Hvis nogen er så uduelige til deres job, at de enten fyres eller indgår mere eller mindre frivillige fratrædelser, hvorfor er det så de sparkes ud i en sky af penge, hvis bare de har været højt nok på strå, mens almindelige lønmodtagere må affinde sig med langt mindre luksuriøse forhold?

Spørgsmålet i forskellige varianter er regelmæssigt tilbagevendende, hvad enten det gælder ansættelsesmæssige begivenheder i det offentlige eller i det private. Forargelsespotentialet er tydeligvis stort.

Og det er da sandt, at der for personer i topstillinger findes fratrædelsesvilkår som andre kun kan drømme om. En særlig personkreds blandt disse har endda sat det i system, så de kan få op til to års løn efter fratrædelsen og oveni få betalt efteruddannelse efter regning op til et beløb svarende til ca. 20 pct. af en årsløn. Unægtelig noget andet end når en sosumedarbejder eller en kasseassistent i et supermarked får sparket.

Og ikke nok med det. De skitserede regler gælder også, hvis de privilegerede personer selv beslutter at sige farvel. Eneste krav er, at det sker på en bestemt dato. Også det et vilkår der ikke kendes blandt almindelige mennesker.

Det virkelig påfaldende er imidlertid, at nogle af medlemmerne af denne privilegerede personkreds er blandt de første til at blive forargede, når andre udenfor kredsen aftaler eller forhandler sig til ordninger, der minder om deres egen. Ja OK, ofte er der endda tale om bedre ordninger rent beløbsmæssigt, men princippet har de således forargede dog ingen problemer med selv at nyde godt af.

Senest så vi det her i ugen, da Danske Banks adm. direktør - med en grad af frivillighed eller det modsatte som enhver kan gætte på - forlod møntvaskeriet med en årsløn i lommen. ‘Hvorfor dog belønne Thomas Borgen med mange millioner i godtgørelse? Forkasteligt’ skrev et af medlemmerne af den privilegerede personkreds således på Twitter, og flere andre skrev eller sagde noget lignende.

Det citerede tweet er Hans Kristian Skibbys, mens blandt andre Lisbeth Bech Poulsen og Pelle Dragsted delte forargelsen. Den opmærksomme læser vil bemærke, at foruden forargelsen er fællesnævneren for de tre, at de er folketingsmedlemmer, og det er da netop også præcis reglerne for eftervederlag til folketingsmedlemmer, der er skitseret ovenfor.

Det skal understreges, at ærindet her udtrykkeligt ikke er at omadressere forargelsen til de vilkår, der gælder for politikerne, derimod blot at påpege de ligheder, der måske burde få dem til at overveje hvor velanbragt deres forargelse over andres vilkår er.

Ja, bankchefen gik selv, uvist med hvor stor glæde, men hvor er den principielle forskel til et folketingsmedlem, der indser fraværet af genvalgschance og derfor 1. undlader at genopstille og 2. indkasserer den fulde fratrædelsespakke? Eller, hvis nogen er blevet fyret for ikke at gøre sit job godt nok, hvori består så den principielle forskel til et folketingsmedlem, der af vælgerne bedømmes på en måde, så de foretrækker at være repræsenteret af en anden? Hvilket også udløser de beskrevne fratrædelsesvilkår.

‘Hvis man nogensinde glemmer, at vi lever i et klassesamfund, hvor der er enorme forskelle på behandlingen af samfundets top og alle andre, så er sådan en sag her god til at blive mindet om det’, som Pelle Dragsted fra Enhedslisten tweetede. Om bank-fratrædelsen, vel at mærke, idet han åbenbart ikke regner sig selv og andre folketingsmedlemmer med til samfundets top, trods vilkårenes sammenlignelighed.

Igen: Ærindet her er ikke at plædere for ringere vilkår for folketingsmedlemmer, hvis vederlæggelse ikke med nogen rimelighed kan kaldes let tjente penge. Men der kunne godt skrues ned for den hykleriske forargelse over andre med principielt samme vilkår.