Særregler for politikere, som jo pr. definition er besluttet af netop politikere, rummer et forargelsespotentiale, der kan udgøre en voldsom kraft.

Alle husker den shitstorm, som Carl Holst fandt sig selv i, da han i 2015 var stoppet som regionsrådsformand for at blive forsvarsminister og fuldstændig regelmedholdeligt modtog både regionsrådsformandseftervederlag og ministervederlag samtidig. Undervejs blev han efter otte års røgfrihed drevet til at begynde at ryge igen og endte med at måtte løskøbe sig med frasigelse af en del af pengene. En sigende illustration af styrken af det pres, vederlagsdiskussionen kan rejse.

Foruden den personlige konsekvens fik sagen også en effekt for alle efterfølgende regionsrådsformænd, der måtte gå hen og få et andet politisk fuldtidsjob. For dem er der ikke noget eftervederlag og heller ikke for en borgmester der “tiltræder som medlem af Folketinget, minister, regionsrådsformand eller på ny tiltræder som borgmester”, som det hedder i den nugældende kommunale vederlagsbekendtgørelse. Den regionale rummer en tilsvarende ordlyd, og det hele kan summeres op til, at der ikke skal falde eftervederlag hvis man går fra et politisk fuldtidsjob til et andet.

Vederlagsdiskussionen er imidlertid et utømmeligt kar, hvorfra der altid kan hentes en sjat brændstof mere til et raid mod politikeres vilkår. Hvis der skal ske de facto modregning af eftervederlag ved indtægter fra et politisk job, hvorfor så ikke ved indtægter fra et civilt ikke-politisk job? lød det eksempelvis så sent som i sidste uge, da Dansk Folkeparti fik førstebehandlet et beslutningsforslag om netop dette. En slags opfølgning på en beretning fra Folketingets Indenrigsudvalg, som tilbage i februar også havde emnet oppe.

Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative lagde sig dengang fast på, at “man må se aflønningen af fuldtidspolitikere som en samlet pakke i form af vederlag, eftervederlag og pension”, og derfor kan eftervederlagsreglerne for borgmestre og regionsrådsformænd “ikke ses isoleret fra de samlede vederlags- og pensionsforhold”. Det mente Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Nye Borgerlige nu godt, man kunne, men de er et mindretal og derfor er der ikke sket noget.

I beretningen fra februar lagde flertallet ellers op til at der skal holdes et møde med “mulighed for at drøfte reglerne (...) nærmere”, men det er så ikke sket endnu. Under behandlingen af beslutningsforslaget i folketingssalen blev der igen “lagt op til” et møde, men uden løfter om hvornår. I det spørgsmål noterede Enhedslistens Jette Gottlieb sig meget præcist et skel mellem yderpartierne og magtpartierne.

De sidstnævnte har mindst travlt og holdt i et vist omfang Vederlagskommissionens anbefaling fra 2016 op som et skjold, selv om de medgav, at der bestemt var grund til at se på sagen. Som afværgeforanstaltning betragtet ville Vederlagskommissionens arbejde da også have været mere brugbart, hvis det i øvrigt var blevet fulgt, og det blev det som bekendt ikke. Pensionsforhold er stadig meget forskellige fra ikke-politikeres vilkår, der sker stadig ikke modregning i borgmestres løn for honorarer fra andre lønnede poster, og selv om folketingsmedlemmernes skattefrie tillæg altid begrundes med, hvor vidunderligt ubureaukratisk det er at slippe for at fedte med bilag, så mangler der stadig en forklaring på, hvorfor samme ubureaukrati ikke også ville være en dejlig ting for ikke-politikere.

Men et sted skal man jo starte, og ensretning af modregningsregler for eftervederlag, uanset om det er indtægter fra et politisk job eller et civilt ikke-politisk job, er formentlig et udmærket sted at slå hul. Ordføreren for forslagsstillerne til folketingsbeslutningen, Jens Henrik Thulesen Dahl, havde stort set kun ét argument, til gengæld gentog han det igen og igen: Hvorfor er det rimeligt med den forskel? Hvorfor er det rimeligt?

Et virkelig godt spørgsmål. Hvilket man kunne se af, hvor svært det var for flertalspartierne at besvare, og hvor svært det var for dem at forklare, hvorfor man ikke bare ville gøre noget ved det her og nu.

Hvad der ikke kan forklares, kan som bekendt heller ikke i længden forsvares, så det møde der er “lagt op til”, skal nok komme, og når det gør, kan det kun ende på én måde. Spørgsmålet er udelukkende hvornår.

Bagefter er der altid pensionen og det skattefri tillæg at tage fat på.