Der er altid en grund til det, når noget bliver lækket i utide. Nogen har en interesse i at få noget frem, enten fordi afsenderen af budskabet gerne vil have lidt ekstra rampelys på sig ved at servere udvalgte godbidder for et særligt begunstiget medie, eller det modsatte: Nogle (andre) vil gerne forpurre et forløb, der ellers var lagt til rette.

Tilsvarende er der altid en grund til det, når noget forsøges kørt under radaren. Nogle har en interesse i at få noget igennem, uden at andre opdager det, før det er for sent at hugge en bremse i – som regel, fordi det er en sag med stort balladepotentiale enten blandt dem, det har effekt for, eller i den brede offentlighed.

I tilfældet politik kan sidstnævnte oversættes til vælgerforargelse, og forargelse over noget, man har tænkt sig at gøre, håndteres bedst ved at få så lidt opmærksomhed som muligt. Forargelse over noget, man (andre) gerne vil forhindre, håndteres modsætningsvis bedst ved at skabe så megen opstandelse som overhovedet muligt.

Muligvis er det et rent tilfælde, men kombinationen af penge og politik – mere præcist: penge til politik, herunder til politikere – er leveringsdygtig i eksempler på alle aspekter af dette.

Omkring årsskiftet blev det illustreret, da byråd og regionsråd skulle tage stilling til afledte virkninger af en kraftig stigning i borgmester- og regionsrådsformandsvederlagene. I nogle kommuner var det et stort emne både i byrådene og især i offentligheden, og hvad enten det nu skyldtes egne betænkeligheder eller kritisk lys fra vælgerne, så endte det med, at 23 byråd huggede bremsen i og undlod at tage imod den afledte vederlagsstigning til de menige byrådsmedlemmer og tre kun tog noget af den. De resterende 72 kommuner indkasserede, og en del af dem gjorde det uden overhovedet at gøre det til en sag med dagsordenspunkter og dokumenter. Samtlige regionsråd valgte den rent administrative løsning.

Ret meget lavere under radaren kan man ikke lægge sig.

En anden lavtflyvende pengeaftale var den fra sidst i november 2016 om en 40 procents stigning i den offentlige støtte til partiernes sekretariatsarbejde for folketingsgrupperne. Den aftale blev handlet af mellem gruppeformændene for Socialdemokratiet og Venstre, Henrik Sass og Søren Gade, og sluppet ud til offentligheden præcis på det tidspunkt, da alle politisk interesserede havde koncentrationen rettet mod regeringsomdannelsen fra V til VLAK. Alligevel kom der lidt blæst om aftalen, men ikke ret meget og i hvert fald ikke for 52 millioner kroner blæst. Men nu handlede det heller ikke om penge til politikerne selv denne gang, og det letter altid lidt på det.

Det gør det til gengæld i den aktuelle diskussion om folketingsmedlemmers og ministres pensionsvilkår. Ydermere handler det om noget, der er forsøgt solgt som en tilnærmelse af politikernes pensionsvilkår til pensionsvilkårene for almindelige dødelige, men som så alligevel viser sig at have elementer, som nærmest er det modsatte. Her er det ikke muligt at liste noget igennem, og det næstbedste er så at være mange om at tage tævene i fuld offentlighed.

Det var det samme tilbage i maj sidste år, da et endnu større flertal botaniserede i det forslag fra Vederlagskommissionen, som i de første uger af 2016 gjorde et hæderligt forsøg på at luge ud i diverse særordninger for i stedet at gøre politikerlønningerne gennemsigtige og gennemskuelige. Et af tiltagene til dét var netop at normalisere pensionsforholdene, og en af måderne var at hæve lønnen til gengæld for at sænke pensionen, så politikere ligesom andre hovedsagelig aflønnes, mens de har jobbet og ikke efterfølgende.

Sidstnævnte del blev imidlertid torpederet grundigt med netop en læk af Model 2 jævnfør de indledningsvis nævnte kategorier: Nogen ville gerne forpurre et forløb, der ellers var lagt til rette. Omlægningen fra pension blev behændigt underspillet i lækken, så det indtryk, der stod tilbage, var en stor lønstigning – meget stor endda – som da også skabte så megen opstandelse, at den planmæssigt blev skudt ned i løbet af en formiddag, uden at Vederlagskommissionen havde haft en chance for at klargøre sammenhængen.

Resultatet: Politikernes pensionsvilkår overlevede dengang, og her i den seneste øvelse rummer tilpasningen af dem stadig nogle behagelige undtagelser for de berørte politikere. Den, der lækkede den udvalgte bid af Vederlagskommissionens forslag, kan kun være tilfreds.