En myte er død.

Kulturliv er absolut noget som optager vælgerne til dette kommunalvalg. Det er ikke længere i bunden af listerne. Og i helt vild grad når kulturliv, vores børn og deres trivsel og skole er i samspil.

Epinion har netop lavet en stor måling på mere end 100.000 vælgere, som er vægtet i hver kommune. Her viser et kig på tværs, at kulturlivet alene stikker helt frem som 5-6. vigtigste emne mange steder og skole og trivsel ofte er helt i top. Det rigtig spændende er, hvad der så sker, når man dykker ned i emnerne.

I Kulturens Analyseinstitut sveder vi. Efterspørgslen på lokal viden om kulturlivet i samspil med en hel række centrale velfærdsemner boomer i vores indboks. Det er kulturliv i samspil med sundhed.

Det er kulturliv i samspil med bosætning. Det er kulturliv i udvikling af bymidter. Det er kulturliv som lokal egns- og erhvervsudvikling. Men helt i top er kulturlivs samspil med trivsel, skoler og dannelse – især med fokus på børn og unge.

Masser af debatlyst

i drøner rundt til valgmøder for at dele viden, og vi er færdige med et grundigt  kortlægningsarbejde af hele kulturlivet i de første 14 kommuner.

I de valgmøder, vi har nået at besøge so far, letter debatlysten rigtig meget, når skole, trivsel, børn og kultur kommer på banen. Og der er ikke bare enighed.

For nogen er fokus især på de udsatte børn, og de store effekter, der for dem at møde kulturaktivitet som frirum og anderledes fællesskab. For andre handler det om fælles aktivitet for alle, der fjerne skærmene og sætter fordybelse og fantasi først. Oplevelse af manglende kompetencer på skolerne ift. musikundervisning kan virkelig også få mange op af stolene.

Den største udfordring er, at der ofte er ganske begrænset kendskab til, hvad der faktisk er af tiltag og aktivitet. Fordi mange tiltag som f.eks. børns besøg på teatrene, koncerter i skolen, kunstforløb på skolerne og huskunstnerordninger ofte har en ganske begrænset økonomi, er de ikke højt i den politiske hverdagsdebat. Det foregår i hverdagen med lærere og pædagoger som drivkræfter. Så det sker bare.

Men hvilke børn er egentlig med, hvad består aktiviteterne faktisk af og hvor tit foregår det egentligt – er spørgsmål der kan stå åbne.

Det er ikke nok at gøre det muligt!

Hvis indsatser for, at børn og unge kan møde kunst og kultur, for alvor skal have effekt, er det nødvendigt at have overblik over, hvilke muligheder der faktisk er.

I mange kommuner er der en palet af muligheder drevet af ildsjæle. 1000 blomster af gode initiativer. Den virkelyst er jo skøn og skaber masser af engagement, men det betyder ofte at der foregår flere ting samme steder og andre steder ingenting. At nogen genrer af kulturlivet har masser af aktivitet og andre er overset.

Indsatser med samme formål kan foregå parallelt og blive præsenteret for de samme institutioner eller skoler. Altså et virvar af muligheder. Hvis det skal ind i skolen, er det meget ofte problematisk med det virvar. Skolen har mange opgaver og få frirum. Derfor er det virkelig anbefalelsesværdig at lave en samlet prioritering og mere langsigtet og sorteret indsats.

Der er mange gode eksempler at kigge til. KUMULT på Sjælland er et stort samarbejde på tværs af en række kommuner. Her integreres mødet med kunsten og kunstnere i skolernes hverdag langsigtet og igennem alle år i skolen. Der er skiftende fokus på kunstarter, og det fælles samarbejde gør, at få ressourcer kan løftes, da kunstnere så laver indsatser, der går på skift mellem mange skoler. Initiativet er begrænset, så alle kunstarter er ikke tæt på hvert år. Men arbejdet er grundigt, og velintegreret i skolernes hverdag.  

Udbredelse kræver opfølgning

Hvis målet er at nå alle børn, eller måske især de børn, der sjældent i fritid og familie møder kunsten og kulturlivet, så er det ikke nok at gøre det muligt. Forskning viser ganske klart, at hvis man selv vælger f.eks. som familie, så er det dem der i forvejen kender til kulturlivet, som især er brugere. Og desto stærkere en familie står socialt og uddannelsesmæssigt tilsvarende stærkere er kendskab og brug af kultur.

Skal alle børn nås, kræver det opfølgning på hvilke tiltag der virker til hvad. Hvem deltager og hvordan var deltagelsen? Mange steder møder vi gode initiativer i Kulturens Analyseinstitut, hvor man måske godt ved hvor mange børn, der har deltaget.

Men man ved ofte ikke, om det er de samme børn der deltager flere gange, eller om man er kommer ud til nye børn især. Om der er børn, der slet ikke kommer. Det er et bøvlet arbejde, men det er her basis for stor effekt ligger gemt. At der ganske simpelt startes med grundigt overblik over, hvem der er med og også opfølgning på dem, der ikke benytter muligheder.

Levende Musik i Skolen viser vejen med indsatsen ”koncertløftet”. Målet er at alle børn minimum en gang om året oplever livemusik af høj kvalitet på deres skole. Her knokles der med at få sikret skolekoncerter på alle skoler, også dem der ikke af sig selv er opsøgende. Og det næste lag er på. Hvilke forudsætninger har børnene, og hvordan passer det ind i årgange og fag netop på den skole. Så koncerterne er gennemtænkt fagligt, kombineret med undervisningsmateriale og der følges op bagefter med korte og kvikke evalueringer fra lærerne.

Det folder sig ud, når et stærkt og langsigtet samarbejde er aftalt og kører mellem den enkelte kommuner og levende musik i skolen. Resultaterne er slående. Børnene får virkelig noget med sig.

Når sådanne eksempler kan deles og trækkes frem, og sættes i den lokale kontekst her op til et kommunalvalg, så er der fut i debatterne. Så bliver det tydeligt hvordan man politisk har forskelligt fokus på prioriteringer, indsatser og fokusområdet.

Lad os få vist frem, hvordan der er mange gode eksempler på at børns møde med kunsten og børns egen kulturelle aktivitet. Og hvordan det løfter trivslen, hvordan det skaber nye rum for læring og hvordan det bare skaber rigtig mange smil. Eller som det så poetisk blev sagt på et nationalt arbejdsrum for børnekultur forleden:

Børns møde med kunst udløser fantasifontæner, superkræfter og motivationsknapper i deres liv.