Kommunen.dk
MENU

Landsbyordninger kan styrke børnelivet - sæt de mindre lokalsamfund på dagsorden

Samarbejde mellem daginstitution, skole og lokalsamfund rummer spændende perspektiver, men kræver politisk opbakning.

Landsbyordninger kan styrke børnelivet - sæt de mindre lokalsamfund på dagsorden

Samarbejde mellem daginstitution, skole og lokalsamfund rummer spændende perspektiver, men kræver politisk opbakning.
Landsbyordningen kan i udgangspunktet etableres som et kommunalt tiltag eller på lokalt initiativ. 
Landsbyordningen kan i udgangspunktet etableres som et kommunalt tiltag eller på lokalt initiativ. 
Foto: Johan Gadegaard/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
25. sep. 2025
Lene S. K. Schmidt
LENE S. K. SCHMIDT
DOCENT I FORSKNINGSMILJØET PÆDAGOGISK ARBEJDE MED FAMILIER, BØRN OG UDSATHED, CENTER FOR PÆDAGOGIK, UC ABSALON
Email
Sine Penthin Grumløse
SINE PENTHIN GRUMLØSE
DOCENT, PH.D
CENTER FOR PÆDAGOGIK, PROFESSIONSHØJSKOLEN ABSALON
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Kommunalvalget står for døren og med det dialoger om, hvordan man i den enkelte kommune kan sikre børn og familier gode vilkår. En del dialoger vil handle om forholdene i daginstitutioner og skoler. Andre vil handle om de familier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. 

Begge temaer er fuldt berettigede. Med dette indlæg vil vi dog inspirere til, at nogle af de børnepolitiske dialoger kan udspringe af en interesse for de mindre lokalsamfunds potentialer, fx det samarbejde, der kan etableres mellem daginstitution, skole og lokalsamfund.  

Børnelivet i mindre lokalsamfund

Som forskere ved Professionshøjskolen Absalon inden for feltet pædagogisk arbejde med familier, børn og udsathed er vi blandt andet optagede af børnelivet i de mindre byer og på landet. Ser vi bredt ud over kommunerne, er der stor forskel på, hvilke muligheder børn i de mindre lokalsamfund har. 

Nogle børn har ganske langt til daginstitution og skole og bruger en rum tid dagligt på transport. I nogle familier skal børnene i én retning til deres daginstitution, mens skolebørnene skal i en anden. Familierne er afhængige af både tid og bil for at få børnefamilielivet til at hænge logistisk sammen. Andre børn har ”deres steder” tæt på, hvor de bor, og de færdes til fods i et lokalmiljø, der herigennem bliver deres.  

Liv i det lokale

Som et led i vores forskning har vi fulgt etableringen af en landsbyordning i en mindre stationsby på Sjælland. I en landsbyordning har daginstitution, skole og SFO fælles ledelse. Landsbyordningen kan i udgangspunktet etableres som et kommunalt tiltag eller på lokalt initiativ. 

Den landsbyordning, vi har fulgt, er kommet til verden på et lokalt initiativ fra den lokale daginstitution, skole og forældrebestyrelser. Den er kommet til verden i et ønske om at styrke børnelivet lokalt. Det er et lokalt forankret initiativ, hvor pædagogik, relationer og tilhør søges flettet sammen. Landsbyordningen er del af lokalsamfundet og rækker ud over det institutionelle børneliv, fx når de lokale foreninger står for undervisningen for en dag, og børnene ad den vej får relationer til de lokale foreningsliv. 

Et aktuelt spørgsmål i kommunalpolitik

 
Landsbyordningen rummer potentiale for at udvikle en pædagogik, der skaber meningsfulde forbindelser i børns liv og ikke mindst understøtter, at der er daginstitution og skole i de mindre lokalsamfund, hvor man ikke altid kan bryste sig af høje børnetal. Den kan samtidig bidrage til social bredde i og med, at børnefamilier bliver boende, og nye flytter til med ønske om at være en del af fællesskabet. 

I den landsbyordning, som vi har fulgt, ser vi også, at familier, der bor i periferien, vælger den til. Dvs. det lokale børneliv og fællesskab bliver større. 

Op til kommunalvalget 2025 er det oplagt at bringe landsbyordningen ind i den politiske samtale om børn og familier. Med landsbyordningen som eksempel rejses væsentlige spørgsmål om, hvordan vi sikrer børn og familier gode vilkår i de mindre lokalsamfund, og hvordan vi som samfund kan støtte op om de lokale initiativer, der tænker i nye organisatoriske baner. 

Landsbyordningen rejser også spørgsmål om, hvordan man kommunalt leder på en måde, der giver fagligt råderum til og støtter op om lokale initiativer. Det kræver meget mere end blot strukturændringer at skabe gode rammer for et børneliv i de mindre lokalsamfund. Det kræver tid og mulighed for at forme praksis lokalt. Det kræver også, at politiske beslutninger understøtter de former for kulturudvikling, der opstår lokalt. 

Hvordan arbejder I i jeres kommune med at sikre liv i de mindre lokalsamfund – til glæde for børn og familier?

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR