Demokratiet er ved at tørre ud i verden. Stille og roligt opløses strukturer og sammenhold, og det der var normalen i går, fordamper og tager nye ukendte former.

Vi har for nyligt fejret 80-årsdagen for Danmarks befrielse. En stund med tid til refleksion over det Europa og den verdensforståelse, der har defineret hele mit liv, siden jeg blev født i 70´erne. Og som nu er under opbrud. Som nu fragmenteres i et tempo hidtil uset, og som gør, at vi med rette kan stille spørgsmålet:

Er demokratiet historisk endnu mere under pres i denne nye verdensorden end tidligere?

Kernen i demokratiet er nemlig ikke sandheden! For hvis sandheden fandtes, så gjorde vi jo alle bare det, der var sandheden. Demokrati findes kun, fordi sandheden ikke findes, ellers ville det være komplet overflødigt.

Og lige nu er der bærende kræfter i verden, der om nogen skaber uenighed om både sandheden og demokratiet.  Så det store spørgsmål i disse tider er: Hvordan vælger vi at tjene demokratiet? Og hvordan vælger vi at tage del i og forme det fælles, som vi kalder samfundet? Specielt nu når nogle af de store ikke vil lege med. For som Churchill sagde, er demokratiet den mindst ringe styreform. Og det kræver altså en kæmpe indsats at værne om, og hele tiden aktuelt og tidssvarende at sikre optimale rammer for.

Kerneinstitutioner vakler

Det samfund, vi stille og roligt ufortrødent tøffede fremad i for nyligt, er under pres. Kerneinstitutioner vakler under nyvalgte lederes ukontrollerede massakre på æstetik, viden, dannelse, kunst, ytringsfrihed, diversitet og historie. Magtmenneskers eklatante mangel på pli og mellemmenneskelig forståelse, sætter pludseligt en helt ny dagsorden, og et fællesskab i brand.

I sådanne tider skal vi finde ud af at definere, hvordan vi kommer videre og hen imod fællesskabet igen. Og der foreslår jeg, at vi skal spænde selen og gå benhårdt efter at turde pege på, at kunsten, kulturen og uddannelse, og dermed dannelse, er det kompas, der som det eneste kan sikre, at vi kommer nogenlunde igennem denne turbulente og lidt uvirkelige tid, vi måbende er tilskuere til.

Med fake news, streaming fremfor public service, ledere der fokuserer mere på magt end på samfundsforbedringer, SOME-”virkelighed” og falske iscenesættelser, trivselsudfordringer, krige, diktaturer, mig-først-attitude, mangel på pli og etikette, mammon før mennesker og narcissistiske historieløse forretningsfolk. Ja, så står vi overfor et fælles folkeoplysningsbehov. Måske det største siden Grundtvig og Kold lærte folket at læse og forstå. Og reflektere i egen ret over fællesskaber og accept af andre.

Hvis vi skulle tjene demokratiet bedst muligt, så er mit enkle svar: Mere kunst, kultur og dannelse.

Vi kunne starte med et helt simpelt fokus: Myndighederne opfordrer os til at ”preppe”, så vi kan klare os uden kritisk infrastruktur i minimum tre dage. Med folkeoplysnings-behovet in mente skal vi måske udvide prepper-listen med både litteratur i bogform, instrumenter, pensler og akrylfarver. Så vi helt analogt sikrer et minimum af kunstnerisk forståelse og udfoldelse i en krisetid. For når alt kommer til alt, så er det det, der kitter et land, et folk og et samfund sammen. Og så værner vi om vores måske vigtigste infrastruktur: Kunsten, der kan fortælle os hvad vi kommer fra. Hvor vi er lige nu. Og hvilke veje vi kan søge fremad.

På den måde kunne vi sikre fortsat grobund for dannelse og kunst, hvis verden lukker (helt) i for en stund. Det har vi åndeligt om noget brug for på den anden side. Ellers kan vi lige så godt lade være at nå derom.

Og det er sandheden…