Den kommende sundhedsstrukturreform bør ikke kun handle om organisering og ansvar. Den bør være en anledning til at stille et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der opleves nærværende, sammenhængende og trygt – for alle?

I dag mærker alt for mange borgere, at sundhedsvæsenet er indrettet mere efter systemets logik end efter menneskers behov. Forløb bliver brudt, ansvar skubbes mellem instanser, og det kræver overskud at finde vej – netop når man har mindst af det. Det er her, vi må tage et fælles ansvar – også selvom vi har fået 96-timers udvidet behandlingsansvar inden for de somatiske områder.

Sundhed handler ikke kun om struktur. Det handler om mennesker. Om at sætte relationer og tillid forrest. Bag hver henvisning, hver behandling og hvert hjemmebesøg står et menneske, der har brug for at blive mødt som netop dét – et menneske.

Tag eksempelvis Anna på 74 år. Hun bliver udskrevet fra hospitalet efter et fald, hvor hun brækkede hoften. På hospitalet får hun god behandling, men da hun kommer hjem, begynder problemerne. Genoptræningen er ikke koordineret med hjemmeplejen, og hendes praktiserende læge ved ikke, hvilke medicinændringer hospitalet har foretaget.

Anna og hendes pårørende bruger utallige timer på at ringe rundt, sende papirer og forsøge at få overblik – mens hun samtidig kæmper med smerter og utryghed. Ingen gør noget forkert, men heller ingen har det samlede ansvar. Forløbet, der burde give hende ro og tryghed, bliver i stedet en kamp for at blive set og hørt.

Eller tænk på Mikkel, der som 56-årig får en blodprop i hjernen. Han bliver indlagt akut og videre til den specialiserede genoptræning på sygehuset, som giver god gavn – men han er hårdt ramt, både fysisk og kognitivt. Da han udskrives, skal han overgå til kommunal genoptræning, men koordineringen er ikke helt på plads, mens Mikkel og hans familie sidder med flere ubesvarede spørgsmål om det videre forløb, end de har fået svar.

Den første uge efter udskrivelsen står de alene med spørgsmål, angst og usikkerhed. Hvem koordinerer forløbet? Hvornår starter genoptræningen? Hvordan skal de forholde sig til de mentale forandringer, de ikke er blevet forberedt på?

Det samlede overblik mangler

Ingen har gjort noget forkert i de ovenstående situationer, men ingen har haft det samlede blik. Resultatet er, at både Anna og Mikkel, samt deres familier, ikke oplever det som ét sammenhængende sundhedsvæsen. De oplever et system, der slipper dem midt i overgangen, netop når behovet for støtte er størst.

Derfor skal vi styrke samarbejdet. Ikke kun mellem de mange faggrupper, der tilsammen udgør sundhedsvæsenets rygrad, men på tværs af hele systemet: mellem kommuner, regioner, hospitaler, psykiatri og praksissektor. Vi skal nedbryde siloer, ikke bygge flere. Når vi arbejder sammen, oplever borgeren, at sundhedsvæsenet hænger sammen.

Det kræver tid, tillid og fælles retning. Det kræver også, at vi tør lade fagligheden fylde – uden at kvæle den i systemtænkning. Et nært og menneskeligt sundhedsvæsen kræver ledelse, der understøtter det, og rammer, der giver plads til det.

Alle fortjener respekt

Og det kræver lighed. For sundhed må aldrig være afhængig af postnummer, økonomi eller baggrund. Vi ved, at social ulighed rammer både krop og sind. Derfor skal vi sikre, at alle – uanset livssituation – møder et sundhedsvæsen, der ser dem, lytter og handler med respekt. Noget vi skal kunne stole på – uanset hvem vi er, og hvor vi er livet.

Et nært og sammenhængende sundhedsvæsen handler ikke om modeller, men om mennesker. Det handler om, at Anna og Mikkel bliver mødt af nogen, der ved, hvor de kommer fra, og hvad de hver især har brug for. Det handler om, at vi tør stille krav til os selv – og hinanden, som politikere – om at sætte borgeren først. Ikke i teorien, men i praksis.

Derfor skal vi bruge reformen til at sætte borgeren i centrum i de kommende sundhedsråd. Ikke i modeller og PowerPoints – men i praksis, i mødet og i hver eneste beslutning.