Når krisen kradser bliver mundkurven strammere

Ansatte i kommunerne er bange for at udtale sig kritisk i offentligheden. De frygter sanktioner fra deres ledere. De faglige organisationer vil have bedre beskyttelse i lovgivningen.

tema: ytringsfrihed

Af Carsten Terp Beck Nilsson | [email protected]

Da en embedsmand fra København i oktober gik til pressen med sin viden om aktivering af kommunens ledige, blev han medlem af en lille, eksklusiv klub af whistle­blowere. 

Mange ansatte i kommunerne tier i stedet for at turde, når de har kendskab til lovbrud og uregelmæssigheder. I oktober sidste år  svarede lidt over halvdelen  af de 1.720 deltagere i en undersøgelse fra fagforbundet FOA, at de inden for de to seneste år havde oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen. I 243 tilfælde gjaldt det forhold af interesse for offentligheden. Alligevel gik kun seks til pressen. 

Og det lave tal kan ikke forklares alene med en naturlig trang til at forsøge at løse problemerne internt. En mindst lige så væsentlig årsag er, at de ansatte frygter for repressalier, hvis de åbner munden. Således viser undersøgelsen, at to tredjedele af deltagerne tror, det vil have negative konsekvenser for dem selv, hvis de udtaler sig kritisk om deres arbejdsplads i offentligheden. 

”Der er to slags konsekvenser – de formelle og de uformelle. Den første slags kan være ansættelsesretlige sanktioner, mens de uformelle kan være frygt for den gode stemning, forholdet til ledelsen eller kollegerne, muligheder for avancement, løn eller efteruddannelse. I det hele taget frygten for, at man bliver lidt dårligere stillet,” siger formanden for FOA, Dennis Kristensen. 

Frygtede for sit job

Det var frygten for at miste sit job og ikke kunne få et nyt, der rumsterede i hovedet på Allan Dybro forrige sommer. 

Siden nytår havde han været ansat som socialrådgiver på en institution for belastede unge ved Odense. Og i sin ansættelse oplevede han forhold, han på ingen måde kunne stå inde for.  Stærke unge kuede de svage. Psykisk belastede, selvskadende 14-årige piger blev brugt som seksualobjekter af krænkende drenge. Forhold, mellemlederne nærmest gjorde grin med. 

Allan Dybro gjorde igen og igen opmærksom på problemerne – både i institutionens dagbog og i mails til forstanderen. Men til hans store frustration skete der intet. Tværtimod oplevede han, hvordan mellemlederne på personalemøder kyste de ansatte.

”De blev jo udstillet som de værste idioter, hvis de formastede sig til at sætte sig op imod det, der foregik,” siger han. 

Henimod sommeren fødtes tanken om at blæse hårdt i fløjten. Men med den fulgte også bekymringen for konsekvenserne.  

”Jeg havde jo en lille familie, jeg skulle sørge for. Vi havde købt hus et par år tidligere, så der skulle jo penge hjem hver eneste måned. Og så fik jeg at vide, at hvis jeg stod frem med sådan noget, ville det betyde, at jeg aldrig fik job inden for branchen igen,” siger Allan Dybro. 

To drenge fik tæsk

I september tog Allan Dybro affære.

”Der var to drenge, som fik tæsk. De, der gjorde det, blev senere dømt efter den grove voldsparagraf. Men de to drenge skulle stå op næste morgen med de voldsforbrydere, der havde tævet dem dagen i forvejen – uden at nogen gjorde noget,” fortæller Allan Dybro. 

Han kontaktede en bekendt i Servicestyrelsen, som straks tog telefonen og ringede til Odense Kommune. Samme eftermiddag kom kommunen på ekstraordinært tilsyn og bekræftede Allan Dybros udsagn.  Kort efter gik han tv og gentog sin kritik af forholdene, for – som han siger – at præcisere, at Odense Kommune ikke var banditten, men at det var institutionen, der havde svigtet. 

Og midt i september stod han uden arbejde. 

”Situationen på institutionen var uholdbar. Så vi lavede en overenskomst om, at jeg ikke skulle komme mere, men blev fritstillet og fik løn i oktober med,” siger Allan Dybro.  

Solen skal skinne

Allan Dybros oplevelse står ikke alene. I undersøgelsen fra FOA fortæller 83 deltagere, at de har oplevet negative konsekvenser af at bringe deres viden frem. Syv har fået en advarsel, mens syv andre er blevet afskediget. Ingen af disse har kontaktet pressen, men udelukkende rejst kritik på de indre linjer. 

Og tendensen bekræftes af Mads Bilstrup. Indtil nytår var han fællestillidsmand for socialrådgiverne i Aarhus Kommune. Nu er han formand for Dansk Socialrådgiverforenings Region Nord, der dækker Nord- og Midtjylland. 

Han er selv blevet kaldt til kammeratlig samtale for at have været for åbenmundet og hører jævnligt fra kolleger, der oplever at blive kaldt til orden af deres ledere. 

”Mit ræsonnement er, at den lokale ledelse er bange for at vise den virkelighed, som de har ansvar for. I deres små kongeriger skal solen helst skinne hele tiden. Og det vil de gerne vise politikerne. Men når vi hele tiden refererer opad i det her system, fører det til, at man prøver at lægge låg på den utilfredshed og de ytringer, der kommer fra medarbejderne,” siger Mads Bilstrup. 

Han mener, at den stramme økonomi i kommunerne gør det stadig mere vanskeligt at få virkeligheden til at sende sammen med de lovsikrede rettigheder, borgerne har. Det fører flere sager med sig, men pres fra ledelsen bremser de ansatte i at bringe dem til offentlighedens kendskab.

Det ræsonnement bakker formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, op om.

”Det er en hård tid med nulvækst og nedskæringer. Og så er det ikke særlig rart for kommunale chefer, at deres ansatte ytrer sig negativt, men de har jo ret til det. De har sådan set også en meddelepligt, når de oplever, noget bliver uforsvarligt. Og det kan jo sagtens ske, når man sparer på velfærdsydelser,”  siger hun. 

Mundkurv på vagthunde

Siden januar 2000 har Folketingets Ombudsmand behandlet 90 sager om offentligt ansattes ytringsfrihed. 57 af sagerne, altså knap to tredjedele, omhandler kommunalt ansatte. Igen og igen har ombudsmanden slået fast, at de ansatte har ret til som privatpersoner at blande sig i den offentlige debat. 

Men FOA’s undersøgelse og lignende fra FTF viser en stigende tilbageholdenhed hos de ansatte. 

”Tidligere har det været muligt at ytre sig om eksempelvis besparelser i kommunerne. Og det er det ikke længere. Folk oplever, at de får mundkurv på og bliver kaldt til kammeratlig samtale,” siger Bente Sorgenfrey. Hun er bekymret over udviklingen. 

”De offentligt ansatte opfatter sig selv som vagthunde. Og det er vigtigt, at de bruger deres faglighed og ytrer sig, så borgerne kan se, hvad der sker med de velfærdsydelser, vi har,” siger hun. 

Vend bevisbyrden

Hos KOMDIR understreger kommunaldirektørernes formand, Jens Chr. Birch, at de ansatte har en ”meget udvidet ytringsfrihed,” og den skal de turde at bruge, mener han. 

”Vores erfaring er, at der ikke sker noget ved at have en åben kultur. Det kan godt være, man får en lidt mere heftig debat. Men i det samlede forløb kan vi se, at det bliver en bedre debat,” siger han. 

Jens Chr. Birch oplever ikke, at medarbejderne er presset på ytringsfriheden, men hvis de er, er det oplagt at tage en debat om det i samarbejdsudvalgene, mener han. 

Det rækker imidlertid ikke til at tilfredsstille de faglige organisationer. Både FTF og FOA mener, de ansattes rettigheder skal sikres bedre i lovgivningen. 

”Vi mener, at i sager, hvor ansatte har været ude og ytre sig, bør man tænke, som når man laver lovgivning, der beskytter gravide,” siger formanden for FOA, Dennis Kristensen:

”Bevisbyrden bør vendes om, så det ikke er den ansatte, der skal dokumentere, at der ikke er sagligt for en sanktion. Det skal være arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at man kan afskedige, og at det ikke har nogen sammenhæng med, at den ansatte for nylig har ytret sig i offentligheden. For gravide har den beskyttelse betydet, at antallet af opsigelser er faldet markant.”

 

Kommunikation

Organisation & ledelse

Tilmeld dig nyhedsbrevet