Klumme/
Regioner og kommuner skal teste mulighederne for at give fri, når ansattes børn er syge
Klumme/
Regioner og kommuner skal teste mulighederne for at give fri, når ansattes børn er syge

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Skal den offentlige sektor også i fremtiden være en attraktiv arbejdsgiver, er der ikke nogen vej udenom:
Kommuner og regioner skal selv eksperimentere og teste med at give forældre og bedsteforældre ret til fri, når et barn eller et barnebarn er sygt.
Så vidt muligt hele vejen gennem barnets sygdom.
Vi behøver ikke altid at vente på, at overenskomsterne ad åre generelt baner vejen for nogle mere fleksible rammer om vores medarbejderes ansættelser. Vi kan i virkeligheden allerede i dag levere på meget af den fleksibilitet, som vores medarbejdere efterspørger. Måske ikke helt så meget, som medarbejderne umiddelbart drømmer om i deres vildeste drømme.
Men vi kan gå et stykke af vejen - og drage nogle vigtige erfaringer, som kan bruges til at sætte en dagsorden forud for de næste overenskomstforhandlinger.
Og det bør vi altså gøre - jo før jo bedre.
Jeg siger det, fordi jeg som leder på det kommunale ældre- og sundhedsområde i mere end 20 år selv har praktiseret at give medarbejdere fri under deres barns sygdom. Og meget er faktisk muligt i samarbejde med medarbejderne.
Klapper i hænderne over borgerforslag
Jeg klapper i hænderne over, at Cecilie Liljestrøms borgerforslag om at give forældre fri gennem hele deres barns sygdom, på bare tre dage fik 50.000 danskeres underskrift, så Folketinget skal tage stilling til forslaget.
Jeg foreslog faktisk allerede for et år siden, at vi udstyrer forældre med præcis de samme rettigheder som Cecilie Liljestrand foreslår nu. Så forældre kan holde fri i hele barnets sygdom. Og såmænd også bedsteforældre, så det ikke kun er far og mor, der partout skal træde til, når et barn er sygt.
Jeg tænker ikke, at det er nødvendigt med lovgivning, sådan som Cecilie Lillestrøm lægger op til. Og jeg tænker heller ikke, at alle arbejdsgivere og lønmodtagere skal sidde musestille og vente på at overenskomsterne specifikt baner vejen for nogle ensartede løsninger.
Jeg går ind for den danske model, fordi den netop åbner for fleksibilitet i stedet for at støbe løsninger ind i beton, som binder os på hænder og fødder i stedet for at skabe fleksibilitet.
Jeg er meget inspireret af, at en privat virksomhed som Norlys giver forældre ret til at tage fri, når et barn eller barnebarn er sygt. Og jeg ser også, at Aalborg Kultur & Kongres Center gør det samme for forældre. Og at begge arbejdspladser hænger sammen - og regner med, at de tjener på den fleksibilitet, de giver medarbejderne i hverdagen.
Store muligheder for fleksibilitet i Østdanmark
Det er det samme, jeg meget gerne vil indføre i Region Østdanmark, når vi efter regionsrådsvalget i november skal støbe kuglerne til det, der skal være sundhedsvæsen for 2,6 millioner danskere. Halvdelen af det danske sundhedsvæsen.
Region Østdanmark bliver en kæmpe region, der skal levere rigtig meget til rigtig mange danskere, når vi kommer i en situation, hvor vi bliver syge og får brug for hjælp. På et tidspunkt, hvor vi ved at antallet af ældre over 80 og antallet af multisyge patienter i løbet af få år bliver mere end fordoblet.
Men vi får altså ikke bare en kæmpestor opgave. Vi får faktisk også mange store muligheder for at tænke nyt og skabe en ny fleksibel kultur på vores arbejdspladser i sundhedsvæsenet og de administrative funktioner, der omgiver det, kan tilbyde en fleksibilitet og frihed, som man ikke har i dag.
Lad kommuner og regioner gå foran. Og udnyt de muligheder der allerede i dag ligger for at skabe frihed og fleksibilitet for medarbejderne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.