I skrivende stund forhandler Folketingets partier om at danne en ny regering. Det er endnu uvist, hvordan den kommer til at se ud - eller hvilket grundlag, den skal arbejde på.

Men lur mig, om ikke om ikke et af de centrale spørgsmål bliver at sikre tilstrækkeligt med hænder til at løfte behovene på arbejdsmarkedet.

Fra Djøf skal der lyde en klar opfordring: Hvis en ny regering vil løse manglen på arbejdskraft, skal den starte et andet sted, end den plejer. I stedet for primært at fokusere på pensionsalder, bør den sætte ind på at sikre, at langt flere reelt kan arbejde frem til pensionsalderen. For faktum er, at langt under halvdelen af danskerne er i job, når de kan modtage folkepension. Derfor bør en kommende regering arbejde for at forebygge sygdom – og ikke mindst arbejdsbetinget stress.

For vi står midt i en udvikling, som bør få alle alarmklokker til at ringe. Fremskrivninger peger på, at op mod 40 pct. af danskerne kan være ramt af stress i 2036, hvis udviklingen fortsætter. Allerede i dag ligger niveauet historisk højt.

Det er ikke kun et personligt problem. Det er et samfundsproblem. Og det er et problem for både den offentlige og private del af arbejdsmarkedets evne til at skabe resultater.

Når næsten hver tredje dansker oplever et højt stressniveau, mister vi arbejdskraft. Vi mister erfaring. Og vi mister produktivitet. Samtidig betaler virksomhederne og samfundet en høj pris i form af sygefravær og tabt arbejdsevne.

Alligevel fylder forebyggelse af sygdom alt for lidt i den politiske debat om arbejdsudbud.

Det er en fejl.

For hvis vi vil have flere til at arbejde, skal vi også sikre, at færre bliver syge af at gå på arbejde – eller aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Brug for politisk handling

Arbejdspladserne har forstået alvoren. De investerer i trivsel, ledelse og sundhedsordninger som aldrig før. Mange steder arbejder man målrettet med kultur, åbenhed og tidlig indsats.

Men tallene bevæger sig stadig i den forkerte retning.

Det fortæller os én ting: Det her kan arbejdsmarkedet ikke løse alene.

Der er brug for politisk handling.

En ny regering bør derfor gøre forebyggelse af stress og mistrivsel til et centralt tema – ikke kun i sundhedspolitikken, men på tværs af hele den økonomiske politik.

For det første skal det være lettere at få hjælp i tide.

I dag venter alt for mange for længe på psykologhjælp. Eller også falder de uden for de eksisterende ordninger. Det betyder, at problemer vokser sig større og mere komplekse, før nogen griber ind.

Tidlig hjælp er ikke kun bedre for den enkelte. Det er også langt billigere for samfundet.

For det andet skal vi tage unges mistrivsel langt mere alvorligt.

Når mere end halvdelen af unge kvinder mellem 16 og 24 år har et højt stressniveau, er det ikke bare et ungdomsproblem. Det er et varsel om et arbejdsmarked, hvor mange starter deres arbejdsliv med en sårbarhed.

Det risikerer at følge dem resten af livet – med flere sygemeldinger og løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.

For det tredje skal vi tænke forebyggelse ind i hele den måde, vi indretter samfundet på.

Arbejdsliv, uddannelse, sundhed og socialpolitik hænger tæt sammen. Krav og forventninger i arbejdslivet påvirker trivsel. Det samme gør usikkerhed i uddannelsessystemet og manglende adgang til hjælp.

Hvis vi vil knække kurven, skal vi turde arbejde på tværs.

Vi ved faktisk, hvad der virker.

Vi ved, at tidlig indsats kan reducere risikoen for langtidssygemeldinger. Vi ved, at adgang til rådgivning og behandling gør en forskel. Og vi ved, at gode arbejdskulturer, hvor man taler åbent om trivsel, kan forebygge, at problemer vokser sig store.

Alligevel handler vi ikke hurtigt nok.

Konsekvenserne er til at tage og føle på.

Hvert år koster stressrelateret fravær virksomhederne milliarder. Tusindvis mister deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Og alt for mange oplever, at deres arbejdsliv bliver kortere og mere ustabilt, end det behøver at være.

Det er en udvikling, vi ikke har råd til.

Hverken menneskeligt eller økonomisk.

Derfor bør en ny regering sætte en klar retning: Forebyggelse skal være en investering i arbejdsstyrken.

For når vi investerer i, at mennesker kan holde til et langt arbejdsliv, styrker vi både den enkelte, virksomhederne og samfundsøkonomien.

Hvis vi mener alvorligt, at vi vil øge arbejdsudbuddet, er det ikke nok at tale om flere arbejdstimer og højere tilbagetrækningsalder.

Vi skal også tale om, hvordan vi sikrer, at mennesker kan være i det arbejde.

Det er den dagsorden, en ny regering bør tage på sig.