En global nationalpopulistisk kæmpebølge skyller lige nu ind over demokratier og udfordrer dem på en anden måde, end vi har været vant til. 

Det rejser spørgsmål om, hvorvidt populisterne bidrager til en foryngelse eller en forråelse af demokratiet. 

Og fænomenet trives ikke kun på den anden side af Atlanten eller i lande som Tyrkiet, Italien, Ungarn, Storbritannien og Tyskland. 

- Vi kan se lokalt, at de populistiske partier i Danmark står til omkring 18 pct. af stemmerne, siger professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup, der er aktuel med bogen ‘Ustyrligt demokrati’. 

Ifølge ham er populismen en af tidens mest akutte udfordringer. 

Foryngelse eller forråelse

Hvem de danske populister er, vender vi tilbage til.

Indledningsvist slår Mikkel Thorup fast, at populisme for ham er et neutralt begreb, en kategori. 

Selvom populisme ofte beskrives som farlig eller endda totalitær, er den ikke i sig selv nogen trussel mod demokratiet, fortæller han. 

Faktisk kan den bringe energi ind i det demokratiske system, forynge det. Populisterne får nemlig flere grupper til at føle sig repræsenteret.

De giver en stemme til dem, som føler sig underkendt, marginaliseret og latterliggjort af det politiske system, og de sikrer, at flere emner kan diskuteres, ligesom de forandrer måden, man kan diskutere dem på. 

Mennesker, der måske aldrig før har følt sig hørt eller repræsenteret, oplever, at der er politikere, der taler deres sag. 

Pludselig kan de stemme sig til den forandring, de ønsker sig. 

Om man kan lide deres politik eller ej, bliver resultatet, at flere deltager i den offentlige debat, som demokratiet lever af. 

Populismens grundtræk, forklarer Mikkel Thorup, er at hævde, at der er et modsætningsforhold eller endda et fjendtligt forhold mellem befolkningen og eliten.

At adressere bekymringer eller rejse sager er ikke i sig selv populisme.

- Det er først, når misforholdet mellem elite og befolkning bliver den primære forklaringsmodel for problemets opståen, at vi har populisme, siger han.

Nationalpopulister slår sig op på at tale på vegne 'de almindelige mennesker' imod den kulturelle, intellektuelle elite i salonerne, som elsker det fremmedartede mere end det velkendte. (Arkivfoto.) Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Når populisme bliver farlig

Når Mikkel Thorup alligevel betegner den nationalpopulistiske bølge som en akut udfordring, er det, fordi den kan blive farlig. 

I hvert fald for demokratiet, som vi kender det.  

Han mener ikke, man behøver at frygte for demokratiets overlevelse som sådan, men der er  grund til bekymring for den type demokrati, vi har.  

For når populister begynder at tale om at omgøre og afvikle de institutioner, som traditionelt har hørt demokratier til, er der tale om forråelse af demokratiet snarere end foryngelse. 

Mens venstrepopulister typisk vender sig mod en økonomisk elite, er et væsentligt kendetegn ved nationalpopulismen, at den næsten udelukkende orienterer sig mod en kulturel, intellektuel elite – en form for overherredømme, der indgår i en akademisk-politisk-organisatorisk alliance.

Derfor har nationalpopulister det med at udfordre de institutioner og praksisser, som kendetegner vores demokratier, fortæller Mikkel Thorup.

I eksempelvis lande som Ungarn, Tyrkiet, Israel, Indien, Argentina og USA øjner han en vis utålmodighed over for det liberale repræsentative demokratis normer, procedurer og begrænsninger.

- Nationalpopulister vil bruge den magt, de har og ikke lade sig begrænse af konventioner, domstolsafprøvninger, og hvad de ellers ser som lænker på folkeviljen, siger han. 

Man kan sagtens udfordre det bestående, diskutere demokratiet og spørge, om vi har det demokrati, vi gerne vil have. Det er han selv tilhænger af. 

Men … 

Hvorvidt uafhængige domstole, et neutralt embedsværk, frie medier og uafhængige universiteter er en forudsætning for et levedygtigt demokrati, eller om de er udemokratiske og i modsætning til det “ægte, levede” demokrati, som nationalpopulister efterstræber, er han ikke i tvivl om.

- Min holdning er, at de institutioner er helt essentielle for, at demokratiet kan fungere. Derfor kan man se med bekymring på nogle af de tiltag, som nationalpopulister bringer til torvs, siger han.

Trives i krise

Populisme er en specifik form for krisediskurs, skriver Mikkel Thorup i sin bog.

I det hele taget er en krisesituation et godt sted for populister at agere, fordi de altid vil have mere handling – også mere end det politiske system har lyst til eller kan levere. 

Der siger populisterne, at ‘vi kan gøre, hvad vi vil’, fortæller Mikkel Thorup, og det giver dem en skarp kant.

Det kan betyde, at de retorisk må fremskrive en krise at handle på. Derfor er der også en tæt forbindelse mellem populismens retorik og kriseretorik. 

Faktisk kan man dårligt forestille sig en succesfuld populisme, der ikke påstår, at der er en krise. Der er nødt til at være en krisetilstand, et misforhold eller en form for tab. 

Eliten skal foretage sig noget imod befolkningen, som populister kan reagere imod, for at de har en eksistensberettigelse. 

- Noget skal være uholdbart eller lige ved at blive tabt eller taget fra os, siger Mikkel Thorup.

Måske kan skylden for, at krisen er opstået, endda placeres hos de herskende eliter, f.eks. flygtningekrisen. Eller politikernes og myndighedernes indgriben giver mulighed for kritik som under coronakrisen. 

Den generelle usikkerhedsfornemmelse, der lige nu hersker, giver en væsentlig grobund for populisme.

- Et eller andet har revet sig løs. Der ser ud til at være krise overalt. Der er aldrig et øjeblik, hvor der ikke er en ny katastrofe på dagsordenen. Det virker umiddelbart svært at se, at der er styr på tingene, og at tingene går den rigtige vej, siger Mikkel Thorup. 

Ifølge ham står vi i en form for metakrise eller krisernes krise, hvor det politiske system synes overvældet.

- Det tager ikke hånd om problemerne, det løser dem i hvert fald ikke. Og der er en generel fornemmelse hos store dele af befolkningen af, at vi stille og roligt bevæger os imod et ringere samfund.

De danske populister

Men hvem er de populistiske partier i Danmark så?

Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Borgernes Parti. 

- De tre partier ser jeg som klare populistiske partier, siger Mikkel Thorup.

Det gør han, fordi de placerer sig i opposition til den herskende elite, og bruger det som en stærk begrundelse for at stemme på dem. 

De slår sig op på at tale på vegne af befolkningen – de almindelige mennesker, der står op om morgenen, tager på arbejde og får deres løn.

I modsætning til dem står den fremmed-elskende elite i salonerne – en overakademisk, overnational elite, der opløser kønnene, nationerne og begreberne og elsker det fremmedartede mere end det velkendte.

Ifølge TV2 har de tre partier tilsammen opbakning fra 18,3 pct. af stemmerne. Det viste en meningsmåling foretaget af Megafon sidst i september. 

I den stod Danmarksdemokraterne til at få 8,8 pct. af stemmerne, mens Dansk Folkeparti og Borgernes Parti stod til henholdsvis 7,8 og 1,7 pct.

Men den populistiske retorik kommer ikke kun fra de populistiske partier, understreger Mikkel Thorup.

Også centrum-venstrepartier som Socialdemokratiet og centrum-højrepartier som Venstre og Konservative benytter sig af populismens greb.

- Vores nyudnævnte integrationsminister Rasmus Stoklund (S) er ikke fremmed for at bruge klassisk populistisk retorik, så vi kan se, at det er blevet en meget mere integreret og almindelig del af den politiske retorik at hævde det her misforhold mellem en elite og en befolkning, siger han. 

Nok blev Dansk Folkeparti i sin tid beskyldt for ikke at være stuerene, men partiet en helt integreret del af det parlamentariske system. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ingen grund til panik

Selvom populismen har fået bedre kår i Danmark, er der ifølge Mikkel Thorup ingen grund til at gå i panik. 

Udfordringen er anderledes her end mange andre steder, hvor nationalpopulismen har fået fat. Han hæfter sig bl.a. ved, hvor dyb vreden og polariseringen er, og der ligger vi i den bløde ende. 

- På trods af, at vi alle sammen kan mene, at vi snakker hårdere til hinanden, end vi har gjort tidligere, så er der stadigvæk konsensus på en lang række områder, og der er en meget mindre grad af polarisering. Det betyder også, at den populistiske udfordring bliver mindre akut, siger han.

Det har også betydning, at danske populistiske partier i mindre grad holdes uden for det gode selskab, end de gør andre steder. 

F.eks. i Tyskland, hvor gamle, etablerede partier nægter at samarbejde med fremadstormende Alternative für Deutschland, der fik over 20 pct. af stemmerne ved valget til Forbundsdagen i februar.

- Der er ikke sådan en cordon sanitaire (aftale om at udelukke visse partier fra samarbejde, red.), som der er i andre lande, hvor man afviser at have noget med dem at gøre, siger Mikkel Thorup. 

Selvom Dansk Folkeparti i sin tid blev beskyldt for ikke at være stuerene, er partiet en fuldstændig integreret del af det parlamentariske system og Folketingets aftalekompleks.

Danske populistiske partier er ligesom alle andre almindelige politiske partier, fortæller Mikkel Thorup, og de har gennem længere tid ret stabilt haft opbakning fra omkring 15-20 pct. af befolkningen.

- De kommer ikke udefra med en meget destruktiv dagsorden, de kommer indefra med en politisk dagsorden, siger han.

Hvorfor situationen i Danmark er mindre polariseret og akut end mange andre steder, har han ikke selv forsket i, men han har et par bud:

Man kunne f.eks. forestille sig, at det såkaldte ‘samarbejdende folkestyre’ og trangen til at lave store kompromiser og brede aftaler er med til at skabe en større grad af konsensus og legitimitet omkring beslutninger.

Det gør omkostningen ved at stille sig uden for meget højere end i et system, hvor man alligevel ikke bliver inviteret ind. F.eks. i det britiske, hvor oppositionspartier ikke har noget at skulle have sagt. 

- Så kan du lige så godt være destruktiv, siger Mikkel Thorup. 

Når en lang række forskellige stemmer og interesseorganisationer desuden inkluderes i de politiske processer, betyder det også, at der er mindre adskillelse mellem top og bund. 

Det gælder også, når det kommer til økonomi. 

- Selvom vi er blevet mere ulige, er vi relativt set mere lige end andre samfund, og det betyder igen, at afstanden mellem toppen og bunden er mindre, siger Mikkel Thorup.

“Bekymret opmærksom”

Der er altid et vist element af populisme til stede i et demokrati, fastslår Mikkel Thorup.

Og måske er det også nødvendigt. 

- Der er brug for, at der er nogen, der hele tiden afsøger, hvor magten egentlig ligger henne. Vi har behov for, at nogen spørger, om eliten eller eliterne er begyndt at få deres egne interesser, der er i modsætning til befolkningens.

Men den behøver ikke at komme i populistisk form, understreger han. 

Nogle af de nationalpopulistiske tiltag, han ser rundt omkring, gør ham bekymret. Det gælder også i Danmark, omend i væsentligt mindre grad.

Vi er hverken tæt på eller på vej til ungarske eller amerikanske tilstande, fastslår han, men mindre kan også gøre det.

Han mener, at der er god grund til at være, hvad han kalder “bekymret opmærksom”.

- Vi står ikke overfor, at de uafhængige domstole eller de frie medier er ved at blive afviklet, men jeg synes, det vil være falsk at sige, at der ikke er pres på dem. 

Et pres han f.eks. ser komme til udtryk, når nationalpopulister begynder at betragte domstolenes uafhængighed som et problem, eller menneskerettighedskonventionerne som en blokering, der skal afvikles.

Eller når forskere, journalister eller dommere bliver beskrevet som politiske modstandere snarere end som forskere, journalister og dommere. 

- Der kan man bare mærke et pres på systemernes uafhængighed.