Kulturminister Jacob Engel-Schmidt har på kort tid sat et markant aftryk på kulturområdet. Først og fremmest med museumsreformen, men også med en scenekunstreform, som næsten nåede i mål. Begge områder har længe haft behov for forandring – og reformer på netop disse felter er både nødvendige og notorisk vanskelige. Tilskudssystemerne er komplekse, og risikoen for at gøre mere skade end gavn er reel.

Det gør det desto mere bemærkelsesværdigt, at reformerne er gennemført med relativt begrænsede midler – 60-75 millioner kroner. Det er mange penge, men langt fra nok til at skabe grundlæggende forandring alene gennem nye bevillinger. Til gengæld åbner reformer for noget andet: prioriteringer, omorganiseringer og bedre anvendelse af de eksisterende ressourcer. Klogt brugt kan få midler række langt.

Netop her opstår min bekymring – særligt i forhold til scenekunsten. For hvem er det egentlig, man har lyttet til? I praksis primært de etablerede aktører og deres interesseorganisationer. De professionelle miljøer uden for denne kreds har i bedste fald været indirekte repræsenteret – ofte af personer med flere kasketter og åbenlyse dobbeltroller. Det er svært at se, hvordan det sikrer et retvisende billede af den mangfoldighed, som kulturlivet rummer, og som både borgere og kommuner har en klar interesse i bliver tænkt ind.

Samtidig er der gennemført betydelige nedskæringer i Slots- og Kulturstyrelsen. Dermed risikerer man at miste vigtig viden og faglighed i et tempo, der bør give anledning til bekymring. Parallelt er Kulturens Analyseinstitut blevet etableret og er allerede godt i gang med at kortlægge kulturlivet, ligesom Applaus leverer stadig mere viden om publikum. Det er positivt. Men begge instanser er så tæt forbundet med branchen, at det er vanskeligt at forestille sig, at de for alvor udfordrer de eksisterende strukturer.

Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad nu hvis den rigtige løsning er en reel omfordeling af midlerne til scenekunst? At nogle af dem, der har meget, får mindre – og at dem med mindre får mere? I England erkendte man for år tilbage, at innovationen ikke primært opstod i London, men i høj grad uden for de etablerede centre. Det førte til en omfordeling, som gjorde ondt i hovedstaden, men styrkede kulturlivet i resten af landet.

Danmark er ikke England. Men det er tankevækkende, at de eksisterende interesser fylder så meget i reformarbejdet. Og at man ikke har haft modet – eller tålmodigheden – til først at skabe et fuldt overblik over hele kulturområdet. Risikoen er, at vi ender med mere af det samme. At vi på længere sigt skaber nye ubalancer, frem for bedre vilkår for kunstnerne – og dermed også bedre kunstoplevelser for borgerne.