Thorning-regeringen nærmer sig halvvejen i denne valgperiode, og spekulationerne om en regeringsrokade og et markant strategiskift, der kan ændre på den miserable situation i meningsmålingerne, tager til.

Regeringens umiddelbare problem er, at dens hidtidige resultater på de områder, som den selv vil måles på, det vil sige vækst og beskæftigelse, ikke imponerer nogen. Spørgsmålet er, om et større internationalt økonomisk opsving i 2014 kan nå at ændre på situationen i en grad, så at vælgerne vender tilbage til regeringspartierne.

Hjælp fra vismænd

For nylig overraskede de økonomiske 'vismænd' med en anbefaling til regeringen om at få sat gang i væksten via en finanspolitisk lempelse på 12 milliarder kroner, som de mener, der er plads til. Hos regeringens støtteparti, Enhedslisten, omfavnede man vismændenes udmelding og anbefaler nu ligesom fagbevægelsen, de tidligere S-finansministre Mogens Lykketoft og Knud Heinesen med flere, at man sætter yderligere gang i offentlige investeringer eller forbrug.

Roligt efterår

Indtil videre holder regeringen med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen stand mod presset fra centrum-venstre-opinionen. Det vil næppe vare ved. Corydon vil med meget stor sandsynlighed ende med at forhandle en finanslov på plads med EL, der lemper finanspolitikken og naturligvis vil tilfredsstille det frustrerede og kritiske bagland hos både SF og S samt ikke mindst Enhedslisten. Spørgsmålet er så, om 'medicinen virker' og får væksten i gang.

Flytter det vælgerne?

Under alle omstændigheder vil det også gavne regeringen, hvis man forud for et kommunalvalg i november, hvor især SF står til at blive slagtet, kommer igennem finanslovsforhandlingerne på en måde, som giver indtryk af, at man har lyttet til kritikken fra baglandet.

Indtil videre venter man forgæves på, at vælgerne i stort tal siver tilbage fra blå blok til regeringspartierne, efter at man i maj indgik en aftale med EL om at indføre en midlertidig samfundsydelse.

Energirenoveringer

Hvad vil sådan en finanslovsaftale indeholde? Umiddelbart ville et omfattende program med investeringer i energirenovering af offentlige bygninger ligge lige for. Det vil sætte ledige håndværkere i gang og flugter fint med regeringens og EL's fælles politiske målsætning om, at Danmark skal blive mere klimaparat og energieffektivt. Det vil også høste klapsalver i erhvervslivet.

Desuden taler man på Slotsholmen om, at især statsministeren i løbet af efteråret ønsker at markere sig med initiativer, der retter op på den skævhed, der er i levealder og helbredstilstand i befolkningen. Måske kan et initiativ kombineres med en løsning, der sender flere læger til udkantsområderne, der lider af lægemangel.

Bløde ministre til SF

Ifølge regeringskilder på Slotsholmen er det et klart ønske fra SF's leder, Annette Vilhelmsen, at der kommer en regeringsrokade, der tilgodeser SF med nogle 'blødere' ministerposter, som partiet vurderer vil falde mere i deres vælgeres smag.

Det kunne åbne for en lille kabale, der flytter Annette Vilhelmsen til socialministerposten, mens Henrik Sass overtager Erhvervs- og Vækstministeriet. Det er Helle Thornings primære prioritering, at Sass nu skal ind i regeringen. Karen Hækkerup bliver så til overs.

Villy Søvndals udenrigsministerium er efter alt at dømme også i spil, og netop den post kan åbne for en langt mere omfattende regeringsrokade. Især to socialdemokrater har vist interesse. Det er forsvarsminister Nick Hækkerup og europaminister Nicolai Wammen. Sidstnævnte er p.t. i kridthuset hos regeringschefen og skal have noget nyt at lave. En løsning kan være at lade Hækkerup blive udenrigsminister og lade Wammen overtage Forsvarsministeriet.

Formandspost som trøst

Men hvad skal SF så have? Måske kunne Christine Antorinis Børne- og Ungdomsministerium gå til Pia Olsen
Dyhr? Men hvad gør man så med Antorini og Karen Hækkerup – to ministre, der har gjort det godt og er synlige i dagligdagen? Måske kan en af dem flyttes over og afløse en Henrik Dam Kristensen i Transportministeriet, som man så kunne udråbe til ny kommende dansk EU-kommissær. Alternativt kunne man 'sælge' fødevareministerposten til SF, hvilket så vil sende Mette Gjerskov ud af regeringen. Enten Gjerskov og Antorini kunne så som trøstpræmie blive formand for S-folketingsgruppen. Desuden er det en udbredt analyse, at socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke står til forfremmelse som nyt medlem af regeringen.

Hvad med Thorning?

Endelig er der hele spørgsmålet om statsministerens manglende popularitet og om Socialdemokraterne selv på et tidspunkt først i det nye år skal – eller i det hele taget er i stand til – at drage en konsekvens af det, hvis meningsmålingerne ikke retter sig. De færreste forestiller sig, at Helle Thorning forlader dansk politik ad bagvejen for eksempel som ny kommissær i EU, og den anden mulighed – et åbent oprør med henblik på at vælte en regeringschef – er aldrig set før, mens S har været i regering. Og før dette spørgsmål er afklaret, så er det svært at sige, hvilken strategi regeringen vil lægge frem mod et kommende folketingsvalg.