Få styr på tidshorisont, form og formål – og skab en vision, der holder
Få styr på tidshorisont, form og formål – og skab en vision, der holder

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Alle kommunalpolitikere kender valgnattens øjeblik. Klokken nærmer sig midnat og stemningen på rådhuset er elektrisk. De nye byrådsmedlemmer hilser på hinanden, mens de første interviews til lokalpressen ruller.
Men så snart kameraerne er slukket, venter den måske vigtigste – men mest undervurderede – opgave i kommunalpolitik. At skabe en fælles vision, der kan holde langt ud over valgperioden.
At formulere en vision er en unik chance for at sætte en retning for kommunen de kommende år. En god vision kan samle politikere, ledere og borgere om et tydeligt fremtidsbillede, der styrer de næste mange års prioriteringer.
Alligevel ser jeg alt for ofte, at visionsarbejdet kuldsejler – ikke på grund af manglende vilje, men fordi processen er fuld af snubletråde.
Her er de tre typiske faldgruber jeg møder i praksis – og mine råd til at undvige dem.
Faldgrube 1: Uklarhed om visionens tidshorisont
Hvis I ikke har en fælles forståelse af, hvor langt ud i fremtiden I kigger, når I skal få inputs til visionen, vil I få et mudret billede: Nogle vil kigge et år ud i fremtiden – andre et årti.
Derfor må I lægge jer fast på visionens tidshorisont. Visionslitteraturen anbefaler et perspektiv på tre til ti år. I kommunale visionsprocesser bør man naturligvis følge valgårene: Fire, otte eller tolv år.
Her må I overveje om visionen bør række en, to eller tre valgperioder ud i fremtiden.
Ulempen ved en vision med en kort tidshorisont på fire år, er at det er begrænset, hvor store drømme I kan have om, hvad I vil opnå. De problemer, der virkelig betyder noget, kan sjældent løses på fire år – og de store, lokale ”månelandingsprojekter” indfries heller ikke på så kort tid.
Det kalder derfor på en langsigtet vision, som I kan arbejde vedholdende med at indfri over en lang årrække.
Omvendt kan der være risiko for, at visionen ikke vil ”overleve” i tilfælde af markante ændringer i det politiske landskab ved næstkommende valg – og det kan tale for en vision med en kortere tidshorisont.
Overvej derfor: I hvilken grad tillader jeres politiske klima at sætte det lange lys på?
Faldgrube 2: Uklarhed om det ønskede produkt
Selv når tidshorisonten er afklaret, kan processen stadig køre af sporet, hvis der ikke er enighed om, hvilket produkt der skal komme ud af processen. Er målet ”bare” en kort visionssætning, eller er det et omfattende visionsdokument – eller noget derimellem?
I min optik handler det om at finde den gode mellemvej. Formulerer I kun en visionssætning på 10-20 ord, er det svært at bruge visionen som konkret afsæt for udvikling af politikker, handleplaner og strategier. Men det duer heller ikke, at I ender med en teksttung papirtiger blottet for prioritering, hvor I vil ”det hele”. For når alle retninger bliver lige gyldige, bliver den samlede vision ligegyldig.
Målet skal være at sætte en klar og tydelig retning for kommunen – ikke en bred og altomfavnende retning i pragmatismens og kompromisets fine navn. Sidstnævnte er ikke strategisk modenhed – det er beslutningsangst.
Min erfaring er, at I bør udarbejde et kortfattet visionsdokument med 3-4 udvalgte pejlemærker, som beskriver nogle prioriterede områder, hvor I vil stræbe efter at skabe resultater i fremtiden. Når pejlemærkerne er på plads, kan I formulere selve visionen på 10-20 ord, der kan fungere som ”paraplysætningen”, der indfanger, hvad visionsdokumentet samlet set peger på, at I vil lykkes med.
Overvej derfor: Hvordan får I skabt et klart og tydeligt billede af, hvilket produkt visionsprocessen skal føre med sig?
Faldgrube 3: Uklarhed om visionens formål
Formulerer I en vision, fordi visionsprocessen er en rituel ceremoni og ”en vision skal vi jo have” - men hvor der er stiltiende konsensus om, at I ikke kigger på visionen de næste fire år?
Formulerer I den fordi I forsøger at skabe nogle fælles hensigtserklæringer om, hvad I vil stræbe efter de næstkommende år, men hvor I alle ved, at visionen ikke for alvor er forpligtende og let kan afviges, når der skal foretages svære afvejninger?
Eller formulerer I en vision, fordi I ønsker en bindende pagt, der kan fungere som politisk styringsværktøj, der sætter retning for, hvad I skal lykkes med?
Hvis ikke formålet knytter sig til sidstnævnte, er visionsprocessen ligegyldig. Her har borgmesteren og kommunaldirektøren et særligt ansvar for at rammesætte formålet med visionsprocessen og give eksempler på, hvordan den endelige vision vil blive brugt.
Fortæl, hvordan den vil ligge til grund for, hvad I måler på. At den vil blive koblet til milepæle I vil fejre. At den bliver udgangspunktet for budgetprioriteringer. At den skal være afsættet for politikudvikling.
Det sikrer, at alle går seriøst og dedikeret til visionsprocessen – og øger de involveredes tro på, at processen ikke blot ender med et ”skuffedokument”, men at visionen bliver til virkelighed.
Overvej derfor: Hvordan kan I skabe tro på og opbakning til, at visionen virkelig bliver gennemsyrende for måden kommunen skal drives på de kommende år?
Valget efter valget
Når stemmerne er talt op efter kommunalvalget, er det næste store valg jeres eget: Vil I nøjes med at forvalte den næste budgetperiode – eller vil I tegne det næste årtis kurs? En vision er ikke pynt. Det er kommunens kontrakt med fremtiden.
Om få måneder ruller de nye byråd ind i byrådssalen. Første punkt på mange dagsordener bliver at finde kalenderdatoer. Mit forslag: Marker den allerførste med ordet vision – og sæt en fed streg under. Alt andet kan vente et par uger. For hvis I ikke beslutter, hvor I vil hen, er resten af kalenderen ligegyldig.
Et fælles fremtidsbillede er ikke en luksus – det er selve fundamentet for de beslutninger, der former jeres kommune de kommende år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.