Blodprøver, en tur i MR-scanneren eller en recept på medicin – hver eneste dag får patienter unødvendige undersøgelser og behandlinger med tvivlsom effekt. 

I den hidtil mest omfattende rundspørge blandt danske sundhedsprofessionelle om spild i sundhedsvæsenet svarer knap hver fjerde, at der inden for deres område udføres behandlinger, som der er minimalt eller intet behov for at gennemføre, og/eller som næppe fremmer patientens sundhed eller livskvalitet. 

Fire ud af ti svarer, at der inden for deres område foretages unødvendige undersøgelser. 

- Jeg synes, det er mange, og jeg synes, det er nok til, at det er et problem, siger formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner Karin Friis Bach (R). 

Artiklen fortsætter under grafikken...

At der forekommer unødvendig aktivitet i sundhedsvæsenet kommer ikke i sig selv bag på hende. Men at så mange sundhedsprofessionelle selv peger på spild inden for deres område overrasker hende. 

- Det er ikke, fordi vi svømmer i penge, så hvis vi kan få mere ud af de samme ressourcer, skal vi selvfølgelig det. Og det handler om hele tiden at se på, hvad der giver mest værdi for patienterne. Er der noget, der ikke giver værdi, så skal vi ikke gøre det, siger hun. 

Sundhedsprofessionelle: Det er et problem

Bag undersøgelsen står Kommunen.dk og fire andre medier. Med hjælp fra Gravercentret er 133 repræsentanter for autoriserede sundhedsprofessionelle blevet spurgt om alt fra undersøgelser, overdiagnosticering, overbehandling, effekt og evidens til årsager og konsekvenser af unødvendige aktiviteter. 

39 specialebærende lægevidenskabelige selskaber, 35 sygeplejefaglige selskaber og 59 øvrige sundhedsfaglige selskaber eller fagorganisationer har fået et spørgeskema med mere end 60 spørgsmål, som 28 repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber og 62 repræsentanter for det øvrige sundhedspersonale har besvaret. 

23 af lægerne vurderer, at unødvendige undersøgelser og behandlinger i nogen, høj eller meget høj grad er et problem i det danske sundhedsvæsen, og 35 af de øvrige sundhedsprofessionelle, at det i nogen eller høj grad er det. 

Artiklen fortsætter under grafikken...

Resultatet taler ind i en problemstilling, som både det danske og udenlandske sundhedsvæsener kæmper med: 

Ifølge et skøn fra OECD bidrager omkring en femtedel af sundhedsudgifter ikke væsentligt til at forbedre sundheden. 

Omsat til danske forhold svarer det til cirka 55 mia. kr. årligt ud af det samlede sundhedsbudget på 278 mia. kr. 

eller otte et halvt sygehuse i kategorien Aarhus Universitetshospital, der er Danmarks største hospital. 

- Stiller man spørgsmålet om, hvor stor en procentdel af det, vi laver, som er spild, så ligger det sandsynligvis et sted mellem 20 og 30 pct. Det er et chokerende højt tal, og jeg tror, det vil komme bag på mange, siger professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen, der har forsket i emnet. 

Det taler ind i en problemstilling, som Danske Regioner er opmærksom på, og som organisationen gennem flere år har arbejdet med i regi af initiativet Vælg Klogt. 

Siden 2020 har Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter med finansiering fra Danske Regioner samarbejdet om at identificere og nedbringe unødvendige behandlinger og undersøgelser. 

På godt fem år har sekretariatets fire ansatte med Susanne Axelsen som leder udsendt 23 anbefalinger. Men sekretariatets størrelse sætter i sig selv en begrænsning på, hvor hurtigt og omfattende oprydningen i de unødvendige behandlinger og undersøgelser kan gå. 

Og selvom anbefalingerne er sendt ud, er det ikke ensbetydende med, at de alle sammen er implementeret, understreger Susanne Axelsen. 

- Det kræver jo, at nogen løber med de bolde, vi spiller ud. Vores organisation er ikke så stor, at vi også kan implementere og gå ud og måle på effekt. Der er vi meget afhængige af, at de ude i regionerne og hos de praktiserende læger ledelsesmæssigt tager boldene op, siger hun. 

Friis Bach: Spild er uundgåeligt

Man vil aldrig helt kunne undgå spild, vurderer Karin Friis Bach, men problemstillingen kalder på opmærksomhed. 

- Vi tror ikke, det kan komme helt ned på nul, men vi mener, at vi generelt skal have fokus på, at der ikke opstår spild. Særligt hvis spildet opstår pga. traditioner og vaner, der har bidt sig fast, uden at der egentlig er evidens for værdien, siger hun. 

Men, påpeger hun, en del af udfordringen er at finde ud af, hvad der er unødvendigt. 

- Hvis der lige var nogen, der kunne fortælle os, hvor præcis det her spild er, så ville vi jo selvfølgelig stoppe det, siger Karin Friis Bach. 

Når de sundhedsprofessionelle i undersøgelsen skal pege på unødvendige aktiviteter, går f.eks. blodprøver og scanninger igen. 

I det hele taget tegner der sig et billede af, at undersøgelser og prøver, der foretages uden såkaldt klinisk indikation – på baggrund af symptomer eller mistanke om sygdom – slet ikke burde tages. 

Også på kræftområdet er der overflødig aktivitet. 

I kræftpakkeforløb laves der ofte billeddiagnostik og biopsier, inden det er vurderet, om patienten overhovedet kan tåle den tilgængelige behandling, ligesom der udføres livsforlængende kræftbehandling, som kan give flere bivirkninger end effekt og dermed forringe patientens livskvalitet frem for at forbedre den. 

Behandler uden effekt 

Selvom der på flere områder er udbredt faglig konsensus om, at visse behandlinger ingen eller lav effekt har, tilbydes de alligevel. 

Det gælder f.eks. antibiotika ved ukomplicerede luftvejsinfektioner som eksempelvis forkølelse og bronkitis, men også kirurgiske behandlinger som kikkertkirurgi på ældres brækkede håndled, ved slidgigt i knæ og visse typer skuldersmerter. 

Artiklen fortsætter under grafikken...

Flere sundhedsprofessionelle peger i undersøgelsen også på, at rutinemæssig patologisk undersøgelse af vævsprøver og undersøgelse for infektion i blod- og urinprøver kan være overflødig, ligesom rutinemæssige ambulante kontroller nogle gange både er spild af patienternes og sundhedsvæsenets ressourcer. 

Det gælder for eksempel nogle af de årlige fodstatus-undersøgelser, som patienter med diabetes er berettiget til, mener Cille Holse, der er formand for Danske Fodterapeuter. 

Den grundige undersøgelse skal forebygge fodsår og i værste fald amputation, men for nogle patienter er det ifølge hende ikke nødvendigt at få udført undersøgelsen hvert eneste år. 

- Mange patienter kommer alligevel regelmæssigt hos deres fodterapeut for at få behandlet fødderne, og hvis der ikke er tegn på problemer, kunne man skære ned på intervallet af fodstatus-undersøgelser i denne gruppe, siger hun. 

Hvis læger og hospitaler desuden kunne hente de praktiserende fodterapeuters undersøgelser i en fodstatusdatabase, ville det mindske sandsynligheden for, at der udføres dobbeltarbejde, mener formanden. 

Gjorde man systemet mere fleksibelt og droppede rutinemæssige fodstatus-undersøgelser hos de velbehandlede patienter, kunne man i stedet flytte ressourcerne til de patienter, der i højere grad har brug for fodterapi. 

- I dag får under halvdelen af alle patienter med diabetes foretaget en fodstatus-undersøgelse, hvilket måske kan hænge sammen med, at der er en egenbetaling på 50 procent. Måske kan vi forebygge bedre, hvis vi frigiver nogle ressourcer, så vi kan nå den store andel, der aldrig kommer hos en fodterapeut, siger Cille Holse. 

Tryghed har en pris 

Eksemplet illustrerer, at jagten på spild i lige så høj grad kan betragtes som en omfordelings- end som en spareøvelse. 

Og med udsigt til et stigende opgavepres som følge af en voksende ældrebefolkning og færre erhvervsaktive at rekruttere sundhedspersonale blandt, er unødvendig aktivitet i sundhedsvæsenet ifølge Karin Friis Bach en vigtig dagsorden. 

- Vi taler rigtig meget om, at vi mangler ressourcer i sundhedsvæsenet. Der er et kæmpe demografisk pres og dyre lægemidler, som vi også gerne vil give. Det er klart, at der er et kæmpe besparelsespotentiale her, hvis der er ting, vi kan undlade at gøre, siger hun. 

Derfor er det noget, man hele tiden har fokus på. Men det er nu engang lettere at indføre nyt end at fjerne noget. 

- Det er meget, meget nemmere at lægge på, end det er at tage af, for mens nye procedurer kan blive lagt til som en ekstra service, alle er glade for, så har man pligt til at være helt sikker på, at det ikke bliver dårligere for patienten, hvis man stopper med at gøre noget, siger hun og pointerer, at det også er et holdningsspørgsmål, hvor stor en usikkerhed man vil tillade for, at noget rent faktisk er unødvendigt. 

Og så er der spørgsmålet om tryghed. 

- Vi screener rigtig mange danskere, og det betyder jo, at vi bruger rigtig mange ressourcer på at bekræfte raske mennesker i, at de er raske, siger Karin Friis Bach. 

Hun mener godt, man kan diskutere, om der screenes for mange eller ej, men hun tror ikke, at særlig mange danskere har lyst til, at der skrues ned for screeningen. Det giver tryghed, konstaterer hun, og det har en pris. 

- Vi har et flot serviceniveau i det danske sundhedsvæsen. Det tror jeg, der er rigtig mange, der er glade for. 

Patienter presser på 

Om det flotte serviceniveau er en del af forklaringen på, at næsten halvdelen af de sundhedsprofessionelle i undersøgelsen angiver pres fra patient og/eller pårørende som én af årsagerne til, at unødvendige undersøgelser og behandlinger sættes i gang, er uvist. 

Men at det forholder sig sådan, overrasker ikke Kjeld Møller Pedersen, der gennem mange år har fulgt udviklingen i sundhedsvæsenet. 

- Hvis en patient møder op hos den praktiserende læge med en fast overbevisning om, at en behandling virker, selvom videnskaben dokumenterer, at det ikke er tilfældet, vil der være grænser for, hvor lang tid lægen kan bruge på at debattere det med patienten, som måske ikke engang rigtig accepterer lægens begrundelser, siger han. 

Patienter og pårørende kan hurtigt google sig frem til behandlinger og undersøgelser og forsøge at få lægen til at sætte dem i gang. 

Og hvis man selv eller ens pårørende har fået en diagnose, som måske er livstruende, er det kun naturligt, at man undersøger behandlingsmulighederne og lægger pres på de sundhedsfaglige, mener Karin Friis Bach. 

I den situation er det ikke unormalt, at man vil have det hele. Derfor mener hun heller ikke, at man kan bebrejde dem. 

- Så kan det godt være, at man som rask borger generelt synes, at man skal lave mindre unødvendigt i sundhedsvæsenet. Men når det er én selv, der pludselig er syg, bliver perspektivet et andet, siger hun. 

Det betyder dog ikke, at hun generelt synes, at patienter skal have undersøgelser eller behandlinger alene ‘for en sikkerheds skyld’. 

- Det mener jeg ikke. Men jeg mener, at vi skal være bedre til at forklare, hvis ikke det er nødvendigt, siger hun. 

Det ansvar ligger ifølge hende både hos den lokale ledelse, ledelsen i øvrigt og i sidste ende også hos politikerne. 

Tilsvarende mener hun, at politikerne har et ansvar for ikke at smøre ekstra ydelser på for at undgå, at noget sker igen, når der dukker historier op om dårlige oplevelser med sundhedsvæsenet. 

- Der skal vi politikere også være gode til engang imellem at sige nej. I Medicinrådet siger vi jo også en gang imellem nej til ny medicin, fordi effekten er for usikker til bestemte patientgrupper. Det kan være svært, men rådet fungerer heldigvis 
rigtig godt indtil videre, siger hun. 

Oprydningen er i gang, men vejen er lang

Blandt de sundhedsprofessionelle lader der også til at være en øget opmærksomhed på at gøre noget ved problemet. Af undersøgelsen fremgår det, at man på flere områder har fokus på at undgå unødvendige undersøgelser og behandlinger. 

Det er der ifølge Susanne Axelsen også i den grad brug for. 

- Befolkningens gennemsnitsalder stiger, og sundhedsvæsenet mangler både personale og økonomi. Så vi er nødt til at gøre noget, og der skal helt andre kræfter til, end Vælg Klogt alene kan levere. Vælg Klogt har foreløbig formået at sætte skub i en kultur, hvor patienter og sundhedsprofessionelle er begyndt at tænke over, om behandlinger og undersøgelser er unødvendige, siger hun. 

Skal der mere fart på udviklingen, kræver det flere ressourcer. 

Som ansvarlig politiker vil Karin Friis Bach både “italesætte” behovet for at undersøge, om det, man bruger penge på, faktisk også giver værdi, og desuden kæmpe for flere penge til at undersøge det via forskning. 

- Jeg har selv prøvet at være igennem kræftoperation, fortæller hun, og da det var overstået, kunne hun se frem til et ti år langt kontrolforløb. 

- Hvis nogen på det tidspunkt havde sagt til mig, at ‘nej, vi har skåret det ned til fem år’, så var jeg blevet utryg og havde tænkt, ‘er det nu sikkert nok?’, siger hun, og det gør det svært at skære ned. 

Men det er også der, forpligtelsen ligger. 

- Hvis det faktisk ikke er nødvendigt med de ti år, så skal vi jo være gode til at forklare det og stille og roligt begynde at gå den vej. Men det er også en kultur og nogle forventninger og traditioner, vi skal rykke på, siger hun. 

- Det kan godt tage noget tid.