Endnu en gang ser vi et stort offentligt byggeri skride i både tid og økonomi. Denne gang gælder det Nyt Hospital Nordsjælland, hvor prisen endnu en gang er vokset markant, og hvor regningen nu ser ud til at overstige ti milliarder kroner. Det er svært at kalde det overraskende. Desværre er det snarere blevet et velkendt mønster, når det kommer til offentlige byggerier.

Vi har nemlig set det samme forløb alt for mange gange: Et stort projekt bliver præsenteret med en acceptabel økonomisk ramme. Politikerne bliver bedt om at godkende det, og borgerne får et fejlagtigt indtryk af, at der er styr på tingene. Men når først beslutningen er truffet, og byggeriet er sat i gang, begynder regningen at vokse. Først lidt. Så meget. Og til sidst så voldsomt, at ingen længere kan forklare, hvordan man kunne tage så fejl fra begyndelsen.

Det alvorlige er ikke kun, at det bliver dyrere. Det alvorlige er, at det sker så ofte, at man med rette kan spørge, om der er tale om mere end blot uheldige fejlskøn. Når budgetter igen og igen viser sig at være alt for lave, melder mistanken sig naturligt: Bliver projekterne gjort billigere på papiret, end de realistisk er, fordi det gør dem lettere at få vedtaget?

43 års forsinkelse og ekstraregning på 19 milliarder kroner

Mistanken kan man på ingen måde affeje let. Tværtimod er det en problemstilling, som også forskere har peget på: at store offentlige projekter kan blive præsenteret med for optimistiske budgetter og tidsplaner, fordi de ellers risikerer ikke at opnå politisk opbakning. 

Hvis det er tilfældet, er det dybt problematisk. For så har vi ikke bare et styringsproblem. Så har vi et tillidsproblem. I samme åndedrag kan man nævne Nyt Hospital Bispebjerg, som bliver 1,5 milliarder kroner dyrere og én etage lavere. En ren skandale, som ikke står alene. Det skønnes, at ombygninger eller nybyggerier af 16 sygehuse i årene mellem 2007-2025 samlet har haft merudgifter på 19 milliarder kroner og en forsinkelse på 43 år.   

Men borgerne må kunne forvente, at når politikere bliver bedt om at tage stilling til milliardprojekter, så sker det på et realistisk grundlag. Ikke på baggrund af glansbilleder, ønsketænkning eller skønnede beløb, som man inderst inde godt ved ikke holder. Offentlige midler er ikke Matador-penge. Hver eneste ekstra milliard, der må findes til et løbsk byggeri, er en milliard, der ikke kan bruges på ældrepleje, sundhed, skoler eller den borgernære velfærd.

Forsvarerne vil naturligvis sige, at store hospitalsbyggerier er komplicerede. Og ja, det er de. Men netop derfor burde kravene til økonomisk realisme, risikostyring og ledelsesansvar være endnu større. Kompleksitet kan forklare noget. Den kan ikke undskylde alt.

Et kulturopgør er nødvendigt

Problemet er, at ansvaret alt for ofte fortoner sig. Regningen vokser, tidsplanen skrider, og nye “styrende budgetter” lægges frem, mens de ansvarlige taler om usikkerhed, proces og nødvendige justeringer. Men for borgerne ser det jo ud, som det er: at man igen bliver bedt om at betale for noget, der fra begyndelsen ikke blev fremlagt på et realistisk grundlag.

Vi bør derfor insistere på en langt mere nøgtern tilgang til store offentlige anlægsprojekter. Budgetter skal være realistiske, også selv om det gør projekterne mindre politisk appetitlige. Risici skal lægges åbent frem. Og hvis væsentlige oplysninger tilbageholdes eller gøres hemmelige i et omfang, der gør reel offentlig kontrol vanskelig, svækkes tilliden yderligere.

Der er brug for et opgør med den kultur, hvor man tilsyneladende først får projekter godkendt og derefter sender ekstraregningen videre. Det er ikke ordentlig økonomistyring. Og det er ikke respekt for borgernes penge. I sidste ende går det ud over den sundhedsmæssige behandling, som vi gerne vil tilbyde borgerne.

Når store offentlige byggerier igen og igen bliver underbudgetteret, skal vi derfor turde stille det ubehagelige spørgsmål: Er det inkompetence — eller er det blevet en uacceptabel rutine?

Uanset svaret er konsekvensen den samme. Borgerne betaler penge, som burde være gået til velfærd, og tilliden til systemet lider endnu et knæk.