Atter en gang er der fokus på, at ikke alle børn får det ud af deres skolegang, som de burde. Det er børn, der beskrives som demotiverede eller blot som børn, der kræver noget andet end det undervisningsforløb, som folkeskolen tilbyder. Men hvad kan vi gøre, hvis de såkaldte sidste skal med ombord på læringsskibet?

Vi ved, at de er der – de ikke-deltagende børn og børn, der deltager sporadisk i skolens undervisning. Vi ved også, at en del børn har ganske svært ved at deltage i undervisningen på den måde, som de forventes at deltage. De har med andre ord svært ved at fungere som elever i folkeskolen. Skal dette ændres, er der brug for at sætte fokus på børns deltagelsesbetingelser i undervisningen.

I disse år organiseres skolen på en sådan måde, at flere børn skal kunne deltage i den samme undervisning. Det betyder, at der skal etableres inkluderende læringsmiljøer, hvor forskellige børn kan deltage og få bedst muligt udbytte.

Invester i undervisning

Inkluderende læringsmiljøer kræver tilrettelæggelse og ressourcer og et lærerfagligt overskud til at have blik for, at mange forhold kan have betydning for, hvordan det enkelte barn fungerer i undervisningen. Vi ved, at dette kan være en udfordring, og resultatet er, at undervisningen rammer de fleste. Det betyder også, at nogle ikke rammes.

Vi ved, at tolærerordninger og pædagogers deltagelse i undervisningen styrker børns deltagelse i undervisningen. Skal flere børn bedre igennem skolen, må der derfor investeres i undervisningen og sikres styrkede læringsmiljøer, hvor forskellige børn kan trives og deltage på de betingelser, som det enkelte barn nu engang har.

Samtidig med, at flere slags børn skal kunne fungere i den samme undervisning, mødes det enkelte barn af et til tider uhensigtsmæssigt fokus på ansvar for egen læring. Spørgsmålet, som præger den danske folkeskole i dag, er: Har du nået dine mål i dag? Og hvis du ikke har, hvad kan du så gøre anderledes?

Og ja – nogle børn har nået dagens mål, og andre har ikke. Nogle børn reflekterer over, hvad de kan gøre anderledes og får blod på tanden. Andre børn må sande, at de næppe løfter opgaven godt nok, og andre igen demotiveres af ikke at lykkes. Det er ikke raketvidenskab, at det er nemmest, at være stolt, glad og motiveret for mere skole og mere undervisning, hvis man befinder sig godt i den daglige trummerum, som skolen er.

Mere indflydelse

Når problemet med, at det ikke er alle, som er motiverede for at gå i skole, popper op, må vi se på, hvordan ulyst til undervisning i mange tilfælde hænger sammen med, hvilke muligheder det enkelte barn har for at lykkes i skolen som en kompetent elev. Spørgsmålet er, om den mål- og ansvarsfokuserede lær-ings-dagsorden ikke netop – modsat alle intentioner – demotiverer de børn, der i forvejen finder det svært.

Spørger vi børnene, hvad der kan gøre netop deres skolegang bedre, peger de på indflydelse på skoledagen. Det er for eksempel indflydelse på arbejdsformer i undervisningen og en undervisning, der tilbyder flere tilgange til indhold, proces og produkt. Vi ved, at dette kan forbedre børnenes deltagelsesbetingelser i undervisningen ganske gevaldigt. Undervisning, der kan inkludere flere børn som deltagende elever, er alsidig og fleksibel og på en og samme tid tilpasset det enkelte barn og hele klassen. En sådan undervisning har ganske svære betingelser i en skoledag, hvor én lærer raskvæk står med 28 børn, og hvor forberedelsen forud for undervisningen er minimal.

Etableringen af gode læringsmiljøer og dermed læringsmiljøer, hvor mange (forskellige) børn kan deltage som motiverede elever, kræver ressourcer og et lærerfagligt overskud til at kunne arbejde konstruktivt med, hvordan klassens børn deltager forskelligt i undervisningen. Et første skolepolitisk skridt må derfor være at anerkende, at sikringen af flere dygtige elever kræver, at skolen får tilført de nødvendige ressourcer – økonomiske, lærerfaglige og pædagogiske – der skal til for, at der kan etableres inkluderende læringsmiljøer, hvor alle børn kan opleve at lykkes som elever.