Vi kender alle sammen, som parter på arbejdsmarkedet, de store og stigende udfordringer vi har med at rekruttere medarbejdere  til de opgaver, vi skal løse i den offentlige sektor. Der er analyseret i store træskolængder, der er undersøgt i mikro detaljer. Vi har aftalt indsats efter indsats, projekt efter projekt, og alligevel sander de gode hensigter til, og vi ser tilbageløb og stilstand, som vi slet ikke kan tåle.

Fakta er at vi ganske enkelt ikke har mennesker nok at tage af, hvis vi fortsætter ud af den sti, vi kravler på lige nu. Ungdomsårgangene er små i forhold til de årgange, der forlader arbejdsmarkedet, og supplerer vi med dem, der må forlade arbejdsmarkedet alt for tidligt og lige topper med dem, vi slet ikke får i gang, så kan alle vel se, at den cocktail ikke kan mikses til en bæredygtig fremtid. Og nej der hjælper ikke bare at vende det blinde øje til og tænke, det holder nok lidt endnu.

Der er to ingredienser, vi ikke for alvor får med ind i ligningen om fremtidens arbejdsmarked.

Hvad kan AI med fordel anvendes til, så vi får etableret sporskifte? Vi får brug at flere vælger de fag, hvor vi også i fremtiden skal arbejde med mennesker? Hvordan investerer vi massivt i AI som kan fjerne mange timers arbejde med dokumentation, registreringer og planlægning, starter samtalen om hvor grænserne for anvendelse er, påbegynder uddannelse af alle led og kanter, så vi ikke ender med, at koble hele generationer fra fremtidens løsninger?

En anden ingrediens, vi ikke for alvor har taget til os, er, at de nye generationer stiller helt andre krav til arbejdslivet, end hvad vi kan tilbyde i dag.

Nyorganisering af arbejdspladserne

Det er en af de ting vi kan lære af en FH-rapport fra sidste år, som belyser Generation Z’s indtræden på arbejdsmarkedet og deres forventninger og bekymringer. 

De nye generationer har – gudskelov – store ambitioner for deres arbejdsliv. Skal vi have dem med i bussen, skal vi både hæve ambitionerne for det, vi vil tilbyde, og sætte gang i en meget bredere vifte af initiativer.

De unge, vi skal tiltrække, går op i deres arbejde. Og går op i at de kan gøre det godt. De drømmer om et arbejde, der giver mening med indhold og fællesskab. Lønnen og arbejdsmiljøet skal være i orden, og de ønsker et arbejdsliv, hvor de bliver involveret i beslutningerne, og hvor de bliver anerkendt for deres indsats.

De ønsker skal vi kunne honorere. Det kræver mange steder en nyorganisering af arbejdspladserne. Den udvikling, vi ser på ældreområdet, hvor man i hjemmeplejen satser på selvstyrende faste, tværfaglige teams, er en vej frem.

De er ikke kun gode for den ældre borger, som kender de mennesker, der kommer og hjælper i deres hjem. Og får mulighed for større indflydelse på eget liv. For medarbejderne er det også lettere at gøre en positiv forskel for borgerne og fællesskabet med kollegerne bliver større. Samtidig ved vi, at mere indflydelse på eget arbejde fører til større arbejdsglæde.

Det betyder også, at vi skal til at gå en hel anden vej end bare at prøve at ansætte flere timelønnede og flere vikarer. De unge ønsker sammenhæng og selvstændighed i deres arbejdsliv. Og så skal vi ned af en anden sti.

Opgaven er ikke ligetil, men det er nødvendigt, at vi finder en god løsning. Det, vi sikrer, er fremtiden for velfærdssamfundet. Hvis vi ikke kan få passet vores børn, kan få den rette behandling, når vi bliver syge og kan forvente en tryg alderdom, er det slut med den ro og de fremskridt for fælleskabet, som vi er blevet så forvænte med.