Der er penge i politik. Hvis nogen skulle have overset det, så bliver man eftertrykkeligt påmindet om det, hver gang ministre kommer og går. En god omgang forargelse skal man aldrig lade gå til spilde.

Her senest er det udvidelsen af regeringen, der har leveret brændstoffet. Ni nye ministre, hvoraf de otte debuterer i rollen, er det samme som otte nye på listen over fremtidige modtagere af ministerpension, hvis de ellers bliver siddende i mindst det hele år, som er den adgangsgivende funktionstid.

Man kan selvfølgelig altid diskutere aflønnings- og pensionsforhold – det var der som bekendt en hel kommission, der gjorde – men det er til gengæld indiskutabelt, at så længe reglerne er, som de er, så er der kun én måde at forhindre nye i at omfattes af dem, og det er, at man aldrig tager nye ministre ind. Enhver kan sige sig selv, hvor holdbart det er, men en god omgang forargelse skal man aldrig lade gå til spilde.

Reglen om et års funktionstid afskærer kun sjældent nogen fra ministerpension, men det sker. Seneste eksempel var Carl Holst, der som alle husker, fik en ministerdebut, der kun kan beskrives som tumultarisk. Og kortvarig, så kortvarig, at pensionstaxameteret ikke nåede at blive sat i gang. Det gjorde til gengæld eftervederlaget, og det er et af det politiske livs paradokser – eller måske snarere grundvilkår – at de mennesker, der uden vaklen forlanger en persons afgang, bagefter uden at blinke kan finde på at beklage sig over noget, de udmærket godt vidste på forhånd, nemlig at afgangen ville udløse en udgift. Men en god omgang forargelse skal man aldrig lade gå til spilde.

En anden minister, Eva Kjer Hansen, holdt lidt længere, men stadig ikke et helt år, men hun havde for år tilbage været minister ad flere omgange og langt over et år, så hun var ikke ny på pensionskarussellen. Det var heller ikke den indirekte afløser Ulla Tørnæs, men en anden udløber af denne ministerafgang illustrerer et andet aspekt af princippet med eftervederlag. Vi kunne kalde det ‘de brændte broers princip’.

En rokade, der foruden to ministerier involverede både Europa-Parlamentet og Folketinget, bragte i marts Jakob Engel-Schmidt tilbage i Folketinget efter en ufrivillig pause siden FV15, hvorunder han havde nået at blive ansat som direktør for erhvervsuddannelser på Niels Brock. Da chancen bød sig, var det alligevel politik, der trak mest, og for hver gang, den slags sker, bliver der mere at forklare for den næste politiker, der gerne vil have et civilt job efter en måske ufrivilligt afbrudt politisk karriere. Ingen arbejdsgivere synes om folk, der render af pladsen, inden de rigtig er kommet i gang.

En anden, der kan tale med om det, er den nu igen forhenværende politiker Peter Christensen, der kiksede med at blive genvalgt ved FV15 og erklærede, at beskeden var så tydelig, at han havde forstået den og derfor var helt færdig med politik. Det varede så ikke længere end til afslutningen af Carl Holsts lige så tumultariske som kortvarige ministertid; så var det alligevel politik, der trak mest. Så meget, at han trods sin bebudede afsked med politik meldte sig på ny som folketingskandidat for en anden kreds end sidst.

Men også tilbagekomsten til politik fik en brat og uventet ende, og nu, NU skulle det så være slut med politik, helt slut. Sagde han ligesom sidst, og uden at træde unødigt i noget må man nok konstatere, at der venter ham lidt ekstra ulejlighed med at forklare, så nogen tror på det, at han ikke for eksempel vil springe fra et ansættelsesforløb, hvis en ny chance for politisk comeback skulle vise sig. Hvor han så i øvrigt også vil være omgærdet af tvivl, om det politiske nu også holder eller ej, jævnfør at han også har droppet det nyvundne folketingskandidatur. De brændte broers princip – her i dobbelt udgave.

Man kan mene, hvad man vil om eftervederlag, og man skal aldrig lade en god omgang forargelse gå til spilde, men der er tilfælde, hvor den, der får pengene, faktisk kan vise sig at have brug for et stykke tid til at løbe et nyt forsørgelsesgrundlag i gang.