Debat/
Økologi skal på dagsordenen i det regionale og kommunale Danmark
Debat/
Økologi skal på dagsordenen i det regionale og kommunale Danmark

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Det første vigtige arbejde med at implementere Aftalen om et Grønt Danmark er nu - med nedsættelsen af de lokale grønne treparter - ved at lægge fra land. Det lægger grunden til en historisk arealomlægning, som vi alle hver især kan have store forventninger til og drømme om. Aftalen om et Grønt Danmark gentager regeringens fordoblingsmål for økologien frem mod 2030, og hvis det mål skal nås, skal det tænkes ind i det arbejde, der pågår lige nu.
I Økologisk Landsforening er drømmen derfor, at økologien også bliver tænkt ind. Arealomlægning, hvor der tages arealer ud af produktion, fylder meget i den grønne trepart, så vi får mere skov, vådområder og natur. Det er godt. Men vi bliver nødt til også at have en samtale om, hvad der skal ske på den landbrugsjord, der bliver tilbage.
Her har økologien meget at bidrage med.
Økologien har et potentiale til at give os et landbrug, hvor der både er liv i marken, liv i vores søer, åer og fjorde og gode dyreliv til vores dyr. Økologien tager nemlig samtidige hensyn til natur, miljø, biodiversitet, drikkevand, vandmiljø, klima og dyrevelfærd. Den sikrer, at vi også i fremtiden kan drikke vandet direkte fra hanen uden at bekymre os om rester af sprøjtegifte.
Der er lavere udvaskning af kvælstof fra økoarealer, og der er 30 pct. flere vilde plante- og dyrearter og populationsstørrelserne, der er 50 pct. større. Og så er forbruget af antibiotika langt lavere, fordi dyrene kommer på græs og får masser af frisk luft.
Netop de samtidige hensyn er så vigtige, hvis vi skal få et grønt landbrug, der forholder sig til, at vi ikke kun skal løse udfordringerne for os selv, men også sikre de næste generationers livsgrundlag. Det er en vildfarelse, hvis man forestiller sig, at med arealomlægningen, så kan landbruget i øvrigt sættes fri med speederen i bund.
Den anden side af, hvad der foregår på landbrugsjorden, det er, hvad der ligger på vores tallerken. Skal vi have meget mere økologi på landbrugsjorden, skal vi også spise meget mere økologi.
Også på tallerkenen...
Regeringen har taget et ansvar for, at der bliver lavet planer for en større arealomstilling med lokal inddragelse. Økologisk Landsforening opfordrer til, at regionerne og kommunerne nu stepper ind og tager ansvar for at vælge økologien til på hospitalerne og i skolemaden. Regionerne kan medvirke til at sikre grundlaget for en grøn og bæredygtig anvendelse af vores landbrugsjord ved i deres fælles strategi for grønne hospitaler at forpligte sig til, at alle hospitalskøkkener i 2030 har minimum 60 pct. økologi – svarende til Det Økologiske Spisemærke i sølv. Alle hospitaler bør rime på sunde måltider med sunde rene fødevarer.
Og kommunerne, der netop er blevet inviteret til at byde ind på forsøgsordningen med skolemad, som de politiske partier er blevet enige om, bør ligeledes vælge økologien til. Økologi er ikke blot et stærkt redskab til at beskytte vores klima og miljø og sikre et bedre liv for vores landbrugsdyr, det har også vist, at det understøtter en madplan, der følger de officielle kostråd og fremmer mindre madspild.
Økologi på skolemenuen giver oplagte muligheder for samtaler på skolerne om bæredygtighed, omgang med klodens ressourcer, trivsel og sundhed. Det forekommer i øvrigt helt indlysende, at hverken syge mennesker eller børn skal have rester af sprøjtegifte i deres mad.
Tallerkenen er spejlbilledet på vore landbrug og derfor en vigtig forudsætning for at nå i mål med indsatsen for vores miljø, natur og biodiversitet. Det lykkes kun, hvis vi tør diskutere hele fødevaresystemet og dermed både landbrugsmetoderne på de landbrugsarealer, der forbliver landbrugsarealer, og hvad vi sætter på spisebordet.
Økologisk Landsforening sender en fælles opfordring til, at det nationale, regionale og kommunale Danmark trækker i samme retning. Kun den vej får vi en forandring i det landbrugs- og fødevaresystem, som der er så stort et behov for. Det sker ikke af sig selv. Det skal ind i de lokale treparter, og det skal tænkes ind i vores samfundsinstitutioner som fx hospitalerne og skolerne. Værktøjet har vi, det hedder økologi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.