Kommunen.dk
MENU

Kommunerne går stadig forrest med arbejdstidsforsøg

Flere kommuner har afprøvet en arbejdsuge på fire dage. Fleksibilitet og nye arbejdsformer er efterspurgt, og forsker og kommunal leder forventer flere forsøg i fremtiden trods politisk debat.

Kommunerne går stadig forrest med arbejdstidsforsøg

Flere kommuner har afprøvet en arbejdsuge på fire dage. Fleksibilitet og nye arbejdsformer er efterspurgt, og forsker og kommunal leder forventer flere forsøg i fremtiden trods politisk debat.
Under corona-perioden vænnede mange medarbejdere sig til at arbejde hjemmefra, og mange vil fortsat gerne arbejde delvist derhjemme.
Under corona-perioden vænnede mange medarbejdere sig til at arbejde hjemmefra, og mange vil fortsat gerne arbejde delvist derhjemme.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Arbejdskraft – og arbejdstid – er den nye valuta i dansk politik. Det er flere gange blevet understreget i 2023, ikke mindst da den socialdemokratiske chef-ideolog og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i sin bog ”Arbejdets land” gik til angreb mod “det veltalende mindretal” og samfundsdebattører, der taler for det ”deltidsarbejdende og arbejdsfrie samfund.”

Det er et samfundsproblem, hvis for mange “står af hamsterhjulet”, mener Kaare Dybvad Bek. Derudover ønsker både regeringen og KL, at flere deltidsansatte skal op på fuldtid i velfærdsfagene for at løse manglen på hænder i den offentlige sektor. 

Debatten om fuldtid versus deltid misser dog vigtige nuancer, mener Michael Bay, områdeleder for Miljø og Teknik i Odsherred Kommune. I kommunen har man som den første kommune afprøvet en arbejdsuge på fire dage for administrative medarbejdere i en forsøgsperiode på tre år, og Michael Bay mener, at debatten om, hvordan man tilrettelægger sin arbejdstid – også 37 timer –bør fylde mere. 

- Et arbejdsliv er mere nuanceret end en diskussion om fuldtid eller deltid, siger han. 

I Odsherred har man, siden forsøgsperioden endte i 2022, implementeret ordningen på fast basis. Derudover har man udvidet forsøgsordningen til flere områder i kommunen.

Udover forsøg med fx en arbejdsuge på fire dage mener Michael Bay, at man med tiden også kan se på, hvorvidt arbejdstiden kan periodiseres alt efter livsfaser eller ligefrem fra uge til uge.

- Jeg tror, vi kommer til at se flere af denne slags forsøg. Både i forhold til en firedages arbejdsuge, men også i forhold til at nedbryde gamle barrierer om, hvordan man plejer at have tilrettelagt arbejdstiden, siger Michael Bay. 

Succesen breder sig

Forsøget i Odsherred har generelt været en succes, konkluderer både kommunen selv og gruppen af forskere fra RUC, som har fulgt projektet. 

Siden har flere kommuner meldt sig på banen med egne initiativer, ligesom ledere fra Odsherred har været inviteret ud til andre kommuner for at fortælle om deres erfaringer. 

Det handler dog om meget mere end blot fire eller fem dage i en arbejdsuge. Udover længden på arbejdsugen og arbejdsdagene har man arbejdet med en ny, mere effektiv mødekultur, mere fleksibel mulighed for hjemmearbejde og fokus på samarbejdet med borgere.

Det er nødvendigt at se på flere dele af arbejdsgangene, når man rykker i rammerne, fortæller Michael Bay. 

- Når vi kommunikerer med en omverden, som har en femdages arbejdsuge, risikerer vi at blive opfattet som lukkede. Derfor har vi eksempelvis oprettet et nyt bookingsystem for at sikre, at borgerne kan få den hjælp, de har brug for. Hvis de booker tid, er vi også mere forberedte, end vi tidligere har været, når borgerne har ringet ind, siger han. 

Der er også flere dilemmaer i spil, når man arbejder med nye måder at tilrettelægge arbejdet på, fortæller Michael Bay. 

Efter at kommunen har introduceret mere fleksible arbejdsmetoder, er sygefraværet faldet, men som Michael Bay selv påpeger det, kan det fx skyldes, at flere kan overskue at arbejde hjemmefra, når de ikke er på toppen, og hvor man ellers ville være for syg til at tage på arbejde. 

Flere kommuner med

En lang række kommuner har siden forsøgt sig med fx en firedages arbejdsuge eller variationer som fx fleksibel fredag eller dage afsat til kun administrative opgaver. 

I Esbjerg Kommune har kommunens jobcenter afprøvet en firedages arbejdsuge. Også her har man taget godt imod forsøget, fortæller Christian Højgaard Mikkelsen, senioranalytiker hos Vive, som har lavet en midtvejsevaluering af forsøget, og hvor man efterfølgende har vedtaget ordningen på fast basis.  

Medarbejderne har selv fået lov til at vælge, hvorvidt de vil være på en fire- eller en femdages arbejdsuge, og selvom det også giver udfordringer, når kollegerne har forskellige arbejdsuger og -rutiner, viser evalueringen, at de ansatte værdsætter, at de selv kan bestemme over deres arbejdstid. 

Christian Højgaard Mikkelsen understreger dog, at man også skal være varsom med at konkludere på tværs af forskellige forsøg. 

- Der er ingen one size fits all-løsning for arbejdspladserne. Man skal selv finde ud af, hvad der virker lokalt, siger han. 

Arbejdstid gennem historien

Siden de første overenskomster i 1899 er den aftalte ugentlige arbejdstid blevet reduceret fra 60 til 37 timer i 1990 Kigger man tilbage i historien, har mere fritid altid stået på arbejderbevægelsens ønskeliste.

I 1920 blev grundreglen om “otte timers hvile, otte timers arbejde, otte timers frihed” indført.

I 1938 kom der en ferielov, så almindelige mennesker fik ret til at holde ferie. 

I 1956 kom der en folkepension, som gav ret til at få pension. 

I 1970’erne blev lørdagsarbejde endeligt afskaffet, og dermed opstod weekenden.

Kilde: Ritzau

Derudover skal man være opmærksom på, hvad de forskellige forsøg omfatter. I nogle studier omfatter firedages arbejdsugerne fx også en nedgang i arbejdstimer, mens det andre steder handler om en anderledes tilrettelæggelse af 37 timer. Derudover er nogle forsøg gennemført på produktionsvirksomheder, mens andre omhandler kreativt eller vidensarbejde. 

- Der er meget, vi ikke ved om effekterne af en firedages arbejdsuge endnu. Det gælder fx, hvad det betyder for effektiviteten eller sygefraværet, siger Christian Højgaard Mikkelsen. 

- Det er tydeligt, at medarbejdere værdsætter, at de selv kan være med til at indrette deres arbejdstid, uanset om det så er i form af en fire- eller femdages arbejdsuge. Hver gruppe synes, at den model, de har valgt, er den bedste for dem, tilføjer han.  

Arbejdstid og moral til debat

Særligt corona-hjemsendelserne var i 2020 en katalysator for forandringer på arbejdsmarkedet. Hjemmearbejdet blev fast praksis i krisetider – og er det fortsat på mange arbejdspladser. 

Debatten om en 37 timers arbejdsuge har ellers længe været lagt på hylden, men fik plads i bedste sendetid, da ”Ærø Manifestet” af forfatter Maj My Humaidan blev taget op af Kaare Dybvad Bek.

Det har ført til en fornyet debat om danskernes arbejdstid og arbejdsmoral. For selvom tre ud af fire danskere ønsker at holde fast i deres nuværende arbejdstid, ønsker 19 pct. – fem procentpoint flere end i 2018 – at gå ned i tid, viser tal fra Danmarks Statistik. 

Samtidig har regeringen i sit udspil til OK24 gjort det klart, at visse dele af lønstigningerne til de udvalgte sektorer kræver, at deltidsansatte kommer op i tid og skal være klar til at tage skæve vagter. 

Debatten om arbejdstid og tilrettelæggelse har sågar løftet sig til en debat om samfundskontrakten, hvor både stemmer fra oppositionen og inde fra regeringen har meldt sig på banen for og imod. 

”Politikerne skal turde lytte til bekymrede borgere som Maj My Humaidan, hvis vi skal kunne opretholde en samfundskontrakt, som alle borgere kan se sig selv i,” skrev fx Trine Bramsen (S) i et debatindlæg i Altinget, hvor danskernes udfordringer med stress blandt andet blev fremhævet. 

For nylig viste en analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at stress koster danske arbejdspladser 16,4 mia. kr. om året. Omvendt har regeringen i sin 2030-plan advaret om, at indførelse af en 32 timers arbejdsuge frem mod 2040 vil forværre de offentlige finanser med cirka 60 mia. kr.

- Det er klart, at når vi taler om arbejdstid, så har det stor betydning for samfundsøkonomien såvel som privatøkonomien. Debatten om arbejdstiden foregår på flere niveauer – både på samfundsniveau og på individuelt, siger Christian Højgaard Mikkelsen.  

Eksperimenter i fremtiden

Men selvom idéen om en kortere arbejdsuge for nu er skudt ned, er Christian Højgaard Mikkelsen overbevist om, at man vil se flere forsøg lokalt med nye måder at tilrettelægge arbejdstiden på. 

- Jeg tror stadig, at vi vil se denne type af eksperimenter vinde frem. Ikke bare firedages arbejdsugen, men også forsøg med arbejdstilrettelæggelse efter livsfaser, siger han. 

Selv er han spændt på at se, hvor meget selvbestemmelse arbejdsgiverne er villige til at lægge over til de ansatte i tilrettelæggelsen af deres arbejdstid. 

Det samme er Michael Bay i Odsherred, som ligeledes forventer, at de kommunale arbejdspladser vil eksperimentere med nye arbejdsformer og rammer i de kommende år. 

- Det er kun noget, vi kommer til at se mere af, vurderer han. 

Det er kun naturligt, siger han, fordi det er noget, der bliver efterspurgt blandt de ansatte og hos arbejdspladser, der gerne vil gøre sig attraktive i kampen om arbejdskraft:  

- Det vigtige er ikke en firedages arbejdsuge eller ej. Det handler om, hvordan vi kan møde de individuelle behov hos medarbejderne, så vi kan være en attraktiv arbejdsplads. Det er et vilkår i dag for, at vi kan tiltrække arbejdskraft, at vi er klar med anderledes måder at tilrettelægge arbejdstiden på.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR