Med deres borgerforslag har protestbevægelsen #enmillionstemmer formået at råbe Folketinget op om de kæmpemæssige udfordringer, der er på handicapområdet. Det er noget, jeg selv har forsøgt i mange år med adskillige forslag fremsat i Folketingssalen, alle med inspiration fra borgernes udfordringer og fra interessenter på området.

Automatisk genbevilling

Vi har blandt andet foreslået en retssikkerhedsfond med opsættende virkning, så borgere ikke får frataget hjælpen, når funktionsevnen ikke er forbedret. Vi har foreslået at indføre en ret for borgere med handicap til en enkel og hurtig sagsbehandling, når det gælder genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler i sager, hvor borgernes funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret siden det oprindelige bevillingstidspunkt. Den enkle og hurtige sagsbehandling skal sikres gennem brugen af tro- og love-erklæringer, som borgeren underskriver.

Dermed står borgeren inde for, at vedkommendes funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret. Det vil medføre ressourcebesparelser for kommunen og sikre borgerne en hurtig og enkel sagsbehandling, men det vil også betyde, at borgeren ikke  længere skal føle utryghed og nervøsitet i måneder eller år, imens sagen behandles. Sidst men ikke mindst vil det være med til at styrke tilliden mellem borger og kommune, hvilket vi har hårdt brug for. Mistilliden, som gennemsyrer området, er en af de helt store udfordringer, vi ser i dag. Borgerne stoler ikke på kommunen, og kommunen stoler ikke på borgerne. Det fører til klager, til overvågning og til konflikt. Og det skal vi have vendt om. 

I Dansk Folkeparti ser vi borgerforslaget som et opråb til politikerne om, at nu skal der altså handles. Og jeg er helt enig. Retssikkerheden på handicapområdet skal sikres, og ministeren må derfor indkalde til forhandlinger inden sommerferien, for der skal lægges en plan for et paradigmeskifte på handicapområdet. Det skal ske nu. 

Flere føler sig stavnsbundet

I forhold til diskussionen om hvor handicapområdet skal ligge, forstår jeg ønsket til fulde, for hvis man som borger oplever fejl og svigt fra kommunal side, så er det naturligt, at man ønsker noget andet. 

For mig er det ikke vigtigt, hvor handicapområdet ligger. Det, der er vigtigt, er, at man får den rigtige hjælp og støtte i første hug, og her kan vi jo desværre konstatere, at man ved det nuværende system ofte skal klage flere gange for at få den rigtige hjælp. Der er massive fejl i sagsbehandlingen, og hjælpen, man får, afhænger af hvilken kommune man bor i. Flere føler sig derfor stavnsbundet og tør ikke flytte, da de ikke kan vide sig sikre på, at hjælpen følger med. VFordelt ud over landkortet kunne vi lave specialiserede enheder, der skal have de rigtige faglige kompetencer og den rigtige viden. Finansieringen kunne være med bidrag fra stat, kommune og regioner.