Kan kommunaldirektørerne ikke enes med politikerne eller leve op til deres målsætning, ryger de ud af vagten - sådan har det altid været. Men det seneste års tid har vi set afskedigelser af kommunaldirektører, der ellers har holdt vagten ganske længe (læs side 12). De politiske krav ser ud til at ændre sig hastigt sammen med organisationsformen og måske hele forståelsen af, hvad en kommune er, og hvad den skal kunne.

I takt med, at velfærdsopgaverne bliver mere komplekse og sværere at finansiere, stiger behovet for at tænke systemet forfra. Derfor er mange kommuner i gang med at udvikle mere samskabelse og medborgerskab - borgerne skal ikke længere ses som kunder i den kommunale servicebutik; de skal være med til selv at skabe og tage ansvar for servicen. Skal der anlægges en skaterbane, skal de lokale skatere fortælle, hvordan sådan en bedst tager sig ud. Skal der oprettes et nyt støttecenter, åbner kommunen et tomt rum og inviterer brugere og pårørende til at fortælle, hvordan det skal indrettes og bruges. Og så er der organiseringen af al den frivillige arbejdskraft, som i stadig stigende grad bliver tænkt sammen med, hvordan en velfærdsopgave kan løftes.

Kommunerne har udviklet sig fra at være myndigheder, der så borgerne som klienter, til at blive serviceleverandører, der så borgerne som kunder, til nu at blive facilitatorer, der ser borgerne som medborgere med et medansvar for fællesskabet. Og det stiller selvsagt nye krav til den kommunale forvaltning.

Den ledelsesopgave, der går på at lede udadtil, bliver kraftigt efterspurgt, fortæller formand for Kommunaldirektørforeningen Henrik Kolind i denne udgave af Kommunen. Som kommunal topchef skal dit fokus nu række  langt udover den klassiske forvaltning og politikrådgivning. Du skal også kunne bringe lokalsamfundet bestående af organisationer, private virksomheder og indbyggere som helhed et nyt sted hen - derhen, hvor det politisk ønskes. Det stiller store krav til administrationen, specielt når man tænker på, at hr. og fru Jensen måske fortsat tænker sig selv som kunder eller ligefrem klienter i det kommunale system.

Nyt benchmark

Mens debatten på Christiansborg de sidste mange år har handlet om, hvorvidt der er råd til fremtidig velfærd, er velfærden i sig selv nu nået dertil, hvor det er nødvendigt med civilsamfundets bidrag for at få bedre kvalitet. Derfor vil fremtidens kommunale benchmark måske også i højere grad skulle handle om, hvor god man er til at inddrage og engagere sine borgere lokalt, fremfor, hvor effektivt man bruger ressourcer tildelt oppefra. Der bliver måske mere brug for en community chief end en klassisk kommunal forvalter.

Den store tilstrømning af flygtninge er i den grad en opgave, der kommer til at kræve stærkt lokalt engagement, og flere steder er kommuner allerede i gang med at høste positive resultater af, at civilsamfundet bidrager aktivt med frivilligt arbejde eller ved at åbne deres hjem for udefrakommende. Medborgerskabet er en uvurderlig økonomisk ressource for kommunerne, men det kræver også en høj grad af deltagelse for, at det kan lykkes.

Kan alle deltage?

På KL’s topmøde i marts blev det diskuteret, hvordan man kan sikre sig, at indvandrerkvinder bliver bedre integreret og ikke bliver hjemmegående, når deres mænd får sig et job, der kan forsørge hele familien. Her blev et decideret påbud om medborgerskab bragt på banen - et forslag, man ikke ligefrem har hørt blive diskuteret, når det handler om hjemmegående etnisk danske kvinder. Men forslaget viser meget godt tankegangen om, hvordan man nu tænker ret og pligt ind i vores velfærdsudfordringer. Spørgsmålet er så, om det vil kræve mere aktiv deltagelse at blive forsørget fremover - og hvor det stiller dem, der ikke er i stand til at deltage og tage vare på sig selv, for eksempel dem, der er så dårligt kørende, at de bliver udskrevet fra hospitalet direkte til et liv på gaden.

– Redaktionen