Den første fase af SLIP-programmet (Strategic Leadership Research in Public Sector) er netop afsluttet med en stor konference og udsendelsen af tre antologier om fremtidens offentlige lederskab. SLIP startede i 2008 som et samforskningsprogram delvis finansieret over finanslovens kvalitetsreformmidler. Programmet omfatter i dag i alt 14 delprojekter til en samlet værdi af 44 millioner kroner. Programmet åbner op for en bred debat om, hvordan fremtidens offentlige lederskab bør være set ud fra flere sociale udfordringer og ledelsesmæssige perspektiver. Fokus har her været at finde muligheder for at erstatte eller supplere den rationelle styringstænkning i New Public Management med nye, mere konstruktive tilgange på lederskabet, for eksempel med afsæt i mere åbne, etiske og æstetiske værdisyn på mennesker, samfund, faglighed, involvering, tillid, magt, frihed, demokrati med mere.

Ledelsesdebatten i Danmark er i dag præget af mange modstridende værdisyn, der går lige fra de senere års strenge, ortodokse og ensrettede økonomistyringslogik henover den mere åbne og funktionelle netværkstankegang til og endende med mere opsøgende, involverende og relationelle muligheder for lederskabelse. Vi møder alle disse forskellige ledelses- og styringsformer i den daglige arbejdspraksis. SLIP har derfor søgt at perspektivere og forholde sig til lederskabets mangfoldighed og de mange samfundsmæssige konsekvenser og muligheder, der ligger bag denne udvikling.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Man kan sige, at hele ledelsesfeltet over SLIP’s 5-årige levetid har ændret sig radikalt set ud fra et bredt samfundssyn. Distancen mellem top og bund, mellem politik og produktion, mellem kontrol og åbenhed, mellem teori og praksis etcetera er blevet øget. Dermed er kompleksiteten og de sociale udfordringer også blevet større. Dertil kommer, at sammenblandingen af hårde og bløde styringsformer har øget presset på ledernes muligheder for at håndtere de store sociale, ofte ondartede og uklare udfordringer, som de forventes, at skulle kunne leve op til, endog med brugen af de simple værktøjer, som oppefra er stillet til rådighed. De mange styringsreformer såsom for eksempel ”Kvalitetsreformen” fra 2007 og ”Moderniserings- og Tillidsreformen” fra 2013 har således indeholdt et miks af såvel hårde økonomiske kontrolformer som bløde samarbejds- og dialogformer, som lanceres uden klare distinktioner og praktiske anvisninger.

Dette skyldes ikke kun, at de centrale forvaltningsorganer indenfor givne rammer forsøger at inddrage, udnytte og mobilisere medarbejdernes selvstyringsindsats og evige angst for ikke at opfylde kravene. Men dertil kommer også, at de store interesseorganisationer har indvilget i at medvirke i reformarbejdet primært for at opnå legitimitet og indflydelse. Hermed har de måttet give køb på fagfolkenes krav om bevarelse af den faglige autonomi og dømmekraft. De offentlige styringsreformer udgør derfor ofte et sammensurium af modstridende rationaler, der for de lokale professionsledere opleves som et besværligt og uhåndterligt minefelt at navigere i. Det er denne til dels tvetydige politiske og forvaltningsmæssige styringsform, som ledelsesforskere ofte har benævnt som ”desperate governance”. Velfærdsledelse bliver fortsat iværksat gennem top-down hierarkier, hvor de faglige mellemledere forpligtes til at målstyre, overvåge og forholde sig til fagfolkenes præstationer i tid og effekt ud fra generelle normer. Denne ledelsesform har alvorlige konsekvenser for såvel fagfolkenes faglige frihed og fleksibilitet som for borgernes oplevede velfærd og trivsel.

Mere centralistisk regulering

Forvaltningspolitikkens præstations- og budgetkontrol er set under ét blevet strammet op set over de sidste 5 år, hvor SLIP-programmet har eksisteret. Dette er sket gennem mere centralistisk regulering, som er sat i værk af staten, for eksempel gennem strenge budgetkontroller og individuelle sanktioner, ensrettede præstationsnormer, ensidige offentlige kvalitetsmålinger, individuelle tidsregistreringer etcetera. Det er også sket gennem flere instrumentelle lederuddannelsestiltag, jævnfør for eksempel diplomuddannelsen i ledelse, som især har lagt rammerne for driftsstyringen. Selvom der fra organisationernes og flere forskeres side argumenteres stærkt for mere motiverende styringsformer gennem mere åbne samarbejdende netværk, har den lokale produktions- og præstationsstyring opnået at fortrænge de nye tværgående fleksible samarbejdsforsøg. Alligevel påstår politikere, topledere, forvaltere og nogle forskere, at New Public Management er blevet afbureaukratiseret, liberaliseret, markedsliggjort og gjort mere fleksibel, medens udviklingen i praksis objektivt set synes at være gået den modsatte vej - det vil sige, at stadig højere performancekrav forventes realiseret indenfor stadig mere begrænsede ressourcer. Og afbureaukratisering er næppe mulig, idet magthavere qua deres natur næppe ønsker at give slip på magten og privilegierne. Set i det lys er de offentlige ledere og medarbejdere udsat for et tiltagende styringspres, der har synlige og skjulte sociale og psykiske konsekvenser.

Set i dette lys opstår et interessant styringsparadoks, som påkalder sig behov for et alternativt og mere bæredygtigt, involverende og menneskeligt lederskab. For det første viser empirisk forskning, at medarbejdernes arbejdsmotivation, arbejdsrelationer og produktivitet bliver begrænset af mindre faglig frihed og råderum. Når den arbejdsmæssige fleksibilitet reduceres gennem øget kontrol, større mistillid etcetera, begrænses også medarbejdernes trivsel og kreativitet samt deres evne til at udøve faglig dømmekraft og skabe oplevet individuel velfærd for borgerne. Der kan således observeres klare kontraproduktive konsekvenser af statens strammere og ensrettede styring til skade for velfærdsproduktionens fleksibilitet, kreativitet og oplevede mulighedsrum. Men dette aspekt har en tendens til at blive negligeret af magthaverne og forvalterne i deres iver efter at bevare og legitimere systemets effektivitetssymboler, magtpositioner og strukturelle dominans. Set ud fra et etisk og æstetisk menneske-, samfunds- og lederskabelsessyn er det derfor vigtigt i fremtidens lederskab at modvirke samfundets institutionelle ensretning, overstyring og magtdistance. Det kan ske dels ved, at forskningen påviser styringens negative, uproduktive og sociale bivirkninger, dels ved at udvikle nye mulighedsrum og sprækker for menneskelig kreativ udfoldelse på kanten af statens og samfundets mål- og regelsatte rammer.

Forskningens vigtige mission

På dette felt har forskningen en vigtig mission, som ikke altid udfoldes til fulde. For forskningen selv er også underkastet institutionelle og økonomiske rammer, som begrænser dens udsyn og kreativitet. Som resultat af SLIP-forskningen har vi udsendt tre antologier på hver cirka 500 sider, der gennem empiriske studier dokumenterer styringens konsekvenser, faglighedens barrierer og lederskabets uendelige mulighedsrum.

Den ene antologi ”Lederskabelse i spændingsfeltet mellem staten, professionerne og borgerne” viser blandt andet, hvorfor mange gode ledelsesideer ikke får lov til at komme til praktisk udfoldelse på grund af systemets stivhed og manglende lydhørhed. Det samme gælder den udbredte strategi- og systemtænkning, som ender med at blive til et bevidsthedsbegrænsende magtmiddel, som reducerer strategisk udsyn, refleksionsevne og problemnærhed. Vi får også indsigt i, hvorfor stram budgetstyring er svær at forene med en anerkendende og problemløsende ledelsesform, hvorfor der må stilles særlige krav til at udvikle dialogskabende og grænseoverskridende udviklingssprog. Vi følger tillige, hvordan innovation er svær at realisere indenfor og på tværs af faggrænser og niveauer, fordi systemets stærke hierarkier og institutionelle ledelsesformer i sin natur begrænser kreativitet og samarbejdsdreven innovation, især når man skal tænke på tværs af etablerede og nedarvede organisations- og faggrænser.

I den anden antologi ”Laboratorier til bæredygtig samfunds- og lederskabelse” gives en række ideer til at mobilisere nye faglige relationer og kreative rum ved blandt andet at inddrage kunst, kultur og filosofi samt menneskers forskellighed i eksperimentelle tværgående ledelsesrum på kanten af de konventionelle og etablerede styringsrum.

Forskningen peger således på en lang række alternative strategier til at fremme nye innovative og grænseoverskridende ledelsesideer og finde sprækker og huller til at frisætte ledernes og medarbejdernes refleksionsevne, samspilsrelationer og handlekraft såvel indenfor som udenfor ”systemets legitime og konventionelle rammer”. Vi vil hermed påpege, at lederskab og styring ikke kun kan og skal foregå indenfor statens institutionelle rammer, men i høj grad bør kunne udfoldes under alternative samfundsformer og gennem andre sociale relationer end de institutionelle og konventionelle. SLIP har på denne måde skabt et nyt udviklingsperspektiv på fremtidens lederskab, som tager afsæt i virkelighedens sociale udfordringer. Nu venter vi blot på, at politikerne, forvalterne og lederne vil lytte til ideerne og arbejde for at føre dem ud i livet.