Af Dennis Nørmark
 | 
Antropolog
Billede

Humanisten og erhvervslivet – er et umage par, der har brug for hinanden

”Det betyder, at erhvervslivet skal tage nogle chancer og ansætte nogen, der ikke ligner dem, man havde i forvejen. Det kræver bare, at man rekrutterer bredt og husker noget så banalt som at skrive jobopslag i et sprog, der ikke er så dybt nedsunket i managementsprog, at ingen uden en uddannelse fra CBS forstår det.”

synspunkt

Da jeg som ung nyuddannet humanist første gang forsøgte at gøre mig nyttig i den private sektor, gik det op for mig, at der var en hel del, jeg havde misforstået.

Jeg var netop blevet færdig som antropolog, og min ilddåb bestod i en to-dages-workshop for et konsulenthus. Bevares, alt gik på overfladen godt, alt imens jeg rådgav praktiske folk i en stor dansk ingeniørvirksomhed om kulturforståelse og mellemfolkelig samarbejde – men meget kunne være gået galt, havde mit publikum været knap så tolerant.

Jeg namedroppede mig igennem to stive døgn med teoretiske referencer, teksttunge PowerPoints og et selvtilfreds ”held og lykke” efter at have underholdt med, hvilke uoverstigelige problemer de stod overfor.

”Og hvad skal vi så gøre nu?” rungede spørgsmålet, der forfulgte mig ud af kursuscentret og ud på efterfølgende opgaver, indtil jeg lærte at gøre det anderledes. Indtil jeg lærte at holde mine referencer for mig selv, simplificere tingene, skrive alt ned i bullet points og komme med løsninger i stedet for at fremvise spændende problemer.

Men jeg kunne heller ikke vide bedre. Jeg var som enhver anden humanist opdraget til at fokusere på problemer og ikke løsninger, vise, at jeg kendte teorierne og havde læst de rigtige tekster. Pludselig fandt jeg ud af, at min faglighed blev bedømt på mine evner til at rådgive ordentligt og relatere tingene til mine kunders virkelighed, og så var det ligegyldigt, om jeg citerede Foucault eller Steve Jobs.

 ”Det betyder, at erhvervslivet skal tage nogle chancer og ansætte nogen, der ikke ligner dem, man havde i forvejen. Det kræver bare, at man rekrutterer bredt og husker noget så banalt som at skrive jobopslag i et sprog, der ikke er så dybt nedsunket i managementsprog, at ingen uden en uddannelse fra CBS forstår det.”

Senere lod jeg mig opsluge af det private erhvervsliv og havde i hundredvis af jobsamtaler med håbefulde humanister, der ledte efter et job og alle håbede, jeg havde læst deres spændende speciale om postkolonial identitetsskabelse blandt filippinske tatovører. Det havde jeg sjældent, og arbejdet fik mig til at indse, at der var en dramatisk kløft imellem arbejdsmarkedet og den humanistiske erfaringshorisont og selvforståelse. Jeg begyndte at undersøge, hvori den bestod.

Kulturskiftet udebliver

Enhver akademikers møde med det virkelige arbejdsliv er et kulturchok. Her gør det for så vidt ingen forskel, om man arbejder i det offentlige eller i det private, og særlig det offentliges mangeårige forsøg på at ”mime” det private har efterhånden gjort selv det mest kommunale center eller institution til en lille kopi af en privat virksomhed. Komplet med managementsprog, kundesegmenter, KPI’er, benchmarks, værdier og strategier. Alligevel opfattes det offentlige stadig som et sikrere sted at slå sig ned som humanistisk lønmodtager, og derfor ender dimittenden også ofte med en stilling på biblioteket, i centraladministrationen eller i et eller andet evalueringsprojekt om medborgerinddragelse. Alle udmærkede job, men det helt store kulturskifte ud af den offentlige sektor bliver alt for sjældent foretaget. Og det, skønt undersøgelser viser, at humanister og andre akademikere kan gøre stor gavn i det private og være et aktiv for bundlinjen.

Som jeg ser det, ligger en del af forhindringerne i hovedet på humanisterne selv, men så sandelig også i erhvervslivet. Her hænger man stadig fast i en opfattelse af, at vejen til guldet er brolagt med eksamensbeviser fra tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, administreret af dimittender fra handelshøjskolerne. På trods af, at flere forskere på baggrund af nye OECD-tal vurderer, at Danmark sakker bagud i uddannelse blandt andet på grund af for snævre specialiseringer, for lidt bredde og for få ”bløde” kompetencer.

I det danske erhvervsliv tror man nemlig stadig, at danske ingeniører, kemikere og farmaceuter er andre landes faggrupper overlegne, blot fordi de er danskere. Det er stadig en udbredt opfattelse at kinesiske, indiske og østeuropæiske fagfolk er en slags robotter, der nok kan følge en instruktion, men ingen ideer få selv. Det kan blive en dyr lektion for danske virksomheder, når de endelig forstår, at de også er dygtige udenfor Danmark og at de derfor skal til at skrue op for virksomhedens humane, kvalitative, analytiske, kritiske og kreative kompetencer. Når de dyre hovedkvarterer efterhånden fyldes med stabsfunktioner, der skal administrere og styre mennesker, oversætte imellem funktioner, skabe overblik og finde mening i arbejdet, vil humanisterne efter min mening inden længe stå som en ny og uundværlig arbejdskraft.

I hvert fald viser undersøgelser, at mange virksomhedsledere nu ønsker sig ansatte med kritisk tænkning, kompleks opgaveløsning og høje kommunikative evner fremfor medarbejdere med teknologisk og videnskabelig ekspertise.

Det betyder, at erhvervslivet skal tage nogle chancer og ansætte nogle, der ikke ligner dem man havde i forvejen. Det kræver bare, at man rekrutterer bredt og husker noget så banalt som at skrive jobopslag i et sprog, der ikke er så dybt nedsunket i managementsprog, at ingen uden en uddannelse fra CBS forstår det. Faktisk får virksomhedernes nærmest sekteriske evne til at spærre sig selv inde i et selvimponeret corporae-lingo uden den mindste ydmyghed, mange humanister til at føle sig afvist, eller selv vende om, i døren.

De der kinesere

Men forhindringerne findes ikke kun i erhvervslivet. Som jeg indledte med at beskrive det, så har humanisterne også selv en stor del af skylden, for at kulturmødet med det private ikke altid ender lykkeligt. Måske fordi respekten for at tjene penge mangler, når man er opflasket i en kultur, hvor forskningen opfattes som sit eget ophøjede formål, mens det at købe og sælge stadig opfattes som en art svindel. Men det skyldes nok også en manglende evne til at se ud over det, man skrev speciale i, og i stedet indse, at man nu evner at oversætte, finde mening, beskrive, analysere og skabe overblik netop, fordi man skrev specialet. Emnet i sig selv er ikke længere det vigtigste.

Derudover tror jeg, at det skyldes humanistens manglende vilje til at gå på kompromis og finde sig i, at man ikke kan opnå det bedste hver gang. Både private og offentlige virksomheder har brug for ansatte, der kan samarbejde, og det er ikke altid det ”klogeste” forslag, der vinder. Pragmatikken er ofte overdommer, og i det private erhvervsliv kan man kun perfektionere ting indtil det punkt, hvor det bliver for dyrt og ingen vil købe det. Virksomhederne skriver godt nok, at de skaber det bedste produkt, de kan, men det er naturligvis bluff, da det bedste produkt ville være så dyrt at skabe, at ingen havde råd til det.

Det 21. århundrede er et videnssamfund. Der er brug for kloge, gode analytiske hoveder, og de sidder på en stor generation af humanister. Men også hos psykologer, sociologer, teologer og andre relaterede ”menneskefag”. Desværre er der stadig en kløft i mellem det private erhvervsliv og de bløde fag, men jo hurtigere hver side lærer, hvad de kan bruge hinanden til og bliver mere imødekommende, og jo mere vi accepterer eller kender til hinandens forskellige sprog, jo hurtigere kan vi slå de der kinesere.

Inden de også bliver lige så gode til det som os.

Arbejdsmarked

Blog

HR & uddannelse

Tema: Synspunkt

Tilmeld dig nyhedsbrevet