Når alt kommer til alt, og støvet har lagt sig lidt efter de bombastiske meldinger om Vederlagskommissionens forslag, skal det såmænd nok ende med, at en god del af nyskabelserne bliver gennemført. Ikke lige med det samme, i hvert fald ikke dem alle, men over tid. For i eftertankens klare skær var det måske alligevel ikke så håbløst at forskubbe en større del af aflønningen af fuldtidspolitikere frem til den periode, hvor de udøver hvervet, fremfor at at lade den falde som eftervederlag og pension.

Foretager man sådan en indre forskydning mellem løndelene, vil nogle uundgåeligt skulle sættes ned, for at andre kan sættes op. Eller omvendt: Nogle skal sættes op, for at andre kan sættes ned. Rækkefølgen er alt andet end ligegyldig. Lækken fra kommissionen gik på det, der skulle sættes op, og det var årsagen til, at det øjeblikkelig blev skudt ned.

Det pikante ved sagen er naturligvis, at de, der skal vedtage en eventuel ændring, i vidt omfang også er dem, der selv får deres private økonomi påvirket af den. Den offentlige interesse for sagen har fordelt sig i overensstemmelse hermed, altså hovedsagelig været rettet mod vilkårene for folketingsmedlemmer og ministre.

Borgmestre og regionsrådsformænd er gået lidt under radaren her, og det skal de være glade for, for det gør det mere sandsynligt, at netop de får opdateret deres lønvilkår. Det, og så det, at de, der skal beslutte det, ikke kan beskyldes for at tilgodese sig selv. Desuden blev alle andre lokalpolitikere end lige præcis borgmestre og regionsrådsformænd lønreguleret i 2014, så de har i lidt højere grad end folketingsmedlemmer og ministre en regulering til gode. Og endelig rummer Vederlagskommissionens forslag for lokalpolitikernes vedkommende et element, der alt andet lige vil gøre en lønregulering mere spiselig: modregning.

Modregning er et ord med en sympatisk klang, jævnfør de tilbagevendende ramaskrig, når nogen går fra en post til en anden medtagende fratrædelsessum og/eller eftervederlag til udbetaling oveni den nye løn. Hvad lige præcis dét angår, har kommissionen et forslag, der gælder alle, også folketingsmedlemmer og ministre, men i henseende til borgmestre og regionsrådsformænd fremsættes et supplerende forslag, der i givet fald vil komme til at gælde i den fortløbende dagligdag og ikke ved jobskift: Nemlig at eksterne hverv, som borgmestre og regionsrådsformænd påtager sig mod betaling, skal modregnes i den faste løn. Altså nul ekstra kroner.

Det er ikke småpenge, vi taler om her. Alle fem regionsrådsformænd har eksterne betalte hverv, der i gennemsnit giver dem 473.184 kr. oveni regionsrådsformandslønnen. Den, der får mindst, får 238.343 kr., og  den, der får mest, får 706.328 kr. Et mærkbart tilskud til  den faste årsløn på 833.000 kr.

For borgmestrene er de tilsvarende tal 149.151 kr. i gennemsnit med 757.489 kr. til den, der får mest. Dem, der får mindst, er der 34 af, og de får 0 kr. oveni borgmesterlønnen. For dem vil et lønløft udregnet på gennemsnitstal og betinget af modregning være en ren fest. For de andre måske knap så meget eller i hvert fald på en anden måde. Altså:  samme løn, men mindre arbejde.

Ganske vist hører det til de faste besværgelser, når borgmestre og regionsrådsformænd scorer sig et givtigt ben, at det skam er, fordi det er vigtigt, og at lønnen for det sådan nærmest lidt utilsigtet bare følger med, men alligevel er risikoen nu kun teoretisk, hvis man vædder hele sin pensionsopsparing på, at antallet af borgmesterben vil falde dramatisk, hvis modregningsmodellen bliver gennemført. I stedet vil de gå til andre byråds- og regionsrådsmedlemmer.

Helt kommer borgmestre og regionsrådsformænd dog ikke til at vinke farvel til ekstrahvervene. Dels fordi – ret skal være ret – der er hverv, som man uanset personlig aflønning vil finde bedst placeret hos kommunens/regionens frontfigur, dels fordi lønnede hverv i KL og Danske Regioner efter Vederlagskommissionens forslag skal holdes udenfor modregningsprincippet. Betalingen for sidstnævnte udgør henholdsvis 5,2 mio. kr. og 1,1 mio. kr. ud af en samlet sum for eksterne hverv på 14,6 mio. kr. for kommunernes og 2,4 mio. kr. for regionsrådenes vedkommende.

Lagt oveni en fast løn, der uanset modregning står til at stige, skulle det kunne blive til en hæderlig løn. At det skal være for et hæderligt stykke arbejde, er der ikke ændret ved.