Kandidater kæmper om færre pladser ved både KV25 og RV25
Kandidater kæmper om færre pladser ved både KV25 og RV25

9.217 kandidater har kastet sig ind i kampen om 2.432 byrådspladser.
Dermed kan godt og vel hver fjerde regne med at blive valgt ind. Men der er markante forskelle i, hvor stor en andel af de opstillede kandidater der kan regne med et byrådssæde. Det afhænger i høj grad af, hvor de bor.
Stiller du op i Billund Kommune, kan du meget vel være én af de næsten hver anden (49,02 pct.) kandidater, som er sikker på at få en plads i kommunalbestyrelsen. Her dyster blot 51 kandidater om 25 mandater.
Stiller du derimod op i Aarhus, må du tælle til seks-syv stykker, inden du kan pege fingeren mod dig selv og måske blive én af de 15,58 pct., der får ansvaret for kommunens velfærd, økonomi og udvikling de næste fire år.
Artiklen fortsætter under kortet...
Førstegangs-kandidat
I Billund er det både Gitte Bjerremand Andersens og Moderaternes første kommunalvalg.
Til daglig arbejder hun som socialrådgiver i kommunen, hvor hun gennem tiden har set den ene reform afløse den anden, uden at nogen har forholdt sig til, hvad hun kalder de langsigtede løsninger.
Når hun stiller op nu, ovenikøbet som spidskandidat, er det, fordi hun i Moderaterne har fundet sit parti.
- Jeg har været lidt træt af den ideologiske fløjkamp, så det er derfor, siger hun.
At hun stiller op i den kommune, hvor forholdet mellem antal kandidater og byrådspladser set fra et kandidat-perspektiv er mest gunstigt, har hun ikke forholdt sig til.
Hun er mere optaget af at føre en god og sober valgkamp og byde ind med sin faglighed. Og som hun påpeger, har Billund altid været en stærk Venstre-kommune.
Dermed kan chancen for at blive valgt ind se væsentligt anderledes ud.
- Når du er et helt nyt parti, tænker jeg, at der skal arbejdes for stemmerne, siger Gitte Bjerremand Andersen.
Så det gør hun.
Har ført valgkamp i halvandet år
Faktisk har hun allerede ført valgkamp længe.
- Jeg startede for halvandet år siden med at skrive debatindlæg. Som et nyt navn vil jeg gerne vise, hvilken profil jeg er, så jeg har prøvet at være aktiv og gøre mig synlig i forhold til medier, siger hun.
Med både fuldtidsarbejde og familie er der grænser for, hvor meget hun kan nå, men for tiden står mange af hendes vågne timer på valgkamp. F.eks. har hun været ude og banke på døre. En disciplin, som hun finder både grænseoverskridende og givende.
- Det giver nogle gode samtaler om, hvad der rører sig for den enkelte i hverdagen.
Selv hvis der som i Aarhus kun var én plads for under hver syvende kandidat, ville hun ikke gøre noget anderledes.
- Jeg synes, jeg kører en god og synlig valgkamp med det, jeg har, siger hun.
Store lokale forskydninger
Ser man på udviklingen henover de fire valg siden kommunalreformen, vil lidt færre kandidater veksle deres kandidatur til et mandat ved KV25 (26,39 pct.) sammenlignet med KV09, hvor 27,27 pct. af kandidaterne kom ind.
Det valg, hvor den laveste andel fik et sæde, var ved KV17, hvor 25,45 pct. efter valgkampen kunne indtage en plads i byrådssalen.
På kommuneniveau er der imidlertid sket væsentligt større ændringer siden KV09.
En top tre over de kommuner, hvor der er blevet mere kamp om pladserne, viser, at hele 40,87 pct. færre af kandidaterne i Lejre vil blive valgt ind den 18. november sammenlignet med 2009.
Mens antallet af byrådsmedlemmer er uændret i perioden, blomstrer lysten til det borgerlige ombud tilsyneladende. I hvert fald er der kommet hele 50 flere kandidater til siden sidste valg, hvor færrest stillede op (65).
Til DK Nyt har borgmester Tina Mandrup (V) bl.a. begrundet den store kandidatfremgang med, at kommunens politikere udviser respekt for hinanden og har en anstændig tone.
- Vi har ikke en masse mudderkastning og fnidder, vi er en konstruktivt samarbejdende kommunalbestyrelse, sagde hun tidligere på måneden til nyhedstjenesten.
Ny liste trækker mange kandidater
Det hjælper også på det, at social- og sundhedsudvalgsformand Birgitte Schytte, som forlod De Konservative i juni, har stiftet Lokallisten Levende Landsbyer, der stiller med hele 16 kandidater. Generelt har stort set alle partier dog fundet flere kandidater end sidste gang.
I Greve og Vordingborg kommuner vil hhv. 37,37 og 32,67 pct. færre kandidater få en plads sammenlignet med KV09.
I Vordingborgs tilfælde er udviklingen hjulpet på vej af, at der skal findes to færre medlemmer til kommunalbestyrelsen, men også her er der sket en væsentlig fremgang i antallet af kandidater.
Anderledes ser det ud, når man kigger på de tre kommuner, hvor der er blevet mindre rift om pladserne. I Allerød, kan 47,69 pct. flere kandidater end ved KV09 regne med at få en plads, mens det i Holstebro og Samsø Kommuner er hhv. 39,76 og 28,57 pct.
Antallet af byrådsmedlemmer er i alle tre kommuner uændret i perioden, og kun Samsø har haft befolkningstilbagegang, mens de øvrige har haft fremgang.
Til gengæld har Samsøs vælgere kun fire lister at vælge imellem: Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og SF, mens vælgerne i både Allerød og Holstebro har ti.
Færre pladser at kæmpe om
Selvom der er sket forskydninger gennem årene, har visse ting ikke ændret sig. Præcis som nu udgjorde Billund og Aarhus også i 2009 henholdsvis top og bund.
I langt størstedelen af kommunerne er antallet af byrådspladser uændret i perioden. Men de 14 kommuner, der har justeret undervejs, har samlet set fået antallet til at skrumpe fra 2.468 til 2.432.
Alene siden sidste valg har Vordingborg, Rebild og Lemvig reduceret antallet af medlemmer med hver to, mens Frederiksberg har øget antallet fra 29 til 31.
Sidstnævnte er den eneste kommunalbestyrelse, der har haft vokseværk siden kommunalreformen, og det er anden gang, at kommunen udvider. Første gang var forud for KV21, hvor man gik fra 25 til 29 medlemmer.
Flere end i 2021
Det valg, som flest stillede op til, var KV17. Her var der 9.556 kandidater. Efter et fald i 2021, hvor der dog stadig var flere kandidater end ved de foregående to valg, er det nu lykkedes at løfte antallet af kandidater igen.
Det er glædeligt, mener valgforsker og professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen; ikke mindst i en tid, hvor der tales om politisk chikane, og at folk ikke gider politik.
Ifølge ham vidner det om, at partierne fungerer lige så godt (eller dårligt), som de har gjort ved de sidste mange valg – at de formår at “levere varen”.
- Det vigtigste for partierne er jo deres evne til at rekruttere kandidater, som vi andre kan vælge. Det har de gjort igen, siger han.
Mere kamp om regionerne
Det gælder også i regionerne, hvor der dog er væsentligt mere kamp om pladserne end i kommunerne.
Her kæmper 1.148 kandidater lige nu om 134 pladser. Godt hver ottende (11,77 pct.) står til at få en. I 2009 gjaldt det knap hver femte.
Med sundhedsstrukturreformens reduktion af antal regionsråd fra fem til fire og antal regionsrådsmedlemmer fra 205 til 134 vil det måske overraske få, at der bliver øget kamp om pladserne sammenlignet med forrige valg.
Sammenlignet med valget i 2009 er der til RV25 45 flere kandidater, men ved hvert af de foregående to valg stillede omkring 200 flere op.
En af dem er Dorthe Adelsbech, nuværende medlem af regionsrådet i Sjælland for Venstre og kandidat til den nye Region Østdanmark.
Kommunen.dk fanger hende på telefonen, netop som hun er på vej ud for at omdele valg-flyers.
En ordentlig mundfuld
For hendes og øvrige Region Sjællandske-kandidaters vedkommende betyder sammenlægningen af Sjællands to regioner, at det nu kun er hver niende og ikke hver sjette, der som ved RV21 bliver valgt ind.
- Ikke så motiverende, når man er på vej ud for at putte flyers i postkasser, bemærker Dorthe Adelsbech tørt.
Det er en ordentlig mundfuld at gå til valg i så stort et geografisk område. Derfor er hendes plan at generobre hendes eget.
- Jeg kan ikke føre valgkamp i alle 46 kommuner, det er umuligt. Jeg vil prøve at være der, hvor jeg er valgt og har en platform. Der lægger jeg min indsats, siger hun.
Hendes mål er at få lige så mange stemmer som sidst: 2.934, hvoraf 2.033 kom fra hjemkommunen Faxe og godt 650 fra omegnskommunerne Næstved, Stevns, Køge og Vordingborg.
- Jeg håber, jeg kan blive den lokale stemme i forhold til sundhed for Køge og nedad, siger Dorthe Adelsbech, der selv er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske.
Frem for at tænke, at det ikke er sliddet værd at stille op, når udsigten til at blive valgt ser ud til at dale, har hun gjort det til sin motivation.
- Vi skal være repræsenteret med en stemme, en erfaren stemme, siger hun.
- At bo på Sydsjælland er noget særligt.
Historien kort
- Godt hver fjerde byrådskandidat og hver ottende regionsrådskandidat kan vide sig sikre på at blive valgt den 18. november.
- Der er dog markante forskelle afhængigt af, hvor kandidaterne stiller op. Mens hver anden i Billund får et sæde, gælder det kun godt hver sjette i Aarhus Kommune.
- Selvom der samlet set – ikke mindst i regionerne – er blevet færre pladser at kæmpe om siden det første valg efter kommunalreformen i 2009 har flere kandidater kastet sig ind i kampen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.
























