed blandt de forskellige grupper af borgere. 

Hvis kommunerne derfor gerne vil arbejde for at nå disse borgere, kan man overveje, hvordan man mindsker omkostningerne for at deltage for borgerne. 

- Det kan fx være, at man kommer ud til borgerne, sørger for transport eller ligefrem kompenserer dem økonomisk for at deltage i fx en borgersamling. Det vil så omvendt kræve flere ressourcer fra kommunernes side, forklarer Rasmus Skytte. 

Kræver en kobling til systemet

Helt centralt er det dog, at man fra start af har overvejet, hvordan man vil bruge borgernes input i den videre proces. 

- Det er vigtigt, at der er et politisk system, der er gearet til opgaven. Man skal undgå, at det ender i to parallelle spor, hvor en borgersamling kommer med en række anbefalinger, som så ikke har nogen gang på jorden politisk, da det blot vil føre til frustration hos borgerne. 

Et eksempel herpå er fx det danske Klimaborgerting. 

I 2021 afleverede klimaborgertinget 117 anbefalinger, og året efter fulgte yderligere 73 anbefalinger. Trods stor fanfare endte mange af anbefalingerne i skuffen til manges frustration. 

Et notat fra Københavns Universitet har efterfølgende peget på, at borgertingets svage og uklare mandat gjorde det vanskeligt at få reel indflydelse på den efterfølgende policy- og beslutningsprocess. 

Derudover fremhæver rapporten en uhensigtsmæssig organisering af arbejdet mellem ministeriet, klimaborgertinget og det sekretariat, der skulle støtte klimaborgertinget i arbejdet. 

Det politiske system var simpelthen ikke klar til borgernes input.

- Det er et system, man skal sikre, er gearet, før man går i gang med borgerinddragelse. Man skal være sikker på, at der er afsat de rette ressourcer til det – både i den indledende fase til selve borgerinddragelse, men også efterfølgende til at fortsætte processen og koble det til det politiske spor, siger Rasmus Skytte. 

Ny organisation vil styrke borgerinddragelsen

Selvom der foregår mange lokale tiltag for at styrke lokaldemokratiet og borgerinddragelse, bør det dog være en opgave, der tages op på nationalt niveau, fortæller John Meinert Jacobsen, direktør for den nystartede organisation Demokrativærnet. 

Målet er blandt andet at samle erfaringer, udvikle fælles metoder og gøre borgerinddragelse til en mere langsigtet del af kommunernes demokratiske arbejde, blandt andet med en certificeringsordning. 

- Kommunerne gør allerede et stort stykke arbejde, men de kan ikke løse denne opgave selv. 

KL er med i projektet som etableringspartner, og John Meinert Jacobsen håber at kunne samle alle kommunerne under den fælles paraply, hvor man skal systematisere indsatser og erfaringerne med borgerinddragelse. 

- Jeg er sikker på, at de gode løsninger allerede er i brug derude. Men med en fælles metodik og erfaringsgrundlag, vil vi bedre kunne vide, hvad der virker og sprede de gode tiltag og indsatser til andre kommuner, siger John Meinert Jacobsen.  

Der har gennem årene været igangsat en lang række indsatser og initiativer til at øge valgdeltagelsen blandt politisk marginaliserede grupper, ligesom kommunerne og civilsamfundet gør meget for at bygge bro til de borgere, der oplever, at de er langt fra systemet. 

- I mange kommuner har man det iboende, at man gerne vil gøre brug af borgerinddragelse, men de går ofte til opgaven uden et fælles rammesæt, der kan medvirke til at udvikle, styrke og forstærke intentionen, fortæller John Meinert Jacobsen. 

Her er der ikke noget quick-fix, understreger han, men det er netop en pointe i sig selv. 

- Mange demokrati- og borgerinddragelsesprojekter er fondsfinansieret, og de gode intentioner løber ud i sandet, når fondsansøgningen udløber. Det er derfor nødvendigt, at det ikke bare er midlertidige, men integrerede og langsigtede indsatser, siger han og fortsætter:

Demokrativærnet er dog ikke kun en kommunal rammesætning, fortæller John Meinert Jacobsen, det skal være en ramme, hvor mange organisationer går sammen om også at styrke den demokratiske infrastruktur.  

- Præmissen er samarbejde lokalt og nationalt, med henblik på sammen at styrke, forstærke og udvikle demokratiet. Det handler derfor både om at styrke løsninger lokalt, men også at vi arbejder opad for at tydeliggøre vigtigheden i at vi skal værne om demokratiet og civilsamfundets rolle heri.