Velfærden skal på skrump! Nu skal der gang i arbejdsudbudsreformerne! Dagpengene skal forringes! Det har gennem den seneste tid ikke skortet på ”gode ideer” fra diverse partier og erhvervsorganisationer, når talen er faldet på, hvordan vi skal finansiere den nødvendige oprustning.

Jeg er absolut ikke enig i de anbefalinger og vil gerne advare kraftigt imod at forringe velfærden eller det sociale sikkerhedsnet.  

Hvis oprustningen skal betales med dårligere velfærd, er der en åbenlys risiko for, at den folkelige opbakning til sagen smuldrer. Oprustningen har jo dybest set til formål at bane vejen for, at vi også fremover har frihed til at vælge den velfærdsmodel, der i store træk har været en succes, og som nyder bred folkelig accept.

Velfærden drives i Danmark hovedsageligt af kommuner og regioner. Og der er sandt at sige hårdt brug for at investere i en forbedret service i de to sektorer og fortsætte de fine takter fra sidste års økonomiaftaler med kommuner og regioner.

Der er oparbejdet et betydeligt serviceefterslæb i navnlig den kommunale økonomi siden 2010, som det vil tage mange økonomiaftaler at rette op på. Derfor håber jeg og forventer også, at standarden fra sidste år bliver den ny norm og ikke undtagelsen.    

Jeg anerkender, at opgaven med at opruste forsvaret er kolossal og kræver politiske prioriteringer. Hver gang vi øger forsvarsbevillingerne i Danmark med 1 pct. af BNP, koster det 30 mia. kr., men opgaven er på den anden side heller ikke uoverkommelig. Det kommer jeg tilbage til. 

Godt rustet til udfordringen

I øjeblikket er der ingen, som kender den endelige regning. Det fyger i luften med forskellige tal for, hvad forsvarsbidraget skal op på. Frankrigs præsident har talt om, at EU-landene skal op på 3,0-3,5 pct. af BNP. Den danske forsvarsminister har talt om 3,5-4,0 pct., mens Natos generalsekretær har talt om 3,7 pct. Endelig har præsident Trump tidligere toppet med 5,0 pct.

I dag bruger Danmark godt to pct. af BNP på forsvaret (dog midlertidig lidt mere med accelerationsfond og afledte driftsudgifter). Vi bliver klogere, når Nato har holdt sit topmøde i juni og udmeldt sine nye styrkemål. Men hvis styrkemålet lander på vurderingen fra Natos generalsekretær - de 3,7 pct. af BNP - bliver regningen cirka 50 mia. kr. om året.  

Det er selvfølgelig rigtig mange penge, men dansk økonomi er omvendt superstærk og godt rustet til at kunne håndtere udfordringen. Der er lige nu 15 mia. kr. i uforbrugte midler i råderummet udover de 21 mia. kr., som Finansministeriet opjusterede råderummet med tidligere på foråret. Herudover har staten systematisk brugt færre penge end budgetteret med på finanslovene siden 2014. Underforbruget i staten udgør i gennemsnit syv mia. kr. årligt og bør indregnes i råderummet og kan bruges på forsvar. 

Endelig har Nationalbanken i marts vurderet, at den strukturelle beskæftigelse kan være undervurderet med op imod 90.000 personer. Står det til troende, kan det løfte råderummet yderligere med 25 mia.kr.   

Alt i alt vurderes råderummet at kunne finansiere langt hovedparten af oprustningen, hvis vi taler om et forsvarsbidrag på op til 3,7 pct. af BNP – uden at skulle skære på velfærd, indkomstoverførsler eller hæve skatterne. Kommer vi over, kan det blive nødvendigt at se på yderligere finansieringskilder fx fra skat eller gældsætning.

Her er vi så i den heldige situation, at Danmark har meget lav offentlig gæld i international sammenhæng og har penge på kistebunden i form af en betydelig nettoformue på omkring 700 mia.kr. Samtidig må det forventes, at noget af oprustningen vil have karakter af midlertidige udgifter, som det kan give god mening at gældsfinansiere. Lad nu ikke en falsk præmis om at oprustning kræver velfærdsnedskæringer være styrende for debatten. Det er ikke et spørgsmål om enten eller – men om både og.