Kommunale interesser er for længe blevet klemt. Indenrigsministeriet er blevet udvandet og en slags underleverandør til andre ministerier. 

I et debatindlæg i Jyllands-Posten argumenterer formand og næstformand i KL Peter Rahbæk Juel (S) og Martin Damm (V) for, at en kommende regering nedsætter et egentlig kommune-ministerium. 

Ifølge de to borgmestre er det kommunale Danmark over tid blevet reduceret til et “lidt teknisk område uden dagsordensættende pondus.” 

Og hvis det skal lykkes med den kommende udligningsreform, er det “afgørende med et stærkt ministerium i front - et kommune-ministerium," lyder det i debatindlægget.

I et interview med Kommunen.dk forklarer administrerende direktør i KL, Kristian Vendelbo, at det også handler om signalværdi:

- Den kommunale stemme i regeringsrummet er ikke tydelig nok. Vores oplevelse er, at området er blevet mere og mere klemt over en længere årrække. 

-  Når vi bruger ordet kommune-ministerium, er det, fordi det vil være et synligt signal til kommunerne om, at der er et stærkt ministerium på det kommunale område. Kommunerne skal kunne se, at der er et ministerium, som kender deres forhold, siger han.

Navnet er ikke det afgørende

Det afgørende er dog ikke, om det hedder Indenrigsministeriet- eller Kommuneministeriet. Det er ikke det, som skal skille KL og en kommende regering ad, siger Kristian Vendelbo.

Men der er brug for, at man ser på en mere ren organisering af indenrigsministeriet.

Kristian Vendelbo henviser til, at indenrigsministeriet i dag er smeltet sammen med sundhedsministeriet. Det er sket, fordi regeringen skulle levere en sundhedsreform. 

Det er ikke et særtilfælde. Historisk har indenrigsministeriet været lagt sammen med andre ressortområder. 

Er hovedpointen i indlægget, at indenrigsministeriet ikke skal have et påhæng?

- Nej, det kan det godt have. Hovedpointen er, at indenrigsministeriet ikke skal være en underleverandør til et sektorområde. Man har tidligere haft indenrigsområdet liggende sammen med økonomi, det kunne man gøre igen. Det er også en måde at få nogle økonomiske muskler ind i ministeriet på. 

- Det vi efterlyser er, at der både på den administrationspolitiske, den juridiske og den økonomiske dagsorden er nogle på Slotsholmen, som kender den kommunale virkelighed. 

Kristian Vendelbo mener, at det har manglet i en længere periode:

- Vi mener i hvert fald, at det kommunale område er forsvundet lidt for meget i betydning i Slotsholmsprocesserne. Det handler ikke kun om denne valgperiode. Det handler også om, at Finansministeriet er begyndt at fylde mere på dagsordenen. Det kan man diskutere, om de stadig gør. Men man har skubbet indenrigsministeriet lidt væk. 

Diagnosen passer

At den kommunale stemme er blevet hæs og utydelig, kan KL godt have ret i, mener politolog og professor emeritus ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen.

- Der er en pointe i det. Det kommunale selvstyre og decentraliseringen spiller ikke samme rolle i dag, som det gjorde tidligere, siger han.

Han henviser til, at Venstre og Socialdemokratiet på nationalt niveau førhen udgjorde et par stærke og markante “kommunepartier”, men at det kommunale selvstyre ikke længere fylder så meget i partierne på landsniveau.

Og det har konsekvenser.

- Det kommunale selvstyre har slet ikke samme prominente vægt som tidligere, siger han. 

Det fremgår også af den måde, indenrigsområdet er organiseret på. 

Før årtusindskiftet var Indenrigsministeriet primært et “kommuneministerium”, og sundhedsområdet en slags anneks. Nu er det omvendt. 

- Vi har lige nu et Indenrigs- og sundhedsministerium og en indenrigs- og sundhedsminister, der ikke først og fremmest tager sig af de kommunale selvstyreforhold, siger Jørgen Grønnegård Christensen og konstaterer, at det først og fremmest er et sundhedsministerium.

Han påpeger, at mens den statslige regulering af kommunernes virksomhed førhen blev varetaget i en form for partnerskab mellem indenrigsministeren og finansministeren, tilfalder opgaven i dag finansministeren og Finansministeriet.

- Den del, der har med det lokale selvstyre og det lokale demokrati at gøre, får ikke den store opmærksomhed på Christiansborg.

- Så på den måde er analysen (KL’s, red.) efter mine begreber faktisk ret sund, siger han og  konstaterer samtidig, at udsigten til forandring ikke er ret stor.

Perfekt løsning findes ikke

I debatindlægget argumenterer KL for, at et egentligt kommuneministerium ikke bare skal sikre den kommunale stemme. 

Den skal også være en “garant for, at der bliver lavet omfattende, saglige, valide og upåvirkelige analyser” i forarbejdet til udligningsreformen. 

Det er ifølge KL helt nødvendigt, hvis kommunerne og i sidste ende borgerne skal kunne bakke op om den kommende reform.

At en succesfuld justering af udligningssystemet skulle stå og falde med et stærkt kommune-ministerium, har Jørgen Grønnegård Christensen dog svært ved at følge. 

- Jeg er med på grunddiagnosen, men derefter står jeg lidt af.

Udligningen er på mange måder et nulsumsspil, hvor nogle kommuner skal betale til andre, konstaterer han, og der er ingen tvivl om, at det er en tung og svær problemstilling. 

Men om det er et indenrigs- og sundhedsministerium eller et kommune-ministerium, der har opgaven, ændrer ikke det store.

- Vi kan jo gå tilbage til sidst, der blev lavet om på udligningssystemet, hvor man så, hvor ekstremt besværligt det var. Det vil det være igen. Og det har nok ikke så forfærdeligt meget at gøre med, om man har et særskilt kommune-ministerium eller et indenrigsministerium, eller om opgaven ligger hos en indenrigs- og sundhedsminister, siger Jørgen Grønnegård Christensen. 

Lige nøjagtig når det kommer til udligningsspørgsmålet, er der ikke fælles fodslag mellem kommunerne, og det kan der aldrig nogensinde blive, fastslår han. 

Så når KL i sit debatindlæg argumenterer for, at et kommuneministerium kan være garant for, at en reform bliver gennemført på så objektive kriterier som muligt, er det måske mest et forsøg på at give bolden videre til Christiansborg.

- Det kunne være et forsøg på at flytte det problem, der grundlæggende er interessemodsætninger, op på et andet niveau med forestillingen om, at så vil alt løse sig i form af en teknisk perfekt løsning. Og det er altså ikke sandsynligt, at man får det. 

At man på den måde skulle kunne finde en elegant løsning, som tilfredsstiller alle parter, er han skeptisk over for. 

Urealistisk?

Ifølge Jørgen Grønnegård Christensen er idéen om et kommune-ministerium ikke realistisk. Det ville nemlig indebære, at partierne vægtede forholdet mellem det centrale, nationale niveau og det lokale niveau anderledes, og det ser han ikke nogen tegn på villighed til. 

Derfor er han heller ikke meget for at spekulere i, hvordan et sådant ministeirum meningsfuldt kunne se ud. 

Han vil dog gå så langt som at sige, at hvis et kommune-ministerium for alvor skulle have mere magt, så skulle det overtage rollen fra et andet tungt ministerium:

- Så skulle ansvaret for økonomiforhandlingerne vrides løs fra Finansministeriet og placeres hos kommune-ministeriet. Men det er ganske utænkeligt, fordi det er så central en del af enhver regerings økonomiske politik og udgiftspolitikken i almindelighed. 

Kristian Vendelbo understreger, at det handler om mere end bare organisering. Det handler om pondus.

- Det (debatindlægget, red.) er jo tænkt som en opbakning til indenrigsministeriet. Vi vil gerne se dem fylde endnu mere. Alle de sektorministerier, vi har, er jo skilt ud af indenrigsministeriet over tid. 

Er der sket en udvanding af indenrigsministeriet?

- Det kan du sige. I takt med at Finansministeriet også har overtaget økonomiforhandlingerne, fylder det mindre. Problemet er bare, at det, indenrigsministeriet kan, er at kende kommunaløkonomien, juraen og administrationsdagsordenen. Det er hele deres raison d'etre. 

Og det er der ifølge ham særligt brug for i den kommende tid med arbejdet med en udligningsreform:

- Udligningen bliver en kæmpestor politisk diskussion. Det er et af periodens store projekter. Det er et faktum.