Forestil dig, at du som kommune får et brev fra staten, hvor der står: “Verden er blevet farligere. I skal være klar.” Og det var så dét. Ingen konkrete mål, ingen prioriteringer, ingen midler. Bare en opfordring til at "ajourføre" beredskabsplanerne og forberede jer på kriser af op til tre dages varighed.

I Varde Kommune – som i resten af landets kommuner – er det præcis det, vi står med netop nu.

Vi kommuner har ansvaret for det lokale beredskab. Det ansvar tager vi alvorligt – både af hensyn til borgernes tryghed og fordi vi ved, at når krisen rammer, er det vores lokale institutioner, medarbejdere og systemer, der skal reagere først.

Men hvordan skal vi løfte opgaven, når vi ikke får at vide, hvad vi konkret skal være klar til? Hvordan skal vi prioritere, når der ikke følger midler med i en kommunaløkonomi der i forvejen er i en statslig spændetrøje? Er den tre dages anbefalede udholdenhed virkelig nok? Er det hensigtsmæssigt at alle kommuner har et forskelligt niveau? Ja, man kan jo blive ved. 

Det seneste nationale risikobillede slår fast, at Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden Anden Verdenskrig. Beredskabsstyrelsen har identificeret 16 hændelsestyper, fra cyberangreb og energimangel til ekstremt vejr og oversvømmelser. Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets efterretningstjeneste peger samtidig på en skærpet trussel fra både sabotage, terror og fremmede staters påvirkningsoperationer.

Alligevel får vi som kommuner ikke klare meldinger om, hvilke scenarier vi skal kunne håndtere – og i hvor lang tid eller hvad staten vil gøre i forhold til det scenarie, som ikke er medtaget i det nationale risikobillede: Krig.  

Retning og ressourcer, tak

I kommunerne er vi vant til at tage ansvar, men vi kan ikke alene løse en opgave, som i stigende grad minder om et civilt forsvar, uden at der bliver talt ærligt om hverken opgavens omfang eller pris.

Når staten peger på, at vi skal planlægge for både hybride trusler og langvarige forsyningsnedbrud, så må staten også give os både retning og ressourcer. Det er ikke nok blot at messe ”sektoransvar” eller komme med en opfordring med titlen ”vær beredt”. Opbygningen af et civilt forsvar, der kan tage vare på vores befolkninger, svage og udsatte borgere, kræver tid at bygge op og ikke mindst midler. 

Vi er nødt til at insistere på, at beredskab er en del af velfærden. Hvis strømmen går, internettet falder ud, eller vandet svigter – så fungerer hverken skoler, ældrepleje, daginstitutioner eller telefoner for den sags skyld. Det massive strømnedbrud i Sydeuropa for nyligt er blot endnu en alvorlig påmindelse om vores samfunds sårbarheder. 

At opbygge og designe et beredskab er ikke en teknisk nicheopgave. Det er en forudsætning for, at resten af samfundet kan hænge sammen i en krise – også de kriser som udvikler sig til noget der er værre. 

Lad os få ens rammevilkår

Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab har haft otte måneder til at få styr på Danmarks beredskab. Selvom han for nylig har droppet den kommission, vi alle har ventet på, så friholder det jo ikke ministeren fra at sætte det eneste rigtige og åbenlyse i gang:  

Kommuner og regioner samt øvrige sektorer skal have: 

• Klare nationale krav til det beredskab – som vi skal skabe og opbygge - så vi ved, hvad vi skal være klar til.
• Ens rammevilkår – så borgernes tryghed ikke afhænger af, hvilken kommune de bor i. Det kræver finansiering – så vi ikke skal finansiere beredskab ved at skære i kernevelfærd.
• Opbygning af et statsligt civilforsvar der både nationalt og lokalt kan træde til efter behov til støtte for både hjemmeværnet, forsvaret men som navnet også antyder civilsamfundet og med det entydige fokus at tage vare på vores civilbefolkning. 

Der er brug for handling. Ikke mere uld i mund. Ikke mere udenoms snak. 

Statsministeren er ikke i tvivl. Vicestatsministeren er heller ikke i tvivl. Folketinget er ikke i tvivl. Hvorfor ministeren insisterer på at være uklar og tale med uld i mund, er og bliver uforståeligt. 

Vi kan mere lokalt – hvis vi får lov og får midlerne med. Det her er ikke et spørgsmål om ideologi, men om ansvarlighed. Og tiden for handling er nu.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det her ikke handler om at placere skyld. Det handler om at tage virkeligheden og den sikkerhedspolitiske situation alvorligt – og handle på den. Det er for sent at handle, når krisen eskalerer til en væbnet konflikt imellem Rusland og Nato – gud forbyde det. 

KL har allerede spillet ind med fem klare anbefalinger til, hvordan vi kan styrke det kommunale beredskab. Men de anbefalinger kan og må ikke stå alene. Staten skal sætte en ramme – en ambition – og sikre, at der følger finansiering med.  

Ellers ender vi med at udhule vores kernevelfærd for at håndtere kriser, som i stigende grad er nationale og globale af natur, og får en krigsskat ind ad bagdøren.