Kapitel 3: Kongemorderen

Det sendte chokbølger gennem det kommunale Danmark, da Frederiksberg Kommune i februar fritstillede sin kommunaldirektør, Suzanne Aaholm, med henvisning til grov misligholdelse af ansættelsesforholdet.

fokus: aaholm-sagen

Af Carsten Terp Beck Nilsson | [email protected]

Spørgsmålet, der stadig står ubesvaret, er: Har Suzanne Aaholm begået så grove forseelser, at hun kan sendes hjem med tre måneders løn, eller har kommunen fabrikeret en sag for at skaffe sig af med sin topleder så billigt som muligt? Det skal nu afgøres ved en retssag eller en voldgift. Vinder Frederiksberg Kommune sagen, skal den kun af med en halv million kroner. Taber kommunen, skal Suzanne Aaholm have fem millioner kroner.

 

Kapitel 3

Hvornår Henning Daugaard traf beslutningen om at konspirere mod kommunaldirektør Suzanne Aaholm, ved vi ikke. 

Vi ved heller ikke, om det var hans egen ide, eller om en anden trak i trådene. 

Men vi ved, at det skete. 

Kommunen opruller her et forløb, der begynder med faglige uenigheder for så trin for trin at bevæge sig op af konflikttrappen, indtil det kulminerer i februar 2010.

Set i bakspejlet er spørgsmålet, om Henning Daugaard er en embedsmand, som siger fra overfor uacceptable fiflerier, eller om han i virkeligheden bare ville være kommunaldirektør i stedet for kommunaldirektøren?

 

Det er et gevaldigt sceneskift, Henning Daugaard foretager, da han siger ja til jobbet som kultur- og stabsdirektør - i praksis økonomidirektør - i Frederiksberg Kommune. 

Siden han blev færdig som cand.scient.pol. i 1988, har han arbejdet som sygehusdirektør i Køge, økonomidirektør på Rigshospitalet og senest som direktør for Gentofte Sygehus.

Med så omfattende et kendskab til styring af offentlig økonomi er hans manglende kommunale erfaring ingen afgørende hæmsko, vurderer ansættelsesudvalget. 

Så i en pressemeddelelse kan borgmester Jørgen Glenthøj 27. januar 2009 glæde sig over at have fået en stærk direktør på økonomiposten. De to skal senere få et meget tæt samspil.

 

Derimod kommer der hurtigt kurrer på tråden mellem Henning Daugaard og hans nærmeste chef, Suzanne Aaholm. 

Et halvt år før Henning Daugaard 1. marts 2009 kommer til Frederiksberg, har Suzanne Aaholm nedsat en arbejdsgruppe til at analysere forholdet mellem lønkroner og ansatte på rådhuset. 

Gruppen skal beskrive det økonomiske fundament for den organisationsændring, kommunaldirektøren har sat i gang. Men medlemmerne kan ikke blive enige om præmisserne for arbejdet. Resultatet er, at gruppen i foråret 2009 udsender en række fejlbehæftede notater. Alle viser, at der er et misforhold mellem de afsatte midler til løn og antallet af medarbejdere på rådhuset i 2008. Men tallene varierer fra notat til notat.

I marts 2009 vurderer arbejdsgruppen, at hvis alle stillinger i den nye organisation skal besættes, vil der opstå et underskud på 56,7 millioner kroner. Tre måneder senere mener gruppen, at underskuddet vil være 15,3 millioner. 

Trods de stærkt varierende bud bakker den nyansatte direktør op om sine folk og deres analyser. Til forundring for Suzanne Aaholm og flere andre i direktionen. 

 

Forsommeren byder på flere økonomiske uenigheder mellem Suzanne Aaholm og Henning Daugaard. Og i slutningen af juni bliver det klart, at de to direktører står meget langt fra hinanden. 

Den 30. juni mødes direktionen på Belis Bar. Her lægger direktørerne en dristig plan for, hvordan de kan skaffe 15,3 millioner kroner. 

Så meget vil budgettet i administrationen skride med, hvis ikke der bliver grebet ind, viser det seneste notat fra arbejdsgruppen. 

Igen diskuteres analyserne, og nu undsiger Henning Daugaard, ifølge Suzanne Aaholm, pludselig notatet, som hans egne folk har været med til at lave. Der er ikke noget misforhold mellem løn og antallet af medarbejdere i budgettet for 2008, mener han.  

På mødet argumenterer Henning Daugaard for at skære voldsomt ned i staben på rådhuset. Det får ikke opbakning fra nogen af de andre direktører - heller ikke Suzanne Aaholm. Hun ved fra sine møder med borgmesteren, at Jørgen Glenthøj vil have ro på rådhuset, til kommunalvalget er overstået. 

 

I stedet for fyringer i stort tal beslutter direktionen sig for den plan, som med Henning Daugaards mellemkomst sidenhen skal fælde Suzanne Aaholm. 

Planen, som skal skaffe de 15,3 millioner kroner, består af tre elementer, som Kommunen tidligere har beskrevet:

· Der skal i stilhed nedlægges otte stillinger.

· Der skal søges en bevilling til at dække ubalancen i budget 2008.

· Det skal undersøges, om man kan flytte stillinger fra administrationskontoen til udførende konti. Kan man det, skal der politisk søges bevilling til disse stillinger. Som tidligere beskrevet i Kommunen  er forudsætningen, at der er tale om udførende stillinger. 

På mødet accepterer Henning Daugaard planen. Men bagefter opsøger han Suzanne Aaholm på hendes kontor. Nu siger han, at den plan, direktionen lige har lagt, efter hans opfattelse er i strid med reglerne. 

Dette gentager økonomisk afdeling i et notat få dage efter. Kommunen har tidligere beskrevet, hvordan dette notat bliver en væsentlig faktor i fyringen af Suzanne Aaholm - på trods af at notatet bygger på fordrejninger.

 

På dette tidspunkt undrer Suzanne Aaholm sig for alvor, som hun skriver i sit høringssvar efter fritstillingen over “baggrunden for den markante konfliktorientering” fra Henning Daugaards side. 

Kommunen har spurgt Henning Daugaard, hvordan han selv har opfattet forløbet. Det har han ikke ønsket at svare på. 

Derimod har andre kilder gerne villet give deres besyv med. 

En kilde beskriver Henning Daugaard som en hamrende loyal embedsmand, grænsende til en irriterende pedant. Henning Daugaard ønsker ifølge kilden, at alt skal foregå efter bogen. Han vil ikke være med til nogen smarte løsninger. Før mødet på Belis Bar har han fået hænderne bundet på ryggen af Suzanne Aaholm. Derfor gør han ifølge denne kilde ikke indsigelser mod planen på mødet. 

Andre kilder er enige i, at Henning Daugaard er en pedant, men siger samtidig, at de ikke er imponerede over hans forståelse af kommunal økonomi. 

Og så er der et forhold, som nævnes af flere, Kommunen har talt med: Henning Daugaard mangler ikke ambitioner. To af disse kilder tilføjer sågar, at de ikke kender ham for en høj grad af loyalitet. Tværtimod. 

Spørgsmålet er altså, om Henning Daugaard er drevet af retskaffenhed eller ambitioner? Eller måske begge dele?

I hvert fald ved vi, at Henning Daugaard siden går til borgmesteren med sine indvendinger. Uden om Suzanne Aaholm. 

 

Sensommeren bringer ingen nedtrapning af konflikten mellem Suzanne Aaholm og Henning Daugaard. 

Suzanne Aaholm får til sin irritation sværere og sværere ved at få borgmesteren i tale. Samtidig oplever hun, at møderne mellem Henning Daugaard og borgmesteren bliver hyppigere og længere. 

På et direktionsmøde farer Suzanne Aaholm i flint, da hun erfarer, at Henning Daugaard har udarbejdet et revideret anlægsbudget - uden at orientere resten af direktionen. Pludselig er der altså to anlægsbudgetter i spil på samme tid. 

Helt uhørt, mener Suzanne Aaholm, der efter eget udsagn giver Henning Daugaard en generalskideballe på et efterfølgende møde.

 

I januar 2010 kommer Henning Daugaard igen på kant med direktionen. 

Suzanne Aaholm kræver, at politikerne får klar besked om kommunens finansielle situation, der ikke just er rosenrød. Hvert af de kommende tre år skal der spares mindst 150 millioner kroner. 

Men i stedet for at stille politikerne over for en nedskæring på velfærden skitserer Henning Daugaard i et oplæg, hvordan pengene kan hentes på digitalisering, effektiviseringer og formindsket sygefravær. 

Men resten af direktionen ryster på hovedet: Den slags fugle på taget kan man simpelthen ikke præsentere for tænkende mennesker.  

Mindsket sygefravær giver for eksempel ikke nogen besparelser i sig selv. Hvis de ansatte er mindre syge, arbejder de mere, og det giver højere produktion, men besparelsen kommer først, når man fyrer folk. Det indgår imidlertid ikke i oplægget. 

Suzanne Aaholm skrotter notatet og laver i stedet en mere konkret beskrivelse af kommunens økonomiske udfordringer. 

På dette tidspunkt har hun imidlertid ikke længere borgmesterens tillid. Den er placeret et helt andet sted. 

 

For i januar 2010 er Henning Daugaard draget ud på en særlig mission: Han skal forberede afskedigelsen af Suzanne Aaholm. 

Det er en opgave, han har fået af borgmesteren. Sådan siger han i hvert fald selv på et senere tidspunkt, ifølge Kommunens kilder. 

Mens håndværkerne hamrer og banker i direktionens hjørne på første sal af rådhuset, er Henning Daugaard centrum for en omfattende mailudveksling. 

Sagen er, at den anlægsbevilling, der ligger til grund for ombygningerne, er ved at være brugt op. Men det er ikke, fordi der mangler penge. Suzanne Aaholm har sikret sig, at der er yderligere otte millioner kroner til rådighed. 

Det er imidlertid driftsmidler, der er forudsat anvendt i 2009. De kan altså ikke uden videre bruges til anlæg i 2010.

Dette forårsager en strøm af mails imellem den afdeling, der er ansvarlig for byggeprojektet, FK Ejendom, og Henning Daugaards folk i økonomiafdelingen. For hvis driftsmidlerne ikke konverteres til anlægsmidler, må håndværkerne sendes hjem, i samme øjeblik den oprindelige anlægsbevilling slipper op. 

 

Den 2. februar 2010 slår Henning Daugaard til. 

I en mail til souschefen for økonomisk afdeling skriver han, at Suzanne Aaholm er med på en model, hvor de otte millioner driftskroner overføres fra 2009 til 2010 og flyttes over på anlægskontoen. Det hele skal “bygges ind i den samlede sag om overførsler,” som der står i mailen. 

Helt så enkelt er det imidlertid ikke. 

For det er ikke givet, at politikerne vil sige ja til at overføre pengene fra 2009 til 2010. De kan beslutte at bruge de ubrugte midler til noget andet. Og hvis byggeriet fortsætter, men politikerne siger nej til at give pengene, overskrider Suzanne Aaholm sin bevilling. 

Og der er et andet problem: Suzanne Aaholm har ifølge eget udsagn aldrig, som Henning Daugaard skriver i mailen, taget stilling til modellen med at overføre pengene. 

Alligevel bekræfter han det i endnu en mail, hvor han tillige skriver, at det har stor prioritet fra kommunaldirektørens side at undgå politisk forelæggelse nu og integrere overførslen af driftsudgifterne i overførselssagen.”

En overførselssag består typisk af 80-90 overførsler på vidt forskellige områder. Afventer man overførselssagen, bliver overførslen af driftspengene altså bare én lille sag i mængden. Og på den måde kan man, som Henning Daugaard udtrykker det, undgå at “flage for meget”. 

Problemet er her, at Suzanne Aaholm, ifølge sit eget udsagn, aldrig har udtrykt ønske om at holde overførslen skjult for politikerne. 

 

Om aftenen 4. februar 2010 får Suzanne Aaholm en opringning fra en stærkt oprevet by- og miljødirektør, Jacob Nordby. 

Han har netop set mailkorrespondancen fra chefen for FK Ejendom og er blevet klar over, at de har et problem. 

Ifølge Suzanne Aaholm siger han i telefonen, at nogen er ude på at bringe os allesammen i vanskeligheder. 

Det afviser han siden at have sagt. Men at han er bekymret, er hævet over enhver tvivl. 

Det er Suzanne Aaholm også, så hun indkalder til møde den følgende morgen klokken otte.

Her siger Jacob Nordby, at det er afgørende - både moralsk og juridisk - straks at få politisk accept til at overføre pengene, så byggeriet kan fortsætte på et reelt grundlag. Suzanne Aaholm erklærer sig enig, men Henning Daugaard går imod. Det kan sagtens afvente en overførselssag, siger han. 

Jacob Nordby er uenig og kræver en skriftlig garanti for, at modellen med overførselssagen er bevillingsmæssigt acceptabel. 

Det lover Henning Daugaard, og på den betingelse accepterer Suzanne Aaholm at afvente overførselssagen.

Tre uger efter bliver hun fritstillet. 

I sin indstilling til magistraten skriver borgmester Jørgen Glenthøj blandt andet, at Suzanne Aaholm har undladt at orientere magistraten og kommunalbestyrelsen om et merforbrug på 8 millioner kroner, og at hun har anvendt driftsmidler, som aldrig har været afsat til ombygningsformål, til at finansiere merforbruget. 

 

Og hvordan gik det så egentlig for Henning Daugaard?

Fik han opfyldt sin ambition om at blive kommunaldirektør i stedet for kommunaldirektøren?

Næh, han måtte nøjes med en stilling som social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør. 

En kilde meget tæt på begivenhederne fortæller Kommunen, at Henning Daugaard lod sig overtale til at drosle ambitionerne ned, da han fik at vide, at han hverken havde opbakning hos medarbejderne, direktionen eller politikerne. 

Som kilden siger: “En kongemorder kan aldrig blive konge.”

Henning Daugaard er blevet forelagt kritikken i denne artikel, men har ikke ønsket at kommentere.

Organisation & ledelse

Tilmeld dig nyhedsbrevet