Eksponeret - Grænser for privatliv i en digital tid

Birgitte Kofod Olsen & Rikke Frank Jørgensen

280 sider

249,95 kr.

Gads Forlag

‘Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande’. Det er vist den sætning, der bruges mest i bogen 'Eksponeret - grænser for privatliv i en digital tid’, redigeret af Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker ved institut for menneskerettigheder og Birgitte Kofod Olsen, partner og phd.ved carve consulting.

‘Eksponeret’ er en slags status-opgørelse på forholdet mellem individ, stat og kapital anno 2018. Bogen er delt op i fire temaer: ‘Samfundets interesse i Big Data’, ‘Den datadrevne økonomi’, ‘Cybersikkerhed’ og ‘Tilsyn og kontrol’. Hver tema belyses af en række forskellige forfattere og afsluttes med en række glimrende og klare faktasider, der beskriver, hvad man med en antikveret vending kunne kalde for ‘de faktiske forhold i jernindustrien’, altså hvilken jura og lov der omgiver hvert tema, her især de foreløbige konsekvenser af den Europæiske Dataforordning, GDPR, General Data Protection Regulation.

Rettigheder i princippet
Udtrykket ‘de faktiske forhold’ stammer fra tegner og forfatter Storm P og refererer til mindstelønnen i jernindustrien i 1913 (36 øre i timen, mine damer og herrer!). Det er siden blevet et realpolitisk synonym for, hvad der ‘kan lade sig gøre’. Når jeg dvæler lidt ved det udtryk, så er det fordi ‘Eksponeret’ synes at være netop det: En gennemgang af de massive angreb der via digitaliseringen, direkte eller indirekte og ofte uden nogen klar fornemmelse af aggressorens identitet, gennemføres i vores samfund og de rettigheder, vi i princippet har, men som er svære at håndhæve i en verden af selvbetjening, obligatorisk elektronisk post, nemID, Netflix og Facebook, kondenseret ned i små skærme, presset helt op under øjnene på os.

Pernille Tranberg, rådgiver og forfatter, skriver således præcist og kælderkoldt, at ‘digitalt selvforsvar er nødvendigt’. Hun opfordrer borgeren til at ‘sprede sine fodspor så meget som muligt og skabe forvirring blandt dem, man ikke har tillid til’, mens Birgitte Arent Eriiksson konstaterer, at ‘social digital kontrol er på kant med borgernes ret til privatliv’, og ja, det tør svagt antydes i et et land, hvor det offentlige opfordrer borgerne til at stikke hinanden med anonyme (digitale) henvendelser, og hvor vi er to udvalgsbeslutninger fra gennemførslen af den såkaldte ‘Gladsaxemodel’, hvor alle borgere med børn skal vurderes og pointgives ud fra samkørsel af data som ‘alkoholbehandlinger’, fravær fra børnetandplejen og tilknytning til arbejdsmarkedet. Retssikkerheden er generelt truet. Stat og kommuner er mere end parate til at overlade vigtige beslutninger om os borgere til ‘robotics process automation’, RPA.

Smarte byer
Ansøgninger om SU og årsopgørelsen fra SKAT er allerede uberørt af menneskehånd, og på sigt vil kunstig intelligens og ‘digitaliseringsklar lovgivning’ efterlade os små mennesker helt uden mulighed for at gennemskue, på hvilket grundlag og ud fra hvilken algoritme vigtige beslutninger om os bliver taget. Alt sammen af mangel på det, som Hanna Marie Motzfeldt, lektor fra Aarhus Universitet, kalder SystemTransperens, at vi bygger så komplicerede maskiner, at vi ikke længere kan gennemskue, eller beskrive, hvordan de virker.

Endnu mere foruroligende er Birgitte Kofod Olsens gennemgange af det nyeste og mest fluffy dyr i den digitale åbenbaring, ‘smarte’ byer, hvis potentiale for et mareridt af kontrol og overvågning af indbyggere, kun overgåes af længden af de skåltaler, der holdes over de mange effektiviseringer og det indbildt øgede digitale demokrati, man forventer, de per automatik vil medføre.

Under det hele regerer overvågningskapitalismen, ‘den datadrevne økonomi’, digitaliseringens hidtil eneste hypereffektive forretningsmodel, i bogen noget mere diplomatisk kaldt ‘informationsøkonomien’ af Rikke Frank Jørgensen, men stadigvæk en model, der er baseret på at spionere og lokke informationer ud af brugere af tjenester som Facebook og Google og bruge dem til at manipulere os med eller til videresalg.

En gave til borgerne
Det vil føre for vidt at gennemgå alle indlæggene i bogen, men der er særligt to, der stikker ud.

Det ene er skrevet af Kim Aarenstrup, tidligere chef for Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center, nu IT-sikkerhedschef i DSV A/S, men tydeligvis stadig med et frustreret hoved og hjerte placeret i Rigspolitiet.

Aarenstrup er meget optaget af det paradoks, at borgerne åbenbart er ligeglade med deres privatliv, når det gælder sociale medier og andre kommercielle tjenester, men har krav på al mulig (læs: unødvendig) beskyttelse, når det gælder politiets adgang til- og indsamling af borgernes data. Det store eksempel er logningsbekendtgørelsen, der som bekendt betyder, at hvem vi ringer og sms’er med registreres på tid og sted, gemmes i et år og kan udleveres til politiet mod en dommerkendelse. Logningsbekendtgørelsen har været under massivt pres, blandt andet fra EU-domstolen, der mener, at der er tale om ulovlig masseovervågning og hermed krænkelse af borgernes ret til privatliv.

Her mener Kim Aarenstrup, at selve fundatsen for vores retssamfund vakler: De mange internationale domstole og EU-instanser, der blander sig i magtens tredeling i Danmark, ophæver vore muligheder for at føre en sammenhængende og effektiv politik i forhold til cyberkriminelle, skriver han og nævner en række tankevækkende eksempler på digitale krænkelser, mordsager og forsvundne børn. I disse sager mener han i modsætning til EU, at yderligere registrering, også af internettrafik generelt, ville være ikke blot en fordel for politiet, men en gave til borgerne.

Sikkerhed halter bagefter
Når Kim Aarenstrups indlæg stikker ud fra resten af bidragene i bogen, er det, fordi han grundlæggende er den eneste, der af et ærligt hjerte kræver mere overvågning. Fordi det virker for politiet, og fordi løbet om beskyttelse af borgernes data efter hans mening er kørt: ‘Privacy is Dead’, citerer han Scott Mcnealy fra SUN for flere gange.

Men han standser ikke der. Kim Aarenstrup mener, at politiets adgang til mere overvågning er den eneste logiske konsekvens af netop at være ‘et af verdens mest digitaliserede lande’, hviket han også er kritisk overfor:  ‘Det offentlige og private Danmark har haft særdeles travlt med at digitalisere og fra tid til anden så aggressivt, at man ikke har haft tid til at indtænke eller etablere de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, så man kan modstå det pres, der samtidig opstår fra omverdenen’, lyder det.

De sikkerhedsforanstaltninger er netop emmet for Morten Rosted Vang, chefkonsulent for Dansk Industri. I sit indlæg om cybersikkerhed starter han med at konstatere, at selvom ‘vi er et af verdens mest digitaliserede lande’, så er vi kun nummer 34 i digital sikkerhed, at tilliden til offentlige digitale services er faldende, selvom digitaliseringen har et ‘stort potentiale’, et udtryk, der efter undertegnedes mening er uhyggeligt dækkende. Vi ser masser af ‘potentiale’ i digitaliseringen, men forholdsvis få direkte gevinster. Og ingen gider lave en reel cost benefit analyse af, om vi egentlig bevæger os fremad, eller om vi i stedet er i gang med at afmontere og reducere samfundet, som vi kender det, for at erstatte det med noget, vi får stedse sværere ved at se os selv i for bare smartphones og disruptionråd.

Mange kokke
Morten Rosted Vang skriver varmt om ISO-standarten 27001. Det er dybest set en række ‘best-practice’regler, som endnu ikke er i brug, trods to års krav, må han konstatere. ‘Når vores samfund er blevet gennemdigitaliseret, og vi er et af de mest digitaliserede samfund i verden (der var den igen!), er det en logisk konsekvens, at truslen mod tryghed i den digitale verden er mangeartet’, skriver han i afsnittet ‘Verden er blevet farlig’. Han foreslår ‘digitale Genevekonventioner’, oplysningskampagner og sågar krav til virksomheder og private om at bruge opdateret software for at minimere risikoen.

Når jeg fremhæver Aarenstrups og Vangs indlæg, er det som sagt fordi de  stikker ud, men også fordi, de om noget repræsenterer elefanten i rummet, den der står og tramper og som har malet digitalisering henover sin snabel. Digitaliseringens elefant har i løbet af små ti år trampet det meste af landet under fode. Offentlige funktioner, der før kunne drives fra kommuner eller Christiansborg, er nu udliciterede og uden for politikernes kontrol efter råd fra den strøm af konsulenter og andre charlataner, der vælter gennem forvaltningen, hvilket gør det mere end vanskeligt at etablere det overblik, den transparens, der kunne gøre verden mindre ‘farlig’.

Afsted uden forbehold
Rigsrevisionen har et indlæg, der i den grad stiller spørgsmål ved, om det at være ‘et af verdens mest digitaliserede samfund’, er et ubetinget gode: Afdelingschef Lone Glahn råber vagt i gevær og kræver IT-sikkerhed helt op på chefniveau, sikkert velvidende, at man der synes bedre om at effektivisere end at bevare og sikre, og at afstanden fra chefkontorerne ned til de irriterende realistiske og vidende nørder, der skal realisere de fine ideer, aldrig har været større.

‘Eksponeret’ udkom som sagt midt i lanceringen af GDPR, den europæiske datafordning, der trådte i kraft 25 maj. GDPR, bruges der mange sider på. GDPR er vores bedste håb, fremgår det. GDPR blev i sin tid tænkt som en måde at beskytte borgerne og om muligt stække de store IT-giganters spillen boggie-woogie med hele verdens private data. Men der er meget mere, den forordning skal kunne rumme. I takt med at alt, der før var konkret, nu bliver digitalt. Vores sundhedsdata, de smarte  byer og det galoperende nye dogme, kunstig intelligens, skal i fremtiden fungere i det digitale domæne. Og der, fremgår det med al ønskelig tydelighed, går vores rettigheder og privatliv konstant under, med mindre vi sætter foden ned, eller GDPR fikser det hele for os.

For uanset forordninger og lovgivning, er de faktiske forhold i digitaliserings-industrien tilsyneladende, at der ikke er nogen vej tilbage, præmissen for de problemer, der er opstået, er som sådan ikke til diskussion, og selvom masser af bidrag i ‘Eksponeret’ netop stiller spørgsmål ved, om udviklingen egentlig er sund, er der få, der råber op om behovet for rettidig omhu, nødbremser eller måske noget så kættersk som simpelthen at lægge en ny kurs, væk fra digitaliseringens tilsyneladende uomgængeligheder?

Knaldvigtig men kedelig
I ‘et af verdens mest digitaliserede lande’, er det ikke længere muligt at stille spørgsmål ved vejen. Den er vedtaget fra alle sider, og skulle nogen formaste sig til at tale om alternative, måske endda forståelige analoge modeller for fremskridt, vil man øjeblikkelig blive brændemærket som maskinstormer og sølvpapirshat.

Det er der ikke nogen af bidragyderne i ‘Eksponeret’, der ønsker at blive. Altså brændemærket. De er i høj grad realister med gode, etisk/demokratiske intentioner, forfatterne er akademisk og juridisk velfunderede sprogligt set, hvilket gør en ellers knaldvigtig bog lidt mere kedelig end den burde være - den er en rapport, en afhandling, hvis modtagere og målgruppe, fortoner sig et eller andet sted i et politisk, muligvis embedsmandsbesat univers, der skal påvirkes og oplyses om tingenes tilstand. Men for Guds skyld uden at man gør sig rigtig uvenner med dem.

Om GDPR kan genopfinde og bevare retten til privatliv, vil tiden vise.

Mens vi venter, burde vi måske løfte blikkene fra skærmene, se hinanden i dybt øjnene og spørge om de faktisk forhold i digitaliseringsindustrien egentlig er blevet til det, vi håbede på. Måske er de slet ikke faktiske. Måske har de bare potentiale. Til 13 øre.

Anders Kjærulff er vært på Radio-24-7-programmet "Aflyttet".
DISCLAIMER: Jeg kender flere, faktisk hovedparten, af bogens bidragydere professionelt og personligt - de har gennem tiderne gæstet mit radioprogram AFLYTTET på radio24syv, nogle flere gange, og vi har mødtes ved konferencer og privat.