Corona har ramt lokalpolitikere med tavshed

'Udvalgsformand trækker sig efter kritik.'

Denne overskrift finder jeg aldrig i lokalmedierne. Lokalpolitikere bliver ikke tvunget til at forlade deres taburetter, de fyrer direktører og chefer i stedet. 

Regeringens coronahåndtering og genåbningen har sat fut i debatten om samarbejdet mellem politikere og embedsmænd. I den landspolitiske debat hører vi, hvordan Mette Frederiksen er gået sine egne veje uden at være i samklang med de faglige anbefalinger fra sundhedsmyndighedernes embedsmænd, mens vi lokalt hører, hvordan kommunalbestyrelsen mange steder kun har været orienteret, men ikke involveret i de centrale beslutninger om nedlukning og genåbning. 

Selvfølgelig med lokale forskelle.

Ansvar er noget, man tager

Forskellen skyldes ene og alene den gammelkendte ledelsessandhed om, at ansvar ikke er noget, man får, det er noget, man tager. 

Mette Frederiksen tog ansvar. Hun lyttede til anbefalinger fra statens egne embedsmænd, faglige råd fra WHO og ECDC og erfaringer fra andre lande, og så tog statsministeren en beslutning og lukkede Danmark ned. Det var en politisk beslutning, som statsministeren høster ros, ris og respekt for. 

Mette Frederiksens stil står i skarp kontrast til en stor del af den lokalpolitiske retorik i coronakrisen, som mange steder kan opsummeres til: Vi følger forvaltningens og sundhedsmyndighedernes anbefaling. 

Politisk arbejdsro

Det på trods af, at der var og er masser af mulighed for lokalpolitisk tilpasning i nedlukning og genåbning. Alle fagudvalg og alle kommunalbestyrelsesmedlemmer har mulighed for at trække i arbejdstøjet og byde ind med holdninger til alt fra integration til erhvervspolitik; sundhed og psykisk sårbarhed under coronakrisen. Det er en politisk beslutning, hvornår dagtilbud, skoler og klubber skal åbne lokalt, med hvilke åbningstider og hvilke normeringer.

Alligevel har den lokalpolitiske debat været tæt på fraværende i fortællingen om coronakrisen. Få kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgmestre tager et større lokalpolitisk ansvar, end de får givet. Lokalpolitikerne skaber i stedet arbejdsro til forvaltningen, så de kommunale ledere kan tage ansvaret for implementeringen.

Udenom byrådet

Det får både kommunale ledere og medarbejdere stor anerkendelse for - også af statsministeren. Det er næsten, som om kommandovejen går direkte fra statsminister til skolelærer med et fælles mål om at redde liv og reducere smitte. De kommunale ledere og medarbejdere nyder godt af den store tillid, som har sat borgeren i centrum af ledelsesopgaven.

For borgerne er det imidlertid uklart, hvad kommunalpolitikerne har bidraget med i ligningen. Statsministerens konsekvente stil har usynliggjort det politiske led i det kommunale selvstyre samtidig med, at lokale forskelle i implementeringen af coronatiltagene har været forstået og respekteret af Folketinget og dermed ikke været genstand for stor debat i medierne. 

Konsekvensen er mistillid

Det er i store træk gået rigtig godt med håndteringen af både nedlukning og genåbning i kommunerne, men hvad hvis det modsatte var tilfældet. Ser nogen for sig, at udvalgsformanden trækker sig, hvis ældre var blevet efterladt uden hjælp, eller der udbryder supersmitte i ungdomsklubben? Jeg tvivler. Hverken medier eller borgere vil kræve udvalgsformandens hoved på et sølvfad. De vil vende sig mod ministeren, borgmesteren og lokale embedsmænd. Så medmindre udvalgsformanden selv tager sit gode tøj og går, og det har de ikke for vane at gøre, så vil udvalgsformanden fortsætte, mens lederen af plejehjemmet og ungdomsklubben vil miste tilliden.

Tesen om, at lokalpolitikere består, og embedsmænd forgår, overlever coronakrisen.