AI overtager de daglige processer mere og mere, og hjælper os med alt det, som vi gerne vil slippe for at lave, men hvad sker der med dannelsen, når vi tænder for autopiloten, slår hjernen fra og lader software overtage vores behov for at tænke, overveje, søge information og analysere nuancerne?

Algoritmer sorterer vores information, i takt med at AI og software i stigende grad overtager opgaver. Det er et fremskridt, for vi slipper for det trivielle og det besværlige, men midt i effektiviteten melder der sig et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad sker der med mennesket, når vi ikke længere behøver at tænke selv?

Udfordringen er ikke ny, for historiebøgerne er fulde af epoker, hvor ny teknologi har lettet vores arbejde. Forskellen i dag er, at det ikke blot er arbejdet, der lettes, men i større grad også selve tænkningen og de kreative processer, der bliver overflødiggjort.

Svar og løsninger behøver ikke længere være noget, vi arbejder os frem til. De leveres øjeblikkeligt, uden modstand og uden fordybelse, men det er netop her, læringen opstår.

For det er i det krævende og det uafklarede, at dømmekraft og erkendelse formes, og når vi springer denne proces over, sparer vi selvfølgelig tid, men vi risikerer også at miste evnen til at forstå.

Vi må ikke miste dømmekraften

Derfor bliver kulturel dannelse endnu mere afgørende. Ikke som et levn fra en anden tid, men som en nødvendig medspiller. For dannelse handler ikke bare om klassisk viden, men også om at blive et menneske, der kan skelne mellem sandt og falsk, og som forstår, at indsigt ikke kan adskilles fra anstrengelse.

For hvad sker der reelt med dømmekraften, hvis vi vænner os til, at noget allerede har tænkt for os? Hvad sker der med uenigheden, når vores digitale omgivelser er designet til at gøre livet lettere, og mindre komplekst? Og hvad sker der med den kulturelle samtale, hvis vi overlader analysen og refleksionerne til software, i stedet for selv at være en aktiv del af den?

Erkendelse står centralt i den danske åndstradition og Grundtvig insisterede på, at mennesket ikke formes gennem færdige svar, men gennem levende vekselvirkning, samtaler og egen tilegnelse. Oplysning var ikke noget, man modtog, det var noget, man deltog i.

Det perspektiv bliver særligt aktuelt i en tid, hvor vi risikerer at styrke noget, man også under Grundtvig frygtede: at de højeste og mest skingre stemmer, de skarpeste vinkler og de mest forsimplede budskaber får størst gennemslag. For når dannelsen svækkes, og refleksionen erstattes af hurtige svar, bliver det lettere at mobilisere mange gennem det umiddelbare frem for reflekterende.

Det er her, misinformation og fake news får stærkere grobund. Ikke kun fordi det findes, men fordi modtageren i stigende grad er blevet vænnet af med at stille spørgsmål og være kildekritisk og derved får sværere ved at gennemskue forenklinger. For når vi sætter tænkningen på autopilot, overlader vi ikke bare arbejdet til maskiner, vi gør os selv mere modtagelige for populisme og for dem, der råber højest.

Det er ikke teknologien, der er problemet, den er en gave, men det er en illusion at tro, at den kommer uden konsekvenser. Den former vores vaner, vores opmærksomhed og vores måde at være til på. Et samfund, der overlader tænkningen til systemer og strømninger, risikerer ikke blot at miste dybde, men også at miste sin retning.

Derfor er opgaven også at udvikle mennesket. Det kræver institutioner, der ikke bare bøjer sig for hastigheden. Det kræver traditioner, der insisterer på fordybelse, og at vi selv tager ansvar for at tænke, også når det er besværligt. Det forudsætter tid og investering i kulturel dannelse, for hvis vi ukritisk overlader tænkningen til maskinerne, mister vi ikke bare en evne, vi mister vores rolle som deltagere i vores egen kultur.